Solsikkekrigen på Sydstranden

Sommermysterium – skæbnen for en længere række af solsikkerplanter stående langs strand­engene på ­Sydstranden er lidt af en gåde. I weekenden er alle ­planterne blevet revet op, og det har sat sindene i kog
Nogle af de oprevne planter. Foto: Susanne Bjerg Andersen.
Nogle af de oprevne planter. Foto: Susanne Bjerg Andersen.

»Der er en solsikkemorder løs på Sydstranden!!!«

Sådan indledes et facebookopslag i gruppen DragørNyheder af Susanne Bjerg Andersen, som viser en mængde solsikker, der var blevet revet op.

»Vi var mange, der dagligt glædede os over de mange solsikker på Sydstranden,« skrev Susanne Bjerg Andersen, som fortsætter:

»Her til morgen så jeg, at »nogen« har rykket så mange som muligt op med rode!«

Tre dage før havde hun skrevet et undrende opslag om, hvordan den lange række af solsikker dog kunne være endt på Sydstranden på strækningen fra Sylten og ned mod den gamle by.

I alt har der været mere end 100, og de stod pænt på række. Her er teorierne både, at de er blevet plantet af nogen, men også at frøene selv kunne være kommet i land – for eksempel i forbindelse med stormfloden i oktober.

En tredje forklaring, som en i facebookgruppen kommer med, er: »De stammer fra de utallige mennesker, som fodrer fugle. De æder dem og spytter dem ud i den anden ende.«

Susanne Bjerg Andersen selv hælder til, at de er kommet ind af vandvejen. Hun havde glædet sig til at se dem vokse sig store, men sådan skulle det altså ikke gå.

Drengestreger eller naturpoliti

Det er nemlig både et mysterium, hvordan solsikkerne er dukket op, og hvem der har nu har rykket i alle solsikkerne. Og teorierne bliver diskuteret i gruppen.

Nogle mener, at det kunne være unge mennesker ude på drengestreger, mens andre peger på, at nogen har valgt at agere naturpoliti.

Herom hælder Susanne Bjerg Andersen til den sidste forklaring, idet hun nævner, at solsikker betragtes som en invasiv art – specielt i et Natura 2000-område.

En bruger skriver, at det er sørgeligt: »Specielt hvis det, som du nævner, er selvbestaltet »naturpoliti«! Sjovt nok river vedkommende ikke de få hybenroser, der er tilbage, op.«

En anden kalder det »hærværk«, og en tredje pointerer, at »nogle personer kan ikke kende forskel på dit og mit – stakler«.

En fjerde konkluderer lidt filosofisk: »Om det er hærværk, som du skriver, eller rettidig omhu er op til øjet eller forståelse for naturen. Det må stå i det uvisse.«

Dragør Nyt hører gerne fra nogen, der rent faktisk ved, hvad der er foregået. 

Rækken af solsikker. Foto: Susanne Bjerg Andersen.
Rækken af solsikker. Foto: Susanne Bjerg Andersen.

Fik du læst?