Specialklasser flytter til Blushøj

Flere elever skal i Dragørs specialklasser. Det betyder, at to til tre elever bliver taget hjem fra tilbud væk fra kommunen, og at klasserne skal flytte.
Specialklasserne flytter til Blushøj. Foto: TorbenStender.
Specialklasserne flytter til Blushøj. Foto: TorbenStender.

Specialklasserne i Dragør er tiltænkt elever med særlige behov, som kræver en specialiseret undervisning. Eleverne kunne alternativt være placeret i specialtilbud uden for kommunen, hvlket giver omkostninger til indkøb af ydelsen samt transport.

Specialklasserne inkluderer børn med sociale, faglige eller personlige udfordringer, der påvirker deres trivsel og læring. På nuværende tidspunkt er der 10 elever i specialklasserne, og det antal vil i august måned være steget til 15. Af de fem nye elever er to hjemtaget fra eksterne tilbud, og tre er visiteret til specialskole efter tidligere at have været i almindelige skoler eller daginstitutioner.

I et kommunalt referat om økonomien på skolerne bliver nævnt, at to til tre elever skal hjemtages fra tilbud, for at budgetterne kan blive holdt.

Der er blandt andet derfor igangværende overvejelser om at hjemtage flere elever fra dagbehandlingsskoler med forventning om bedre tilbud i specialklasserne samt familiemæssige indsatser til støtte.

Fra næste skoleår vil specialklasserne være opdelt i tre børnegrupper: indskoling, mellemtrin og udskoling. Hver gruppe vil bestå af fem til otte børn og have tilknyttet 2,5 voksen per gruppe – inklusive lærere og pædagoger.

For at imødekomme væksten i antallet af elever, der forventes at ligge på omkring 17 i løbet af skoleåret, vil der blive ansat yderligere to lærere og to pædagoger. Dette skal også sikre, at pædagogerne fra specialklasserne kan følge med eleverne til sfo’en for at understøtte deres trivsel og udvikling.

Afdelingslederen for specialklasserne vil få en ændret arbejdsplan fra næste skoleår, hvor denne ikke længere vil indgå i skemaplanlægningen, men have fleksibel undervisningstid. Dette skift begrundes i et behov for mere tid til personaleledelse og forældresamtaler.

Tryg base i sfo

Sfo-tilbuddet for specialklasserne er integreret i Strandengen, Dragør Skoles almene sfo-tilbud. Her er etableret et grupperum specifikt for specialklassebørn, der skal fungere som en tryg base, hvorfra de kan deltage i resten af aktiviterne i sfo’en efter behov og overskud.

Flytningen af specialklasserne til Blushøj forventes at forløbe planmæssigt, så de nye klasselokaler står klar ved skoleårets start.

Etableringsomkostningerne – inklusive indkøb af møbler såsom skriveborde og reoler – forventes afholdt indenfor budgettet afsat til ombygning af lokalerne ved Blushøj.

Administrationen vurderer, at de årlige udgifter forbundet med drift af specialklasserne vil være lidt mere end 5,5 millioner kroner. Dette inkluderer løn til ledelse, lærere og pædagoger samt ejendoms- og driftsudgifter. En del af disse udgifter forventes at blive finansieret ved hjemtagelse af elever fra eksterne tilbud, som reducerer omkostningerne til undervisning, sfo-tilbud og transport.

Specialklasserne finansieres inden for Dragør-modellens økonomi, hvor skole- og specialområdet dækkes inden for samme budget.

Fik du læst?