Vi har modtaget:

Ny halleder med ambitioner

Efter jeg har læst artiklen »Ny halleder med ambitioner« i Dragør Nyt den 19. juli (Dragør Nyt nr. 29 – red.) vil jeg gerne bidrage med et par ord.

Min mand og jeg er meget flittige brugere af svømmehallen, og vi er også hver dag (året rundt!) på badeanstalten (Dragør Søbad).

Jeg har med stor interesse læst om ambitioner og visioner af den nye leder af Drag-ør Kommunes idrætsanlæg. Alt jeg har læst lyder godt på papir, men når man kommer i hallen eller på søbadet, møder man et personale, der er triste og kede af det.

De siger jobbet op, én efter én, specielt kvinderne.

Hvordan kan en leder føre visioner ud i verden uden personale?

I »gamle dage« var der minimum tre livreddere, som skiftede vagt hver 30 min. – på det sidste mødte man ofte kun én. Er det sikkert for os, der svømmer?

Og så prisen! For eksempel »Pensionist ½-årskort – gælder et halvt kalenderår – 725 kr.« – før forhøjelsen kostede det 900 kr. for hele året!!

Min mand og jeg har stærkt overvejet at købe årskort til Vestamager Svømmehal. Det er langt billigere, og så møder man personale, som er glade og tilfredse med deres job! Desuden kender man dem fra Dragør Svømmehal. Det er nemlig dem, der har sagt op eller blev fyret fra Dragør Svømmehal, der har fået job på Ugandavej. 

Så efter min mening ser det ikke så lyserødt ud, som der står i artiklen. Men hvad ved jeg, jeg er jo kun en kvinde …

Med venlig hilsen
Ewa Kogutowska
Dragør

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?