Sol, handel og musik på havnen

Markedsdage med rekordsalg og musikalsk underholdning i Dragør
Weekendens gode vejr bliver brugt på at nyde Öresundsmarkedets gode tilbud. Foto: TorbenStender.
Weekendens gode vejr bliver brugt på at nyde Öresundsmarkedets gode tilbud. Foto: TorbenStender.

Dansk vin, smykker til mænd, italienske lækkerier, keramik og lakrids var blandt de varer, som blev falbudt på havnen i Dragør i den forgangne weekend.

Årets sidste udgave af Öresundmarkedet blev afholdt fredag til søndag, og denne gang var sommersolen gavmild. Derfor var ikke mindst ophold nær fadølshanerne og parasollerne populære blandt gæsterne.

Igen denne gang blev markedet suppleret med musikalsk underholdning. Fredag blev den leveret af trioen Fars Kazoo, som optræder med akustiske versioner af kendte sange, mens guitaristen Sune Grip fra trioen optrådte solo om lørdagen.

Søndag var det duoen »Two of us«, der spillede. Gruppen består af Jens Mogensen på guitar samt Uffe Thiel på guitar og vokal, og de spiller udelukkende Beatles-sange.

Christian Willesen er hovedmanden bag Öresundsmarkedet, og da Dragør Nyt taler med ham, virker han tilfreds med weekendens forløb:

»Det var en fantastisk weekend. Jeg vil sige, at der var fuldt hus alle tre dage. Men der var nok flest søndag, hvor Dragør jo er et populært udflugtsmål. Stadeholderne har meldt om noget af det bedste salg nogensinde,« siger Christian Willesen og fortsætter:

»De mange turister spredte rigtig gode vibrationer, og jeg vil gerne sende en hilsen til alle, der dukkede op. Vi, der er på markedet og får hilst på og talt med gæsterne, har bestemt indtryk af, at de er rigtig glade for markedet.«

Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.
Markedets gæster nyder livemusikken med »Two os Us«. Foto: TorbenStender.
Markedets gæster nyder livemusikken med »Two os Us«. Foto: TorbenStender.

Fik du læst?