Overvågningsstrand – lad skraldet ligge

Kofoeds Enge er udpeget som en overvågningsstrand. Myndighederne ønsker på dette område at registrere det affald, som af havet bliver skyllet op langs kysten
De to røde prikker på billedet afgrænser området, hvor overvågning af opskyllet affald foretages. Foto: Dragør Kommune.
De to røde prikker på billedet afgrænser området, hvor overvågning af opskyllet affald foretages. Foto: Dragør Kommune.

Har man være på tur på strandengene i Dragør, har man måske bemærket de to skilte, som markerer en 100 meter lang strækning med teksten: »Forsøgsområde ved Kofoeds Enge – Overvågning af opskyllet affald.«

Dragør Kommune fortæller i en pressemeddelelse, at Kofoeds Enge er udpeget som en overvågningsstrand, hvor man opfordres til ikke at fjerne opskyllet affald – og samtidig heller ikke at efterlade sit eget affald.

På vegne af Miljøstyrelsen samler forskere fire gange om året affald ind på strækningen.

Et 100 meter langt stykke af stranden ved Kofoeds Enge er udlagt som forsøgsområde. Foto: Dragør Kommune.
Et 100 meter langt stykke af stranden ved Kofoeds Enge er udlagt som forsøgsområde. Foto: Dragør Kommune.

Affald registreres

Kofoeds Enge er én blandt otte strande i Danmark, hvor blandt andet slikpapir, dåser, plastikflasker og vatpinde bliver registreret.

Jakob Strand, der er koordinator for national overvågning af marint affald ved Nationalt Center for Miljø- og Energi på Aarhus Universitet, forklarer, at overvågningen sker flere steder i landet.

»Vi opfordrer strandgæster til ikke at samle skraldet ind, da vi selv ønsker at gøre det. Vi ønsker heller ikke, at strandgæster efterlader eget skrald, og heller ikke skrald indsamlet på andre strandstrækninger i området,« skriver Jakob Strand.

Han uddyber, at overvågningen er en del af Danmarks implementering af EU’s Havstrategidirektiv, og hans forventning er, at overvågningen vil fortsætte i mange år endnu.

EU-direktivet forpligter Danmark til at overvåge og følge udviklingen af opskyllet affald på udvalgte strande. De indsamlede data sendes også til HELCOM, en mellemstatslig kommission, som arbejder for at beskytte det maritime miljø i Østersøen.

Viden og indsats mod forurening

Optællingen af affald via overvågningsstrande har fundet sted siden 2015. Ifølge en teknisk rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi blev der i 2023 i alt fundet over 8.000 stykker skrald på de danske overvågningsstrande, varierende fra ganske få til over 4.700 på en enkelt strand ved en enkelt indsamling – sat over for EU’s grænse på maksimalt 20 stykker per 100 meter strand.

Det er imidlertid et markant fald fra udgangspunktet for knap 10 år siden. Den klart største mængde skrald er i 2023 fundet ved Skagen, som på årsplan alene stod for ca. 74% af den totale mængde affald, medens den laveste mængde generelt findes i Østersø-området.

Formålet med overvågningsstrandene såsom den på Kofoeds Enge er at få et præcist billede af mængden og typen af affald, der skyller op på de danske kyster.

Ved at registrere og analysere affaldet kan forskere og myndigheder bedre forstå omfanget og kilderne til forureningen og derved opbygge viden om affaldet, som kan bruges til at lave indsatser mod forurening af havet. Deres viden er nemlig essentiel i udviklingen af effektive strategier til at reducere mængden af plast og andet affald i havmiljøet.

Ved at samarbejde med organisationer såsom HELCOM sikrer Danmark blandt andet, at indsatsen mod forurening sker koordineret og effektivt på tværs af landegrænserne i østersøområdet.

For at forskningen bliver så korrekt som muligt, er det vigtigt, at man som strandgæst respekterer skiltningen og undlader at fjerne eller efterlade affald på overvågningsstrandene. Og ved at gøre det bidrager man i sidste ende til en bedre beskyttelse af havmiljøet.

HELCOM

HELCOM (The Baltic Marine Environment Protection ­Commission, Helsinkikommissionen) er en mellemstatslig kommission, som styrer og administrerer Helsingfors­konventionen om beskyttelse af Østersøen.

HELCOM arbejder for beskyttelse af det maritime miljø i det baltiske område. Sekretariatet ligger i Helsinki.
Arbejdet foregår gennem en række arbejdsgrupper og ekspertnetværk, mens bindende beslutninger træffes af embedsfolk og på ministermøder.

Ud over Danmark deltager Estland, Finland, Tyskland, Letland, Litauen, Polen, Rusland, Sverige og EU i ­HELCOM.

Fik du læst?