Vi har modtaget:

Hvem vil give Dragør Tennis 50 år?

Dragør Tennis Klub har ligget ved Engvej siden 1926 og har i dag 575 medlemmer. Vi har et særdeles hyggeligt anlæg med tilhørende klubhus, og her er sæsonen igennem et leben af tennisspillere i alderen 5–85 år. På tværs af både alder og tennisevner har vi et dejligt, socialt sammenhold, og vi kan alle godt lide at komme i vores klub. Der hilses, sludres og deles en sodavand før og efter en vundet/tabt kamp. 

Under pandemien har vi også nydt at opleve ældre fra de nærliggende boliger og Enggården have glæde af at gå en tur ned til anlægget, kigge på lidt tennis og få en snak. Indimellem er der endda kaffe på kanden, så stik endelig hovedet ind! Tennisklubben er også mødested og »base camp« for petanqueklubben »De skøre kugler« og dens 55 medlemmer. 

Altså har vi lige her på Engvej et stærkt knudepunkt for mere end 600 aktive Dragør-borgere.

Ud over et stort ønske om at bevare, renovere og vedligeholde vores fine klub og anlæg ønsker vi også at kunne forlænge tennissæsonen. Som det er nu, er vi nødt til at lukke banerne ned, så snart frosten kommer – og vi må pænt vente på, at foråret indfinder sig, før vi igen kan komme ud på gruset. 

En løsning til en sæsonforlængelse er at skifte underlaget på banerne til et andet materiale, der kan tåle at blive spillet på hele året. Nemt! Vi er heldigvis en veldrevet forening med en pæn kassebeholdning, og resten kan vi låne i banken – men ikke på baggrund af den 10-årige lejekontrakt, vi har nu; den har vel mest af alt karakter af at være midlertidig. 

Så! Nu må kommunalbestyrelsen lægge sin beslutningsangst på hylden. Klubben har ligget på engvejsarealet i næsten 100 år, og her vil vi blive! Vi kan ikke være tjent med, at der hver 4. år skal være usikkerhed om vores fremtid. Det må én gang for alle slås fast, at tennisklubben bliver, hvor den er, så vi kan komme i gang med det ønskede arbejde og det nødvendige vedligehold.

Hvem vil give os den lejekontrakt på 50 år, der kan sikre Dragør Tennis Klubs fremtid, udvikling og – vigtigst – at vi til stadighed har et velfungerende knudepunkt for mere end 600 aktive børn, unge, midaldrende og ældre?

Kom så! 

Med venlig hilsen
Katrine Hansen og Christina Mora Lübecker

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?