Vi har modtaget:

Partnerskabsaftale godkendt

Som socialudvalgsformand og socialdemokrat er jeg mere end tilfreds med, at en enig kommunalbestyrelse på sit møde torsdag den 30. november godkendte en partnerskabsaftale mellem FOA SOSU og Dragør Kommune.

Aftalen handler blandt andet om at se nærmere på muligheden for fleksibel vagtplanlægning og mulighed for at gå op i tid. Det betyder konkret mere indflydelse på ens arbejdsdag samt løbende dialog med medarbejderne om mulighederne for at gå op i tid, og at alle stillinger slås op som fuldtidsstillinger. 

Et andet element i aftalen handler om uddannelse og udvikling – både af ledere og medarbejdere, eventuelt i samarbejde med FOA SOSU. 

Et centralt punkt i aftalen handler om elever, fremtidens social- og sundhedspersonale. Her skal der mere fokus på at gøre det attraktivt for eleverne at blive i Dragør Kommune efter endt uddannelse samt at styrke praktikvejlederopgaven – både med tid og uddannelse. 

Den anden del af arbejdslivet skal der også fokus på i et lidt længere perspektiv. Vi skal bruge seniorpolitikken aktivt og sikrer, at flere får mulighed for og lyst til at blive på arbejdsmarkedet til glæde og gavn for kolleger og borgere, så man fortsat kan dele sin store viden og erfaring. 

Intentionen med partnerskabet er også – ud over de konkrete initiativer – at signalere, at vi, parterne, har brug for hinanden for at kunne skabe den nødvendige forandring, der skal til på et ældreområde, der er under pres. Så vi både skaber positiv forandring for medarbejdere og for borgere. 

Som socialudvalgsformand er jeg politisk tæt på ældreområdet, og jeg kan se mange af de udfordringer, der er, og mange af dem, som kommer. Dem skal vi løse og forberede os på – og en af brikkerne er et stærkt samarbejde mellem kommunen og de faglige organisationer. 

Denne partnerskabsaftale er et klart skridt i den rigtige retning, og forhåbentlig kan den tjene som forbillede for lignende aftaler på andre fagområder. 

Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber (A)
Viceborgmester og formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget 

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?