Vi har modtaget:

Ny affaldsordning er idiotisk

Kære Dragør Kommunalbestyrelse og Plan og Teknik

Den affaldssortering, I på vegne af regeringen har sat i gang, er temmelig idiotisk. 

Ja, vi skal sortere og genanvende, men det kan sagtens gøres nemmere. Hos os sorterer vi i stor stil og kører det på genbrugspladsen. 

Ikke alle har mulighed for at komme derud, selvom man kan have meget på en cykel eller i en cykelanhænger. 

Tænk på al den energi og plast, der er brugt på fremstillingen af disse grimme containere, og på al den forurening, som skraldebilerne udstøder, når de allesammen drøner op og ned ad vejene. 

Vi har modtaget tre containere, hvor den ene mangler skillerum. Det er den til plast, metal og drikkekartoner, men det er med vilje. For den tømmes op i skraldebilen, for derefter at blive kørt til Køln i Tyskland for at blive sorteret dernede. Det kan nemlig ikke gøres herhjemme. Og vi borgere skal åbenbart betale det hele. 

Prisen er på to år steget med 100% – fra 1.906,25 kr. i 2020 til 3.811.25 kr. i 2022. Og hvor blev den billige takst af, når vi før har haft 14.-dages-tømning, og derved har betalt lidt over halvdelen af fuld pris. Næ … den er bare blevet sløjfet uden advarsel.

Hos os har vi ikke ret meget affald fra husholdningen. 

Ja, det koster sikkert at lave et nyt system, implementering og flere renovationsmedarbejdere osv., men vi bør kunne lave det smartere herhjemme 

Det pynter jo heller ikke ligefrem med disse containere i den gamle by. 

Så, kære kommunalbestyrelse og Plan og Teknik, hent venligst mine tre containere, da jeg ikke ønsker at betale for noget, jeg ikke bruger.

Med venlig hilsen
Jørgen Frederiksen
Lundegård Strandvej 25

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?