Vi har modtaget:
Levende Låger
Vi har fuld gang i forberedelserne!
Dagene er blevet kortere end nætterne. Efteråret har meldt sin ankomst … og så er der heldigvis ikke længe til verdens bedste Jul i Dragør!
Ingen december i Dragør uden vores egen lille julebagatel, Levende Låger – traditionen, der siden 2013 har samlet rigtig mange juleglade mennesker i byens gader.
I Levende Lågers kalender, der ligger i butikken Lille Væl på Badstuevælen, har enkelte beboere allerede reserveret en dato i december, men endnu er der plads til flere spændende julevinduer – er det jeres hjem og familie, der i år skal bidrage med jeres helt egen kalenderlåge?
Vi vil meget gerne høre om jeres juletraditioner og baggrunden for vinduet, specielt hvis pynten og/eller huset har en spændende, hyggelig og/eller interessant historie. I kan eventuelt få os arrangører til at fortælle historien, hvis I ikke selv har lyst til det.
Vi mødes hver dag i december kl. 17 (den 24. december dog kl. 11) under skiltet på Badstuevælen og begiver os mod dagens adresse. Det hele tager cirka 20–25 minutter – inkl. spadsereturen gennem byen, fortællingen om vinduet og måske en julesang.
Da der også er spændende steder uden for den gamle by, har vi dedikeret lørdagene til, at man – måske – skal gå lidt længere. Dagens kaldes derfor »Lang Lørdag med Levende Låger« – så er man forberedt, hvis man har meget små ben eller er dårligt gående.
Dagens værter behøver ikke sørge for noget – vi medbringer både sanghæfter og juleknas. Nåååh ja, har man en ganske særlig opskrift på julebag eller juledrik, så stiller vi beredvilligt vores smagsløg til rådighed for herlighederne.
Så, kære beboere i og tæt på den gamle by, hvis I kunne tænke jer at pynte et vindue ud til gaden og få besøg af en hyggelig flok mennesker en dag i december, så kig allerede nu forbi Julie i Lille Væl på Badstuevælen, der har lovet at tage imod jeres »låge-reservering« – husk blot at have mere end én dato klar, da jeres foretrukne dag kan være optaget.
Vi lader os gerne underholde igen i år. Hvis man kan akkompagnere vores julesang, fortælle en god historie, fremføre en tryllekunst – eller noget helt andet – så er gøgl og musik i alle afskygninger, der kan bidrage til hyggen, meget velkomment.
Vi ses i december!
Med venlig hilsen
Bente, Hanne, Helle, Klaus, Lena, Ole og Søs
Gruppen bag Levende Låger i Dragør