Vi har modtaget:

Vigtige projekter sat i gang 

På torsdagens møde i kommunalbestyrelsen blev der frigivet midler til to vigtige projekter for Dragørs fremtid

I torsdags frigav kommunalbestyrelsen 1 mio. kr. til en analyse af Enggårdens udvidelsesmuligheder. 

I forbindelse med budgettet for 2023 blev det besluttet at omdanne fem midlertidigt opholdspladser (MTO-pladser) til egentlige plejeboliger, så nu er vi oppe på 109 plejeboliger. Men det er desværre ikke nok, når man kigger på udviklingen i antallet af ældre. 

I tidernes morgen valgte den gamle Dragør Kommunalbestyrelse at placere Drag-ørs nye plejehjem midt i det skønne – men også fredede – anlæg. 

I tidens løb er Enggården udvidet af flere omgange, når behovet har været der. 

Det er det nu igen – men mulighederne er ikke lige til. 

Det er dog en bunden opgave at bygge flere plejeboliger. Allerede nu ser vi overskridelser af ventetidsgarantien – og det er ikke godt nok. 

Det er ulykkeligt for dem, der må vente, og derfor skal vi i gang nu. 

Samtidig er der et ønske om at samle plejehjem og hjemmeplejen på Enggården. Det indgår også i analysen. Vi skal dog være meget opmærksom på også at finde løsninger på antallet af parkeringspladser, da det allerede i dag er en udfordring. 

Socialdemokratiet har længe ønsket at få bygget flere plejeboliger, så vi er glade for, at vi nu får taget første vigtige skridt. 

Grønne tiltag

I forbindelse med Budget 2022 vedtog Socialdemokratioet, Dansk Folkeparti, liste T og Venstre et grønt investeringsprojekt (ESCO III) på i alt 24 mio. kr. henover fire år. 

På kommunalbestyrelsesmøde blev investeringsbeløbet for 2023 på i alt 6 mio. kr. frigivet. 

Det skal blandt andet bruges på omstilling til led-lys på skolerne og rådhuset samt på udskiftning af vinduer i de kommunale bygninger. Derved spares på udgifterne til strøm og varme. 

Det er et skridt i den rigtige retning, når det kommer til den grønne omstilling. 

ESCO III-projekt fortsætter de kommende år, hvor der kommer endnu flere klimavenlige tiltag. 

Investeringerne i 2023 nedbringer kommunens CO2-aftryk med 94 ton. 

Vi er selvfølgelig ikke i mål alene med ESCO III-projektet. Socialdemokratiet ser frem til, at kommunen får en klimahandlingsplan, som kan sætte endnu mere fart på den grønne omstilling. 

Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber, 1.-viceborgmester,
og Ole H. Hansen, medlem af Klima-, By- og Erhvervsudvalget
Den socialdemokratiske gruppe 

 

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?