Vi har modtaget:

Regnvand fra vejene i Vængerne 

Manglende oprensning af Hovedgrøften 

Onsdag den 15. november regnede det jo rigtig meget, og der blev problemer med vand på vejene omkring Fasanvænget og Hartkornsvej. 

En del af årsagen hertil er følgende: Ved ridehallen på hjørnet af Rytterager og Hartkornsvej ligger et forsinkelsesbassin, hvor igennem alt regnvandet fra vejene i hele området løber. Fra bassinet løber vandet til pumpestationen på kanten af Hovedgrøften ved Brydevej, hvorfra det bliver pumpet ud i grøften.

Vandet i Hovedgrøften steg næsten til kanten, og uheldigvis standsede pumperne i pumpestationen, af ukendt årsag. Samtidig løb vandet fra grøften ind i bygningen, så der stod vand i cirka en meters højde lige under el-tavlen. På grund af dette vand var det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at gå ind i bygningen for at genstarte pumpen. Derfor fik HOFOR sat en meget stor dieselmotorpumpe op, men da vandet i Hovedgrøften samtidig stod højt, løb noget af vandet tilbage i bygningen, så det var genbrug. 

Først da vandet i Hovedgrøften var sunket cirka en halv meter, blev bygningen tømt for vand, og man kunne komme ind til el-tavlen og få sat stationens pumper i gang igen. Men den store dieselpumpe måtte alligevel køre i to døgn, førend stationens pumper selv kunne klare opgaven.

Til Hovedgrøften føres al vejvandet fra Store Magleby landsby og fra tunnellen på Englandsvej. 

Lufthavnen har to udløb fra deres område, og ligeledes kommer der vand fra de forskellige markdræn, der er ført til grøften. 

Grøften bliver renset hvert år, men rensningen her i år, sidst på sommeren, var meget dårligt udført. Kun på den side af grøften, hvor maskinen stod, blev der klippet. På den modsatte side blev græsset kun trykket fladt. Og på nogle strækninger blev grøften slet ikke renset. Helt galt er det på en del af strækningen langs Lergraven, hvor der ikke er blevet renset i flere år. Resultat deraf er, at vandgennemstrømningen her er stærkt reduceret. Det vil betyde, at vandet ved næste skybrud igen vil stå højt i Hovedgrøften, og der igen vil komme gener af forskellige art i store dele af Store Magleby og Vængerne. 

Så grøften burde nok renses rigtig op på hele strækningen, sådan at der er frit gennemløb.

Med venlig hilsen
Alf Mortensen

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?