Vi har modtaget:

Medaljens bagside – fortsat

Tanken omkring en UNESCO-fredning af Dragør gamle by virker umiddelbart som en flot anerkendelse af vores skønne og i forvejen fredede by.

Theis Jans skriver den 23. december 2020 i Dragør Nyt (læs Theis Jans indlæg her, red.), at undersøgelser viser, at turiststrømmen i andre UNESCO-fredninger er steget 300–500% efter en fredning. Vi har i forvejen øget vores turisme til det dobbelte gennem de sidste 15 år!

Alene i 2020 »coronaåret« er der sket en kæmpe stigning af besøgende, hvor »lokale danske« turister har opdaget vores lille perle her på det sydlige Amager. Dette vil uden tvivl fortsætte, ikke mindst med Amarminoen, der har start/slut punkt i Dragør. Hertil kommer krydstogtsturister, som sandsynligvis igen vil besøge vores by, når hele verdenen er normal igen.

UNESCO-komiteen taler om bæredygtighed, velstand, regulering af turiststrømmen og beskyttelse af byen, såfremt vi vælger en UNESCO-fredning. Vi har dog ikke set tal eller omtaler fra andre UNESCO-fredninger i Danmark på, hvordan udviklingen har været for disse steder. Kun hørt om forsiden af medaljen, hvordan alt vil blomstre i Dragør ved et medlemskab!

Hvordan vi skal komme til at regulere turiststrømmen, bliver nok mere end svært, da vi ikke kan lukke byen. Andre UNESCO-fredninger har åbne- og lukketider til deres seværdigheder. I Dragør gamle by bor der levende mennesker 24/7. Åbningstiden er året rundt, hvor vi må forvente konstant at være omgivet af turister.

Vores by er gennem de sidste mange hundrede år opbygget til det, den er i dag – udelukkende af lokale beboere, ildsjæle, foreninger og andre, som har set det unikke i byen.

Gennem de sidste 30 år har vi bygget og forandret efter Lokalplan 25, der specifikt og detaljeret fortæller, hvordan vi skal passe på vores huse.

Det virker ikke indlysende, at UNESCO kan gøre det bedre, med »Site-Manager« tilsyn, rapporteringer, dyrt medlemsskab, samt en masse dyr infrastruktur, som vi alle i Dragør Kommune skal betale til. Blot for at vise hvor dejligt vi har det.

Behøver vi en UNESCO-fredning for at gøre det bedre? Kan vi ikke selv løfte opgaven med turisme og infrastruktur, ligesom det er lykkedes for os indtil videre at passe på Dragørs særpræg.

Så mindre kan nok gøre det.

Vi møder ofte turister, hvor vi bor, her på Strandlinien. Glade turister, der ofte spørger og vil guides omkring, hvad der er spændende at se i byen, og vi fortæller gerne. Vores »sladrebænk« ud mod Stejlepladsen bliver flittigt brugt, og ofte bliver der budt et glas koldt vand på en varm sommerdag. Det er det miljø, som vi kan i Dragør. Seks til otte turistbusser på havnen med turister fra hele verden kan accepteres, men ligefrem at annonce efter flere …?

Så er det ikke en velkommen turisme længere, men en turistindustri som byen aldeles ikke fortjener.

Måske er meget mindre meget bedre!

Med venlig hilsen
Tonny Jensen
Strandlinien 22

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?