Vi har modtaget:

Hvad vil Dragør nu med et lokalarkiv?

Dragørborgernes og civilsamfundets eget lokalarkiv er fortid

Dragør Kommunalbestyrelse har nu besluttet, at arbejdet med Dragørs arkivalier skal udføres af ansatte, professionelle folk – og de frivilliges rolle og indsats bliver minimeret.

Jeg og Moderaterne havde meget gerne set, at kommunalbestyrelsen først havde taget en politisk drøftelse og inddraget de frivillige og resten af Dragørs historieinteresserede borgere, inden denne drastiske beslutning blev taget.

Lokalarkivar skal understøtte de frivillige

Tidligere var Historisk Arkiv Dragør borgernes arkiv. Det var frivillige, der stod for langt størstedelen af det store arbejde med at indsamle, registrere, opsøge ældre Dragørborgere, som stadig kunne fortælle om personerne på fotos eller om hændelser tilbage i tiden, ligesom det var de frivillige, der kunne hjælpe os brugere ud fra deres store lokalkendskab.

For mig bør en lokalarkivar alene understøtte de frivilliges arbejde – og ikke være den, der leder og fordeler ulønnet arbejde. Men sådan er det ikke længere.

En drastiske ændring af lokalarkivets fundament

Dragør Kommunalbestyrelse har 20. juni godkendt en ny driftsaftale med Museum Amager, og man har sammensat et lokalarkivråd, hvor den overvejende beslutningskompetence ligger hos museets ledelse, samt valgt en indsamlingspolitik, som betyder, at materiale skal frasorteres af professionelle og afvises ved indleveringen.

Dette skal på ingen måde være en kritik af Museum Amager.

Vores museum er et statsanerkendt museum, der kører fuldt professionelt med interessante udstillinger, flotte arrangementer, givende samarbejde med skolerne osv. Alt til meget stor glæde for vores lokalsamfund.

Men – som Bent Larsen skrev i Dragør Nyt (nr. 24, side 10, red.) – så bør man dog huske, at der ikke havde været noget museum, hvis det ikke havde været for civilsamfundet.

Museum Amager bygger på en meget stor række frivillige menneskers indsats og deres kæmpe arbejde gennem mere end et århundrede – herunder deres arbejde i de tre foreninger omkring Amagermuseet, omkring Dragør Museum og omkring Danmarks Lodsmueum – som alle tre nu ligger under Museum Amager.

Hvorfor har vi et lokalarkiv i Dragør?

Dragør Lokalarkiv blev skabt i midten af forrige århundrede, som borgenes eget supplement til museet – netop fordi man ønskede at gemme mange flere af de historiske dokumenter og fotos, så historieinteresserede borgere og amatørslægtsforskere selv kunne dykke ned i det indleverede materiale, som ikke nødvendigvis blev registreret.

De gamle dokumenter og fotos blev afleveret af familierne til frivillige ildsjæle, som langt hen ad vejen kendte de forskellige slægtsrelationer og til byens ældre borgere, som de kunne spørge, hvis det var nødvendigt. Og der var en udpræget tillid til de frivilliges omsorg for vores fælles historie og fælles arvesølv.

De frivillige i vores lokalarkiv er ikke bare ulønnet arbejdskraft. De er – eller rettere sagt var – grundlaget for arbejdet i lokalarkivet og mennesker, som vi borgere havde tillid til, når vi afleverede vores arvesølv til dem.

Indleveret materiale kunne sagtens stå i en kasse bare med en overfladisk indholdslap, indtil nogen fandt dybere interesse for det.

Bare til orientering – så er dybt engagerede ildsjæle vanskelige at lede. Det kræver helt særlige lederegenskaber, som ikke nødvendigvis besiddes af hverken en lokalarkivar eller en museumsleder. Alligevel er det at understøtte vores frivillige med faglig viden lykkedes gennem rigtig mange år af de tidligere lokalarkivarer.

Er Dragørs historie et pladsproblem?

Samtidigt er Dragørs historie pludselig blevet et pladsproblem.

Der skal ryddes op og smides ud. Argumentet for en gennemregistrering er, at ellers kan det ikke bruges til professionel forskning.

Men er det det, der er formålet med Historisk Arkiv Dragør?

Det er borgmesterens og udvalgsformandens forståelse, at »museet er særlig dygtig til at varetage ledelsen og organiseringen af lokalarkivet«.

Igen, dette er fra min side på ingen måde en kritik af Museum Amager. Men at drive et statsanerkendt museum og et historisk lokalarkiv er to vidt forskellige ting.

Selvom indsamlingspolitikken bygger på tilsvarende politikker fra andre lokalarkiver, så er Dragør noget særligt. Det holder vi meget af – og det er faktisk også sandt. Dragør har en levende historie, som vedrører levende mennesker.

Hollænderbyen og skipperbyens særlige historie har sammen med lufthavnens placering med dens fordele og ulemper betydet, at vi er vedblevet med at være et lille, trygt lokalsamfund, som børnene ofte vender tilbage til, når de selv får familie. Vi har således landets højeste andel af tilflyttere på en sjettedel, som oprindeligt kommer fra Dragør. Faktisk er mange af os sikkert i familie med mange flere, end vi regner med.

Vi har også landets højeste antal borgere, der er medlemmer af en klub eller en forening, så vi har alle muligheder for at engagere vores civilsamfund til alles glæde.

Amagerdragten som eksempel

Et godt eksempel, som måske bedre er til at forstå end omsorgen for gamle støvede dokumenter, er vores fine, nedarvede amagerdragter.

Museum Amager har flotte eksempler på repræsentative dragtdele og har ikke behov for yderligere.

Mens de fine, gamle dragter, som ses i bybilledet ved festlige historierelaterede lejligheder, bruges af efterkommere, som ved, at dette fine tørklæde er tipoldemors på farfars side, eller at skørtet og den smukke kyse er fra farmors mormor. Det betyder noget for dem eller for os.

Jeg har to hele dragter og diverse løsdele liggende i skuffen efter min mor. Og jeg er dybt taknemmelig for, at andre slægtninge eller kyndige i amagerdragterne måske kan og vil hjælpe mig med historien eller måske engang hjælpe med at klæde mig på til en kommende historisk festlighed.

Ny sammensætning af et lokalarkivråd

Ændringen i lokalarkivets fremtid fra primært at være drevet af civilsamfundets frivillige til offentlig styring ses som nævnt også tydeligt i det nye arkivråds sammensætning.

Dragør Kommunalbestyrelse vedtog i juni 2023, at der igen skulle nedsættes et selvstændigt lokalarkivråd.

I denne beslutning bestod arkivrådet af seks personer udpeget af civilsamfundet – heraf to frivillige, en bruger og en fra hver af de fire foreninger Amagermuseets Venner, Dragør Museumsforening, Danmarks Lodsmuseumsforeningen og Dragør Lokalhistorisk Forening, mens de øvrige tre medlemmer skulle deltage uden stemmeret, nemlig kommunalbestyrelsens repræsentant, arkivaren og museumslederen.

Oprettelsen af lokalarkivrådet på dette grundlag blev dog aldrig igangsat af museumsledelsen.

Til gengæld er der nu besluttet et lokalarkivråd med en helt anden sammensætning, hvor alle syv medlemmer har stemmeret, men hvor kun to medlemmer er udpeget af civilsamfundet:

• Et medlem af Museum Amagers bestyrelse, udpeget af museumsforeningernes repræsentantskab.
• Et medlem udpeget af Dragør Lokalhistoriske Forening.
• En repræsentant for de ulønnede medarbejdere eller frivillige, udpeget af museumslederen.
• En arkivbruger, udpeget af museumsledelsen.
• En repræsentant fra Dragørs skoler, udpeget af samme.
• Et medlem af kommunalbestyrelsen udpeget af samme.
• Lokalarkivaren, som er mødeleder og sekretær.

Min store bekymring er, at der ikke i det kommende lokalarkivråd er overladt megen plads til og forståelse for Dragørs levende slægtshistorie, som kræver lokalkendskab og engagement fra lokalhistorisk interesserede ildsjæle. Og ifølge en henvendelse fra Dragør Lokalhistorisk Forening til kommunalbestyrelsen har de ikke megen lyst til at blive taget som gidsler i denne organisering.

Hvad kan den besluttede indsamlingspolitik betyde?

Indsamlingspolitikken vil, når den gennemføres fuldt ud – som jeg ser det – betyde, at man skal være professionel for at kunne bruge arkivet. Alle kopier er væk, man må selv tage på Rigsarkivet eller genfinde materialet i andre samlinger, hvis man vil vide mere om sin slægt, og det bliver ikke muligt at arbejde videre på andre frivilliges tidligere arbejde.

Det materiale, som lokalarkivaren ikke ønsker at modtage, »kan man jo bare gemme derhjemme eller selv rydde op i og smide ud«, som det lød på kommunalbestyrelsesmødet.

Udfordringen og tabet er bare, at Dragør-slægterne hænger sammen på kryds og tværs.

Jeg har ikke længere mange chancer for at vide, hvad der måtte ligge hjemme hos en grandfætter eller kusine af interessant materiale om vores fælles tipoldefar – for jeg ved måske slet ikke, at vi er i familie.

Et godt eksempel er min bedstefar CAP’s store arbejde for Dragør Lokalarkiv (Cornelius Adrian Petersens arkiv er mærket CAP i lokalarkivet, red.). En mindre del af arbejdet lå i hans private arbejdsaktiv, som lokalarkivet – og dets frivillige – fik lov til at bruge både før og efter hans død i 1976, mod at man netop ikke smed noget ud. Og tidligere lokalarkivar Birthe Hjort lavede efter hans død en overordnet registrant af indholdet, så det var nemmere at bruge for interesserede.

Men under den nuværende lokalarkivar – og før aftalen med museet – er det gennemgået. Kopier, som var hentet hjem fra andre samlinger eller hans gennemslag af egne beretninger, er blevet kasseret og hele sagsakter flyttet – dog, sidst jeg så det, med henvisninger indlagt, hvor det drejede sig om hele sagsakter.

Hvordan kan vi så bruge lokalarkivet fremover?

Først og fremmest kan en lokalarkivar uden slægtskendskab ikke hjælpe på samme måde, som vores tidligere engagerede og dygtige frivillige kunne. Og han eller hun vil i øvrigt heller ikke have tid, hvis han eller hun skal gennemgå, sortere og registrere alt indleveret materiale.

Som landet ligger lige nu, og hvor jeg er ved at tømme og rydde op i min mors gamle hus, har jeg ingen tillid til, at de mange fine dokumenter og fotos fra min bedstefar og hans egen tid vil blive håndteret med samme interesse og omsorg, som jeg oplevede fra de tidligere frivilliges side. Eller tilsvarende i forhold til det meget ældre materiale, der også ligger blandt min mors ting fra min bedstemors familie (den del af familien, som også er den, vi primært har amagertøjet fra – og i øvrigt også huset på Fogdens Plads).

Hvad sker der, når vi hver især beholder arvegodset?

Hvad er der galt i, at jeg selv beholder det hele, til jeg engang om mange år skal pensioneres, og så kan fortsætte min bedstefars arbejde?

Altså. Jeg har altid fået at vide, at fordi min bedstefar og min bedstemor (næsten) ikke var i familie, men begge af gammel Dragør-slægt, så var min fætter og jeg i familie med hele Dragør.

Selvom jeg har tilbragt samtlige ferier og mange weekender hos mine bedsteforældre, voksede jeg op hos min fraskilte mor i Sundby. Derfor kender jeg desværre ikke størstedelen af de mange grandfætre og -kusiner på min egen eller min mors alder, skønt de også stammer fra Dragør og måske bor her.

Måske kunne de også være interesserede i vores fælles slægtshistorie og være på jagt efter det – i et lokalarkiv drevet af historieinteresserede, hjælpsomme ildsjæle med faglig støtte fra en lokalarkivar.

Derfor vil jeg fortsat ønske og arbejde for, at vi kan sikre Dragørs levende, fine og interessante historie, som gennem årene helt overvejende har været sikret og drevet af Dragørs civilsamfund.

Med venlig hilsen
Lisbeth Dam Larsen
Moderaterne
Kommunalbestyrelsesmedlem
Medlem af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget