[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
Vi har modtaget:

Historieinteresseret ungdom

Fremtidsoptimistisk museumsmand på karrieremesse

Jeg var forleden til karrieremesse for 8.- og 9.-klasserne i Dragør Kommune, og selvom det måske umiddelbart kan lyde som en hård opgave at overbevise de unge om, at der er en fremtid i fortiden, så var jeg dejligt optimistisk, da dagen var ovre.

Interessen for vores fælles historie lever i bedste velgående hos kommunens unge, men budskabet fra dem er klart og tydeligt. Det er vigtigt, at interessen bliver dyrket på deres egne præmisser – hvilket indtrykket heldigvis var, at de synes, vi lykkes rigtig godt med på Museum Amager. 

Når flere af dem glad grinende spottede mig med kommentaren »er det ikke dig fra historieløbet?« – så ved jeg, at vi efterhånden har godt fat i eleverne. De kender/genkender os, og de ved, at de kan tale med os. Men vigtigst af alt, så er museet ikke længere en kedelig, fjern og fremmed institution for dem. Museet er tværtimod blevet noget, mange af dem kan lide at besøge, og som de forbinder med gode, sjove og anderledes undervisningsoplevelser, som vores årlige historieløb og historiske idrætsdage. Det er fantastisk på den måde helt konkret at mærke effekten af vores målrettede undervisningsprojekter.

Det var i det hele taget en fornøjelse at møde de unge mennesker og tale karrieremuligheder med dem. Jeg ved ikke, hvor mange fremtidige museumsinspektører jeg fik rekrutteret (der var dog flere, der ikke var helt afvisende), men jeg blev i hvert fald bekræftet i, at vores målrettede indsats for at være et sted, de unge kender, og som er naturligt for dem at besøge, er rigtig godt på vej.

Så fat mod. Historieinteressen lever i bedste velgående hos de unge – når man bare ved, hvor man skal lede.

Med venlig hilsen
Christian Aagaard
Museumsinspektør
Museum Amager

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?