Vi har modtaget:

Nyt erhvervsområde i Dragør

Staten har givet Dragør Kommune en mulighed for at omdanne landbrugsjord til erhvervsjord – en mulighed, men ikke en pligt.

Som udgangspunkt er der ganske små indtægter til kommunen ved at oprette erhvervsområder, da de fleste skatter går til staten. Dog beholder kommunen dækningsafgiften, men denne vil på sigt blive udfaset – tror jeg.

Hvis det er lokale virksomheder, som nedsætter sig i området, eller nye, der kommer til og vil have adresse i kommunen, og allerhelst at ejeren også bosætter sig, så giver det indtægter til kommunen.

Hvis det derimod er en virksomhed med adresse i en anden kommune, eller sågar i et andet land, er der næsten ingen indtægter.

Den nuværende køber har adresse i en anden kommune, men er ejet af et stort ejendomsforetagende, nemlig Blackstone, som er en amerikansk virksomhed. De har opereret i Danmark i nogle år og har haft mange dårlige sager. Primært fordi de ikke holder det, de lover. Det skal siges, at de er meget dygtige, meget aggressive og velhavende.

Jeg vil tro, de har lige så mange rådgivere og advokater, som der er personale på rådhuset. De har en viden og et knowhow, som en lille kommune som Dragør ikke kan matche, og risikoen for at blive kørt over af en sådan modstander er ganske stor.

Blackstone er en af de største bidragsydere til Donald Trumps valgkampagne – om det siger noget om deres moral, afhænger af øjnene, der ser.

Har vi brug for det

Jeg mener, at vi først og fremmest i Dragør er nødt til at undersøge, om vi har brug for et større erhvervsområde og i givet fald hvor stort. Efter min mening kunne vi godt bruge lidt mere – men langt mindre end det, der er muligt. Vel at mærke, hvis området allokeres til lokale håndværkere eller mindre virksomheder, som vi kender det fra det nuværende område.

På landsplan er der efterspørgsel på erhvervsjord, men de fleste af disse virksomheder har allerede et hovedsæde i en anden kommune eller i andre lande. Så hvis vi vælger denne løsning, betyder det for Dragør store bygninger, få ansatte, enorm trafik og stort set ingen indtægter til kommunen selv.

Spørgsmålet er så, om vi i en lille kommune vil betale prisen for at løse landets behov for disse virksomheder. Efter min mening er svaret nej.

Men uanset hvad vi vælger, så skal infrastrukturen være på plads – og den skal afpasses efter den beslutning, vi træffer.

Historien viser med al tydelighed, at hvis man starter med at bygge, så kommer infrastrukturen til at tage rigtig lang tid. Nogle gange sker det aldrig, eller den udføres utilstrækkeligt. Det vil gå hårdt ud over Dragørs borgere.

Vi ved jo, at en stor del af os arbejder i Storkøbenhavn. Det er allerede svært nok med den infrastruktur, vi har, og jeg er sikker på, det vil medføre, at mange vil kigge sig om efter en ny bopæl, hvis det bliver sværere at komme på arbejde med bopæl i Dragør, og det er vel lige det modsatte, vi ønsker.

Hvad får vi ud af det

Så før vi går i gang med at diskutere bygningens størrelse, områdets struktur, lokalplan og så videre, bør vi få undersøgt en række forhold.

Eksempelvis hvad får Dragør økonomisk ud af at lave en udvidelse af området? Hvad vil det betyde for borgerne? Hvor store indtægter får kommunen – og matcher det udgifterne?

Giver det øget antal arbejdspladser til Dragør?

Udgifter til modning af et nyt erhvervsområde er meget dyrt. Der skal laves veje, belysning, kloakker, vand, strøm og så videre.

Jeg vil anslå, det koster cirka 20 millioner kroner – en udgift, som kommunen tilsyneladende vil påtage sig i første omgang. Ligeledes skal der laves tilkørselsveje, en omkostning kommunen skal afholde og senere vedligeholde. Vi skal have alle disse forhold belyst, så vi ikke kommer til at skyde os selv i foden.

Hvis kommunen vil have input fra borgerne, er det vigtigt, at vi får alle disse informationer, således at vores eventuelle feedback kan ske på et oplyst grundlag.

Med venlig hilsen
Søren Hvalsø

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?