Vi har modtaget:

Dårlig sæsonstart for Dragør Søbad

I en pæn stor annonce i Dragør Nyt den 2. juni blev det med begejstring meddelt, at Dragør Søbad åbner sæsonen grundlovsdag, som også er fars dag, den 5. juni kl. 7.

»Vi glæder os til at se alle vandhunde og solelskere til en forhåbentlig god sommer!« stod der i annoncen.

Det viste sig at være »fake news«. Åbningen var aflyst, og ingen vidste, hvornår der igen ville blive åbnet.

Stor var vores glæde lørdag morgen den 12. juni, da Dannebrog igen vajede på smukkeste vis fra Dragør Søbad. 

Vi skyndte os at få fornyet vore sæsonkort hos den vagthavende bademester, men vores gode humør blev hurtigt ødelagt, da vi ikke kunne fortsætte, fordi vi ikke kunne fremvise vore corona-pas. De lå hjemme i privaten. Vi har badet næsten hver morgen fra Dragør Søbad gennem vinter og forår. Og da Dragør Søbad endelig åbnede officielt for sommersæsonen, måtte vi gå slukørede hjem uden vores morgendukkert.

Dragør Kommunalbestyrelse har på et ekstraordinært møde den 10. juni besluttet at ophæve alle corona-restriktioner fra fredag den 11. juni! På den baggrund virker det hele endnu mere grotesk.

Stakkels bademester, som skal håndhæve en bestemmelse, som synes at være uforståelig, og modtage beske kommentarer fra utilfredse badegæster, som får en dårlig oplevelse.

Med venlig hilsen
Kirsten og Claus Ehlers

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?