Vi har modtaget:

Nedskæringer i kollektiv trafik

Nu ødelægges buslinje 35 som moderne kollektiv trafik. Det sker ved, at byrådet afskaffer de ekstraafgange, som Dansk Folkeparti fik gennemført for nogle år siden.

I moderne trafik forventes det, at man kan gå ud ad hoveddøren og sætte sig ind i Teslaen og uden stop køre til bestemmelsstedet. 

Skal kollektiv trafik her være konkurrencedygtig, så skal det ligne – i det mindste lidt derhenad. Hen til stoppestedet og derpå uden ventetider af sted.

Med afgang hvert kvarter kan man i dag bare gå hen til stoppestedet, og indenfor nogle minutter kører bussen.

Hvis byrådet fjerner de bebudede afgange, vil vi opleve en ny kollektiv trafik, hvor borgerne først slår afgangstiden op i køreplanen. Herefter regner man modsat – tid til at tage overtøj på, beregne tid til gåturen til stoppestedet og derpå fem minutter ekstra, hvis bussen kører før tid.

Erhvervsliv

Hvad skal der til, for at mindre opstartsvirksomheder slår sig ned i en by som Dragør?

Svaret er krystalklart: Bedre kollektiv trafik er alfa og omega. 

Uden en god, velfungerende trafikbetjening, så kan byen skyde en hvid pind efter nye, innovative firmaer. Deres unge og uerstattelige ansatte bor oftest i det centrale København, hvor det røde flertal fjerner parkeringsmulighederne, så en privat bil er udelukket. Og med entimes busdrift efter kl. 18, så er tilflytning af nye virksomheder til Dragør illusorisk.

Jeg vil opfordre byrådet til at fjerne nedskæringerne på linje 35. Det skylder man hensynet til de borgere, hvis daglige tur til og fra København skaber de indtægter, som Dragør lever af.

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Formand for Dansk Folkeparti i Dragør

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?