Vi har modtaget:
Nytårshilsen
Fælles om Dragør
Hvis der er noget, som vi to er enige om, så er det, at Dragør er en perle. Dragør er et fantastisk sted at bo og udfolde sig i – naturskønt og tæt på byen. Det skal Dragør blive ved med at være, og derfor skal Dragør også udvikle sig i fremtiden. Det vender vi tilbage til.
Men først et lille tilbageblik.
Året, der er gået, har endnu en gang stået i coronaens tegn. Skrappe restriktioner, udskudte fester, konfirmationer og andre begivenheder.
Er det mon noget, vi skal vænne os til – at en verdensomspændende virus begrænser vores muligheder for at udfolde os frit? Vi håber det bestemt ikke, men ja, lige nu skal vi være opmærksomme.
Julen er i al fald igen blevet mere anderledes, end vi gik og havde forhåbninger om.
Omvendt har vi også et ansvar og et personligt ansvar for at tage vare på os selv, vores nærmeste og vores næste. Det er blevet kaldt samfundssind. Vi må alle sammen hjælpes ad. Det har rigtig mange heldigvis taget til sig. Lige her i Dragør. Vi er for eksempel stolte af, at så mange i Dragør har taget tilbuddet om vaccination til sig. Og selv om det er træls, er det en alvorlig situation, hvor det er vigtigt holde samfundet mest muligt åbent. Hjulene skal holdes i gang og dreje rundt. Derfor er det også med stor glæde, at vi erfarer, at ledigheden i Dragør er faldet betydeligt i løbet af året. Det er ikke bare tal i en statistik. Det handler om mennesker, familier og om at have noget at stå op til og bidrage med. Der er brug for hænder, de gode idéer og virkelyst. Det lysner.
Året har også budt på borgmesterskifte. Godt syv år blev det med Venstres Eik Dahl Bidstrup, som i juni overlod roret til partikollega Helle Barth. Der skal lyde en kæmpe tak til Eik for indsatsen som Dragørs borgmester gennem lang tid. Men også en stor tak til resten af den afgående kommunalbestyrelse, som gennem de sidste fire år har drøftet og besluttet omkring store og små emner, der hører sig til, når en kommune skal styres.
Nu står vi over for et nyt borgmesterskifte. Rorpinden overgår til Konservatives Kenneth Gøtterup, som med flest personlige stemmer ved det veloverståede kommunevalg er klar til at styre og udvikle kommunen de næste fire år. Og det vil ske i tæt samarbejde med partierne bag konstitueringen: Konservative, Socialdemokratiet og Venstre. Vi er desuden enige om, at det brede samarbejde er afgørende. Derfor er det også vigtigt lytte til og inddrage de to lokallister, som vil være repræsenteret i kommunalbestyrelsen fra nytår.
Vi taler begge på hele den nye kommunalbestyrelses vegne, når vi nu takker borgerne for at bakke op om vores lokale demokrati her i Dragør. Vi vil alle lægge os i selen og gøre os værdige til tilliden.
Dragør skal fortsat udvikle sig i de kommende år. Og det skal ske med fokus på kernevelfærd. Den nære velfærd, som betyder meget for os som almindelige mennesker, og på blandt andet ældre-, social-, handicap-, byggesags- samt foreningsområdet. Nøgleordene er service, imødekommenhed og den rette faglighed.
Det skal omvendt også ske på en måde, hvor der er sammenhæng imellem vores politiske ambitioner, forvaltningens ressourcer og kommunens økonomi.
Skatten skal holdes i ro. Udligningsordningen skal udfordres, så vi kan få lov at beholde flere af Dragør-borgernes skattekroner i kommunen. Og så skal vi sætte penge af til fremtidens klima-tilpasning og kystsikring. For som vi indledte, hører det også med til at bo og leve i et så naturskønt område med 13 kilometer kyst, Natura 2000 og kulturhistoriske miljøer, som vi er så heldige at gøre. Og det ønsker vi også for fremtidens generationer – at bo i Dragør.
Med venlig hilsen – og ønsket om et godt nytår
Helle Barth, fratrædende borgmester, og Kenneth Gøtterup, tiltrædende borgmester