Vi har modtaget:

Tillykke til alle de nye skolebørn

I dag (torsdag den 10. august, red.) er det første dag, at alle de nye små skolebørn starter. 

Vi ser eleverne på denne første dag ude i trafikken, spændte og forventningsfulde med deres nye, fine skoletasker på ryggen – og vi skal passe ekstra godt på dem.

Jeg husker selv tydeligt min første skoledag. Vi børn blev hentet ude i skolegården af vores dejlige, nyuddannede klasselærer Frk. Svenningsen. Hun kom til at betyde utrolig meget for mig, idet jeg havde mistet min mor måneden inden, vi børn startede i skolen. 

Lærere og klassekammerater kommer til at få en stor betydning i de nye skolebørns liv. Man får nye venner – og sikkert også skønne rollemodeller i dejlige og omsorgsfulde lærere, der med kærlighed og tillid til de små, giver dem mod på læring og mod på livet. Der fylder deres små »rygsække« med oplevelser, lege, viden og en ordentlig bunke selvværd. 

Som lærer og tidligere næstformand for Skoleudvalget håber jeg, at den nuværende kommunalbestyrelse, når de om kort tid skal lægge næste års budget, har fokus på vores skoler, og hvor afgørende økonomien er for trivslen på skolerne, for børnene og for de ansatte. Jeg håber, politikerne husker, at skolernes kvalitet i en kommune er helt afgørende for, at vores børnefamilier trives og fastholdes i Dragør, og nye tiltrækkes.

Jeg håber, at de politikere, der blev valgt på at love guld og grønne skove for vores skoler, nu rent faktisk også finder guldet frem og får – i overført betydning – plantet nogle grønne skove i stedet for at fælde de gamle stolte træer og glemme at vande de spirende frø.

For med en investering i vores skoler, investerer vi i en bæredygtig og selvstændig kommune, der hviler på kvalitet og fremgang. Vi investerer samtidigt i dygtige ledere og fremragende lærere og pædagoger. Vi investerer i ordentlige, kreative og inspirerende fysiske rammer. Men allermest investerer vi i vores børns fremtid, som samtidig også er Danmarks fremtid.

Med en sådan investering, kan forældre eller bedsteforældre roligt kysse deres børn farvel og køre en tryg fremtid i møde. 

Med venlig hilsen
Kim Dupont

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?