Vi har modtaget:

Stem nej til helhedsplan

Her er 11 grunde til at stemme nej til Engparkens Helhedsplan 2021:

Fordi Engparkens Bestyrelse (EB) ikke har sørget for, at alle beboere kan afgive deres stemme vedrørende planen. Vi står over for en meget stor ændring for Engparken.

Fordi planen ændrer Engparkens udseende. De nuværende hvide altanpartier, som afsluttes med de karakteristiske overdækninger med sadeltage – et motiv, der gentages i rækkehusenes kviste, er ifølge Dragør Bevaringsnævn bevaringsværdige, men de ændres nu til nogle ret kedelige, hvide firkanter.

Fordi det bliver alt for dyrt og stort. Vi har ikke bedt Boligkontoret Danmark (BDK) om at lave en helhedsplan, men BDK lavede en plan til 300 mio. kr. i 2017 og oplyste, at huslejen ville stige omkring 100 kr. pr. m2 pr. år = husleje på 1.019 kr. pr. m2 pr. år. Landsbyggefonden (LBF) kunne ikke godkende denne plan. Der er herefter lavet to planer mere, og nu bliver vi så præsenteret for en ny.

Huslejen vil i den fremsendte plan ende ud i 1.319 kr. m2/år, se side 8 + vandafgift.

Fordi en kommende tilgængelig bolig i højre side af opgangen vil blive så dyr, at den samlede boligudgift vil overstige den udbetalte folkepension. Det bliver ikke alene dyrt for lejeren, men også for Dragør Kommune.

Den tilgængelige bolig i modsatte side vil få et huslejeniveau, der tangerer folkepensionen.

Fordi en kørestolsbruger vil kunne benytte elevatoren, men ikke lejlighedernes badeværelser, da de ifølge nugældende tilgængelighedskrav ikke er store nok. I planen på side 30 øverst skrives, at boligerne på 2. sal indrettes med et stort tilgængeligt badeværelse. De ved godt, at rummet er 2 x 2 m, og at der skal være en bruseplads på 0,9 x 0,9 m. De taler altså mod bedre vidende.

Fordi vi ved første plan i 2017 fik at vide, at LBF krævede tilgængelige boliger, og der var afsat 70 boliger til det. I 2019 blev tallet ændret til 54 boliger, og nu er vi nede på 24.

På side 27 i nuværende plan står: »Det kan ske, at der indrettes færre tilgængelighedsboliger.« 

Kan vi stole på alle de krav, de har fremført i de sidste snart fem år? Det tror jeg ikke. 

Fordi BDK fra start indlagde et fælleshus, som vi har frabedt os ved generalforsamlingen i 2013. De skriver endda, at vi ønskede det, og det må være at omgås sandheden lidt lemfældigt.

Ved samme lejlighed frabad vi os også haver foran stuelejlighederne. 

Fordi de har lagt fælleshuset på parkeringspladsen og derved nedlægger parkeringspladser, som vi så kommer til at mangle. Det vil de løse ved at fjerne garagerne. 

Vi ønsker garager, men ikke et fælleshus.

Fordi vi ikke skal have en klimaskærm. Der skal påføres 200 mm mineraluld og en 110 mm mursten = 31 cm ekstra mur, der skal sættes uden på vor nuværende ydermur og bl.a. vil tage noget af dagslyset i lejlighederne, da vinduerne følger med ud og giver os en vindueskarm på over ½ m. Det bliver lidt som skydeskår. 

Hvis de ikke er meget påpasselige, når de påfører denne ekstra mur, kan der netop dannes fugt og skimmel, og vi tager jo nok det billigste tilbud, så det lyder ikke godt.

Det vanvittige er, at rækkehusene kan hulmursisoleres, hvilket er meget billigere.

Fordi man i forbindelse med klimaskærmen vil fjerne altanerne. Jeg tror, det er meget nemmere at sætte klimaskærmen rundt om vore mure, når altanerne er væk. Hvorfor tror jeg nu det?

BDK fik lavet en rapport angående altanerne i 2016, se hjemmesiden. I rapporten konkluderede man, at altanerne kun kunne holde 2–5 år mere, og de anbefalede at kontrollere alle altaner minimum en gang om året. Er der nogen, der har set, at de er blevet kontrolleret siden 2016? Har vi sat penge af til det? Nej, for jeg tror ikke, at BDK og EB har taget denne altanrapport alvorligt. Altanerne skulle bare væk, fordi de var i vejen.

Fordi man på side 14 i den fremsendte helhedsplan kan se, at vi kan få lavet de nødvendige arbejder, der mangler i Engparken, og slippe med en husleje på 1.185 kr. pr. m2/år. Mange penge sparet. 

Med venlig hilsen
Bente Kirstein
Engvej 76, st. th.

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?