Nyt fra Dragør Boldklub:

To vigtige sejre

Dragør Boldklub havde en forrygende uge, hvor de på mindre end 48 timer gik videre i pokaltuneringen og vandt over rækkens tophold

Af Henrik Rosschou

Dragør Boldklub har haft et hårdt program op til pinseferien, hvor de måtte i kamp to gange inden for en 48 timers periode. Og modstanderen i ugens anden kamp lørdag var ingen ringere end lokalrivalerne og serie 1-duksen Kastrup BK.

Reververnes triumf

Torsdag den 16. maj spillede Dragør Boldklub pokalkamp ude mod FK Prespa (FKP), der til daglig optræder i serie 2.

Tobias Hjort – en tekniker ud over det sædvanlige – var igen på holdkortet mod FK Prespa.Foto: Henrik Rosschou.
Tobias Hjort – en tekniker ud over det sædvanlige – var igen på holdkortet mod FK Prespa.Foto: Henrik Rosschou.

Da kampen lå uhyre tæt på Kastrup-kampen, havde DB’s trænere valgt at stille med ikke mindre end fire debutanter samt Tobias Hjort, der kun havde en enkelt kamp i bagagen. Derudover var Mads Dahlstrøm tilbage på holdet, efter at have været plaget af en skade i lang tid. Han havde kun fået en enkelt kamp, også i pokalturneringen mod Nørrebro FF, hvor han viste, at han stadig har mål i støvlerne.

Debutanterne var Emil Espersen, Lasse Mathias Pedersen, Niklas Thornsvad, og Oliver Kiirdal Ludvigsen, der alle ligner potentielle seniorspillere i fremtiden.

Fra dommerens startsignal var kampen lige. Begge hold skulle bruge de første fem-ti min. til at finde rytmen.

DB overtog efter en nervøs start kampen. FKP spillede med lange bolde fra eget felt, mens DB byggede spillet op nede fra.

DB kom til afslutninger de første tyve minutter, men de var ikke helt præcise.

Efter 18 min. blev Marcus Donnelly sendt til baglinjen, men indlægget var lidt vagt. Victor Dyhl fik dog samlet bolden op. Han spillede Mathias Rahbek fri til en flot afslutning, som desværre ramte lige på FKP-målmanden, der boksede bolden tilbage i spil. Sebastian Matz var hurtigst på bolden, og han lagde et godt indlæg til bagerste stolpe, hvor Dyhl stod klar og headede bolden i mål … men dommeren annullerede målet. Han mente, at bolden havde været over baglinjen. Godt angreb fra DB!

FKP havde kort efter chancen for mål, men afslutningen gik tæt forbi det lange hjørne.

Efter 28 min. fik FKP et frispark omkring fem meter fra DB-feltet. Mads Glæsner i DB-målet tog sig af afslutningen. Han sendte bolden ud til Lasse M. Pedersen, som spillede videre til Niklas Frimand. Herfra byggede DB et angreb op med Rahbek og Frimand som kreatører, men afslutningen sad ikke i skabet.

Til gengæld tog Frimand et hurtigt returløb, fik tacklet bolden fra en FKP-spiller og satte et nyt angreb afsted. Bolden blev igen sendt til Rahbek, Dyhl og videre til Tobias Hjort, som dog kiksede sin sidste berøring. Bolden endte hos FKP’s målmand.

Efter 31 min. skiftede DB Donnelly ud. Ind kom Mads Dahlstrøm.

Med fem min. tilbage af 1. halvleg spillede Peter Ursin bolden frem til Matz i venstre side. Matz sendte et indlæg ind til Rahbek, der fra kanten af feltet leverede bolden videre til Frimand, som hårdt presset fik afleveret til Julius Krüger. Krüger afsluttede på mål med en fin inderside – men bolden ramte stolpen og sprang ud.

Så kom afslutningen, der gav DB føringen. Rahbek blev kort inden målet sparket ned af en modstander, og DB-spilleren måtte have behandling. Der blev dog hverken dømt frispark eller gult kort. Rahbek fortsatte på banen og fik på forunderligvis kort efter afsluttet og sendt bolden i mål til 0–1.

Rahbek måtte trods alt lade sig udskifte. Anklen var blevet for belastet efter tacklingen. Han blev erstattet af Niklas Thornsvad.

DB startede 2. halvleg godt.Især den unge indskifter Niklas Thornsvad viste stort potentiale på venstrefløjen.

Thornsvad lod sig ikke gå på af de store FKP-forsvarere, og han fik spillet sig godt igennem til baglinjen og sendt indlæg ind flere gange.

DB havde god kontrol over spillet og fik produceret flere fine målchancer.

Efter knap en time dirigerede DB fortsat spillet, og de brugte hele banen til at opbygge et angreb. Desværre kom FKP i vejen og fik til sidst brudt opspillet.

Kort efter skiftede Dragør-mandskabet Niklas Frimand og Lasse M. Pedersen ud – ind kom Donnelly og Emil Espersen.

FKP fik skabt en mulighed, og den udnyttede de til at udligne til 1–1 efter 62 min af kampen. FKP spillede bolden frem fra midten. Deres store centerforward fik fat på et indlæg og med ryggen til mål vendte han sig hurtigt og huggede bolden i nettet uden chance for Glæsner.

Efter udligningen fik FKP lidt mere spil, og DB skulle lige finde rytmen igen.

Efter 72 min. blev Dahlstrøm sendt af sted, men der blev fløjtet for offside. Det var ellers et godt, hurtigt kontraangreb.

Dahlstrøm havde dog ikke opgivet; han gjorde det til 1–2 med otte min. tilbage af ordinær tid.

DB fik hjørnespark, som Sebastian Matz tog sig af. Julius Krüger stod tæt foran mål og headede i ryggen på en modstander. Bolden røg ud til Dahlstrøm, som med en brysttæmning lagde bolden an og roligt satte vristen på kuglen, som røg i netmaskerne.

Kort efter blev DB ramt af et urimeligt gult kort. Julius Krüger kæmpede på midten og fik lagt en tackling på sin modstander, som dommeren så til gult kort. Ikke helt fair, når man tænker tilbage på, at Mathias Rahbek blev sparket ned to gange i 1. halvleg, uden at dommeren dømte frispark.

Resultatet holdt, og DB er videre til tredje runde af DBU Pokalturneringen.

(Artikel fortsætter efter billedet.)

Mads Glæsner i nærkamp på mållinjen i opgøret mod Kastrup BK. Foto: Henrik Rosschou.
Mads Glæsner i nærkamp på mållinjen i opgøret mod Kastrup BK. Foto: Henrik Rosschou.

En kæmpe sejr i Kastrup

Der er intet som et vaskeægte lokalopgør – særligt når det smertelige nederlag på 3–6 i efteråret skulle revancheres.

Kastrup BK (KBK) havde indtil lørdag den 18. maj ikke tabt i sæsonen – men det ville DB lave om på!

DB startede højt på KBK’s banehalvdel og fik allerede efter fire min. spillet sig frem til sin første afslutning af Frederik Frost, der blev spillet godt frem af Hector Uhl.

Topholdet i serie 1 virkede nervøse det første 10 min. af kampen. Det kunne være de berygtede gummiben, for med en sejr ville KBK være sikre på oprykning.

Efter 13 min. fik DB spillet sig frem til endnu en afslutning. Det startede med et frispark fra Frederik Frost. Tobias Riber gled i afslutningsøjeblikket. Bolden gik videre til Tobias Damkær, som dog afsluttede lige på Kastrups målmand.

Kasper Walker, Tobias Damkær og Victor Dyhl får vendt spillet. Foto: Henrik Rosschou.
Kasper Walker, Tobias Damkær og Victor Dyhl får vendt spillet. Foto: Henrik Rosschou.

Efter 20 min. af kampen kom KBK bedre med i spillet, og efter 23 min. måtte Mads Glæsner hive en af sine fuldstændigt vanvittige redninger op af posen.

Et par minutter efter var den gal igen. KBK stod med tre–fire mand inde i DB’s målfelt, hvor Glæsner var både her og der. Han tumlede rundt og fik til sidst fat i bolden. KBK-spillerne appellerede for, at bolden var over stregen, men dommeren dømte frispark, da Glæsner havde hånden på bolden.

KBK fik herefter lagt spillet frem på DB’s banehalvdel. KBK’s høje pres over hele banen gav DB problemer, men også mulighed for kontraspil.Efter 26 min. stoppede Albert Kindberg et KBK-indlæg. Han spillede Frost fri til løb mod KBK-målet. Når Frost først er i fart, er der ikke mange, der kan stoppe ham – heller ikke hos KBK. Desværre løb angrebet lidt ud i sandet, og Frost måtte til »samtale« hos dommeren, da KBK-spillerne havde held med at overbevise dommeren om, at Frost havde begået en fejl.

KBK forsøgte at lægge pres på DB det sidste kvarter af 1. halvleg, men DB gav ikke op. Med et stort løbearbejde havde de held til at kontraangreb mod KBK-målet. Ikke mindst DB-forsvaret stod godt. De fik fat i det meste og holdt KBK væk fra de store afslutninger. Alligevel havde man på fornemmelsen, at 2. halvleg kunne vende op og ned på resultatet.

KBK satte sig på kampen fra 2. halvlegs start. De forsøgte med højt pres og brugte hele banen til at skubbe DB tilbage.

Omkring fem min. efter pausen fik KBK endelig en giftig afslutning igennem, men DB slap med skrækken, da bolden gik ud via stolpen.

Efter 51 min. måtte DB’s anfører Frederik Frost lade sig udskifte. Spillet gik ikke hans vej. Ind kom Mathias Rahbek. To min. efter var der igen indskiftning. Kasper Walker og Mads Lund gik ud. De blev erstattet af Jacob Willer og Mads Dahlstrøm. Lige efter måtte Tobias Riber lade sig skifte ud med en øm ankel – så der var ingen pause til Mads Lund i denne omgang. Som om den rokade ikke var nok, fik Tobias Oppermann af uforståelige grunde et gult kort. Det kom efter en episode ved DB’s baglinje, hvor Oppermann forsøgte at forsvare bolden. Det efterfølgende hjørnespark til KBK tog Mads Glæsner i DB-målet sig eminent af.

Spillet bølgede frem og tilbage her midtvejs i 2. halvleg. KBK’s spil foregik mest på midten, og der blev efterhånden langt mellem deres farlige afslutninger.

KBK fik gult kort efter 68 min. efter en tackling på Hector Uhl bagfra. Mads Lund tog sig af frisparket. Et ellers svag frispark endte hos Tobias Riber, som lagde bolden retur til Lund. Mathias Rahbek fik efterfølgende afsluttet, men bolden gik forbi målet.

Nu var det som om, at DB havde fat i den lange ende, og KBK så ud til at blive langsommere i deres spil.

I varmen var der brug for flere indskiftninger, og med knap et kvarter tilbage af kampen kom Kasper Walker atter på banen. Ud gik Victor Dyhl.

Det skulle vise sig at være en god udskiftning. Walker scorede nemlig til 0–1 med knap 10 min. tilbage af opgøret. DB havde godt fat i KBK-holdet, som ikke så ud til at have mere i sig.

Angrebet startede fra DB’s banehalvdel. Oppermann spillede et–to med Hector Uhl, og han sendte efterfølgende en lang aflevering ud i venstre side, hvor Rahbek tog bolden med sig, snød sin modstander og fandt Kasper Walker i feltet. Walker vendte hurtigt rundt og afsluttede perfekt på mål – uden chance for KBK-keeperen. Sådan skal det gøres – enkelt og nemt.

Tobias Riber tog en for holdet efter 88 min. KBK var i angreb, og Riber kantede sin modstander. Dommeren takserede forseelsen til gult kort, og DB måtte spille kampen færdig med kun 10 mand.

Kampen skulle selvfølgelig, ud i overtid. Fire min. efter ordinær tid faldt den forløsende scoring til slutresultatet 2–0 på en flot scoring af Mathias Rahbek.

Glæsner sparkede en lang bold frem over midten. Tobias Damkær fangede bolden og spillede den frem til Rahbek, som løb direkte ind i KBK-feltet, hvor han »chippede« bolden over den fremadstormende KBK-målmand. Bolden sejlede direkte i mål til en dejlig og vigtig sejr til DB.

Øvrige opgør

Ikke nok med, at DB tog en vigtig sejr over KBK, så snublede Dragør-holdets nærmeste konkurrent, da Bispebjerg BK på udebane tabte til Jægersborg BK.

DB’s næste modstander, Frederiksholm Sydhavn tabte på hjemmebane 0–1 til Østerbro IF, der i bunden af serien havde brug for point. Der var masser af mål i Rødovre, der hjemme vandt 6–3 over BK Hellas – og ligaens bundhold ØKF vandt også en vigtig sejr ved at slå HB 3–0.

Der var pointdeling i rundens sidste opgør mellem IF Føroyar og Nørrebro IF. Kampen sluttede 2–2.

Den kommende hjemmekamp mod Frederiksholm Sydhavnen, der ligger lunt i midten af rækken, spilles lørdag den 25. maj kl. 12.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Kommende kamp

Serie 1:

DB spiller lørdag den 25. maj kl. 12
mod Frederiksholm Sydhavnen på hjemmebane

Rediger
Hold Kampe Målscore Point
1 Kastrup BK 22 75–26 57
2 Dragør BK 22 63–36 48
3 Bispebjerg BK 22 55–31 45
4 Jægersborg BK 21 44–38 38
5 HB 22 40–45 34
6 CSC 22 42–43 30
7 Frederiksholm Sydhavnen 22 36–36 29
8 IF Føroyar 21 41–39 27
9 BK Hellas 22 47–55 25
10 BK Vestia 22 31–55 23
11 Nørrebro FF 22 38–49 22
12 Østerbro IF 22 35–52 21
13 Rødovre 22 41–59 20
14 ØFK 22 32–56 17

Stillingen i serie 1 inden redaktionens deadline.

Seneste artikler

Fik du læst?