Af Sarah Emilie Lund Cardel og Rasmus Mark Pedersen
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Mette Abildgaard en dag skulle nyde sommeraftener ved Dragør Søbad og løbe ture ved strandengene, da hun og hendes mand, Jens Jacob Abildgaard Juulsgaard, ventede deres første barn.
Parret var ellers fast besluttet på ikke at blive boende i storbyen, da de begge er vokset op i små lokalsamfund, og de ønskede at give deres kommende datter samme landskabelige opvækst.
Men med tæt på ingen kendskab til Dragør søgte parret i første omgang mod Nordsjælland, da den politiske ordfører altid er valgt ind i Folketinget for Nordsjællands Storkreds.
De måtte dog hurtigt erkende, at hvis deres kommende bolig skulle rumme både familieforøgelse og besøg fra svigermor, ville budgettet sende dem længere nordpå, end de havde lyst til.
Det fik dem til at søge mod andre græsgange, og da de en dag tilbage i 2019 skulle kigge på et hus i Dragør, var det som om, at brikkerne faldt på plads.
»Det var ikke fordi, vi var helt sikre på, om vi ville have huset, men vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle bo i Dragør,« fortæller Mette Abildgaard.
De gik en tur ned til Gåserepublikken og efterfølgende ud på søbadet, før de til sidst satte sig i byen og spiste en pizza. Fornemmelsen af at bevæge sig rundt i et lille lokalsamfund var nok til at overbevise familien om, at det var her, deres første datter, Esther Marie, skulle begynde i vuggestue.
»Det var bare en helt vidunderlig fornemmelse,« forklarer hun.
Siden har de fået datteren Laura, og i skrivende stund er Mette Abildgaard gravid med deres tredje barn, som også er parrets første søn.
Stærke fællesskaber
Mette Abildgaard havde ikke boet i Dragør længe, da det begyndte at gå op for hende, at kommunen bar på en stærk kulturarv, som hun stadig den dag i dag har stor respekt for.
Hun lærte eksempelvis hurtigt vigtigheden af at skelne mellem »nede i Dragør« og Store Magleby. Men den lokale kultur udfolder sig også i stærke traditioner, som der, ifølge hende, er så mange af, at der stadig bliver ved med at dukke nye op.
Hun fortæller om en oplevelse for ganske nylig, hvor hun og familien kom kørende forbi strandengene, da de pludselig fik øje på nogle mennesker til hest.
Det viste sig, at det var den årlige ringridning, de havde været vidne til. Her dyrker fastelavnsrytterne fra Dragør Fastelavnsforening den ellers sønderjyske disciplin udenfor tøndesæsonen.
»Man bliver altså ved med at få øjnene op for nye traditioner,« siger hun og fortsætter:
»Dragør er en meget veldefineret kommune med en meget veldefineret identitet og sjæl – og det, ved jeg godt, er store ord at bruge, men det er den fornemmelse, man har.«
Det kom derfor også som en overraskelse for hende, hvor hurtigt hun og hendes mand blev inkluderet i byens fællesskaber. De blev eksempelvis hurtigt en del af motionsforeningen Dragør Gazellerne, hvor de efter eget udsagn har lært nogle helt fantastiske mennesker at kende.
Derudover blev Mette også aktiv i foreningen Naturvogterne, som der desværre ikke har været tid til på det seneste, og så har hun for omtrent et halvt år siden fået det eftertragtede armbånd til Vinterbadeklubben efter at have stået på venteliste i en årrække.
»Det har været overvældende og rørende at opleve, at et så selvbevidst samfund med traditioner og en stærk kultur ikke bare rummer nye tilflyttere uden nogen naturlige rødder til området, men også inkluderer os i fællesskaberne.«
Dragør, når det er bedst
Selvom den politiske ordfører ikke er vokset op i Dragør og – med egne ord – kun har boet her en brøkdel af den tid, mange af byens andre beboere har, er der allerede områder, som har fået en helt særlig betydning for hende.
»Strandengene, Søvang og området omkring skoven. Det er nogle helt vidunderlige naturområder, hvor jeg virkelig nyder at løbe,« forklarer hun og tilføjer, at hun for tiden ikke løber på grund af sin graviditet.
Men også Dragør Søbad holder en særlig plads – ikke bare hos hende, men hos hele familien. Et samlingspunkt, om man vil.
»Vi var dernede så sent som i går aftes, hvor vi havde lavet pastasalat hjemmefra, og så brugte vi ellers bare et par timer på at bade, sole os og spise aftensmad sammen. Det er bare indbegrebet af kvalitetstid for os og børnene,« fortæller hun.
Gårsdagens eftermiddag ved søbadet havde fået Mette Abildgaards yngste datter, Laura, til som det første denne morgen at spørge, om de kunne gentage succesen i dag – bare med pizza denne gang.
At børnene også begynder at danne relationer til byen er først og fremmest det, som overbeviser den politiske ordfører om, at de er, lige hvor de skal være. Som en kvinde med jyske aner, der på mange måder er dannet af sin jyske opvækst, har tanken om at vende næsen hjemad strejfet hende nogle gange.
Flere af hendes jyske veninder, som flyttede til København for eksempelvis at studere, er vendt tilbage til Jylland, og med en travl kalender og en voksende familie virker tanken om have bedsteforældre lige rundt om hjørnet da fristende.
»Men en ting er, at man selv knytter relationer til nogle områder, men når ens børn også begynder at gøre det, er det bare virkelig unikt,« siger hun og tilføjer:
»Hvis jeg var flyttet til en kommune, som jeg ikke var kommet til elske, som jeg elsker Dragør, så havde tankerne om at flytte tilbage nok fyldt mere hos mig. Men jeg føler, jeg er landet i et godt smørhul.«
Mette Abildgaard meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti som 14-årig, hvilket var en meget naturlig følge af den politiske interesse, der opstod allerede i 12–13-årsalderen.
Den kom blandt andet til udtryk, da hun bestilte alle partiprogrammerne hjem fra Christiansborg og uden undtagelse læste hvert og et igennem.
Ligeledes blev en stærk indignation over uretfærdighed en motor for at tage skridtet og melde sig ind i politik.
»Da jeg var 14 år og holdt min første grundlovstale, proklamerede jeg, at jeg gerne ville vælges til Folketinget om ti år,« fortæller hun.
Proklamationen viste sig stort set at gå i opfyldelse, men alene det, at hun holdt den tale, var kæmpestort for Mette Abildgaard:
»Jeg har i min opvækst kæmpet ret meget med talebesvær. Jeg har gået til talepædagog gennem rigtig mange år, og da jeg holdt min første grundlovstale som 14-årig, sad to eller tre forskellige talepædagoger på den forreste række og kiggede med,« fortæller hun.
Faktisk var der tvivl om, hvorvidt hun skulle starte i folkeskolen eller i en specialklasse. Hun fik massiv hjælp i starten og frem til omkring 3. klasse, hvor det var ved at normalisere sig:
»Jeg kunne ikke sige Mette – jeg sagde »Gække«. Så alle andre kaldte mig Gække, og så var det jo sådan, det var. Og så følger der jo mobning med,« fortæller hun om sin folkeskoletid.
Derfor blev den helt nære politik også et frirum for hende.
»Mine forældre så jo noget undrende til, da jeg lige pludselig blev politisk aktiv. Men det fællesskab, jeg kom ind i – i elevrådet, var et meget inkluderende fællesskab. Og det var et fantastisk helle for mig dengang,« forklarer hun.
Den resultatorienterede
Derefter gik det slag i slag med partiprogrammer og grundlovstale, og hun fandt sine venner og tryghed i det politiske fællesskab. Og i 2015 blev hun valgt til Folketinget første gang.
Året efter blev hun politisk ordfører, og sidenhen har hendes politiske karriere budt på både et gruppeformandskab og flere ordførerskaber.
Når Mette Abildgaard fortæller om sit arbejde, er det ikke svært at bemærke passionen, der præger hendes måde at fortælle om det på. Og selvom hun i dag sidder i Folketinget på niende år, er overvejelserne om at skifte karriere endnu ikke opstået.
»Når man har været på den samme arbejdsplads i ti år, bør man spørge sig selv, om man er der af de rigtige årsager. Er det fordi, jeg kender det, eller er det fordi, jeg brænder for det?« fortæller hun.
Spørger man Mette Abildgaard hvilken type politiker, hun betragter sig selv som, vil hun svare »den resultatorienterede«:
»Når jeg går ind i et forhandlingslokale, så er det for at lukke en aftale, men jeg er selvfølgelig klar til at gå, hvis jeg ikke får de indrømmelser, som gør aftalen god. Jeg skal kunne retfærdiggøre overfor mig selv, at der kan gå en uge, hvor jeg ikke putter mine børn. Fordi jeg gør en forskel med mit arbejde,« fortæller hun.
Mere indflydelse
Mette Abildgaard påpeger også, at hun generelt tror, man kommer længst ved at skabe god stemning i forhandlingslokalet – lige indtil man ikke gør det mere.
Når hun i dag mærker den samme indignation, som fik hende til at gå ind i politik for nu over tyve år siden, beskriver hun det som intet mindre end sin største drivkraft.
»Den midterregering, vi har lige nu, gør det politiske landskab lidt kompliceret, men selvfølgelig vil jeg da gerne være med til at søge indflydelse – også i et regeringssamarbejde, hvis konstellationen er den rigtige. Jeg tror, de fleste politikere kan have en drøm om en eller anden dag at blive minister,« fortæller den politiske ordfører.
Hun har dog oplevet, at De Konservative har fået markant mere indflydelse på det seneste, fordi regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal:
»Det gjorde jo lige pludselig, at vi gik fra at have sådan en pro forma-rolle i forhandlinger, fordi man gerne ville have en bred aftale, til faktisk at have et reelt forhandlingsmandat, hvor vi kunne stille nogle krav og få dem indfriet,« lyder det fra den garvede politiker.
Det er nemlig rigtigt vigtigt for hende, at hendes arbejde faktisk gør en forskel:
»Når jeg som før nævnt skal retfærdiggøre for mig selv, at der kan gå en uge, hvor jeg ikke putter mine børn en eneste aften, fordi jeg har aftenforhandlinger, så skal det være fordi, at jeg gør en forskel med det arbejde, jeg gør,« siger hun.
Et specielt tidspunkt
Inden hun når tilbage til nye politiske forhandlinger, venter der først en barsel på den anden side af sommerferien. Mette Abildgaard og Jens Jacob Abildgaard Juulsgaard skal nemlig have en søn til september.
Og selvom hun glæder sig til at prioritere familien og trille barnevognen langs villavejen i Dragør, er det også med en lidt speciel følelse i kroppen, at hun snart går på barsel.
»Da vi valgte at få endnu et barn, så verden lidt anderledes ud. Vi mistede jo vores partiformand i foråret, og har nu fået Mona ind. Der sker en masse nye ting i partiet, og det er et lidt specielt tidspunkt at træde tilbage på,« fortæller Mette Abildgaard.
Den tidligere konservative formand Søren Pape Poulsen blev den 1. marts i år ramt af en hjerneblødning under et hovedbestyrelsesmøde i Det Konservative Folkeparti, hvor også Mette Abildgaard var til stede. Søren Pape Poulsen afgik ved døden den efterfølgende dag.
Efter en kort periode blev daværende gruppeformand Mona Juul valgt som ny formand for partiet, med hvem Mette Abildgaard beskriver at have fået et tæt parløb:
»Jeg sætter ekstremt meget pris på mit og Monas makkerskab, og vi kommer stadig til at være i telefonisk kontakt. Så selvom jeg lige træder et skridt tilbage for at trille barnevognen rundt herude, så kobler jeg mig ikke helt fra den politiske verden.«
Både borger og politiker
Dragør Nyt møder Mette Abildgaard kort før, hun for alvor kan læne sig tilbage og nyde en tiltrængt sommerferie. Efter det hun selv betegner som et hektisk forår, mangler hun blot at lukke den sidste af sine aftaler.
Denne gang en bred aftale om en havnaturfond til 500 millioner kroner, der skal understøtte naturgenopretningen på havet.
»Ja, så det er en god sjat penge, der lige skal fordeles,« griner hun.
Ud over at indgå i forhandlinger og lukke aftaler indebærer arbejdet som politisk ordfører også, at hun kommenterer på forskellige sager.
Det er derfor heller ikke ualmindeligt, at dagen starter med TV 2 News, der med vogn og udstyr kommer forbi Dragør, og at den slutter med TV-avisen, der gør det samme.
»Der er naboerne jo flinke til lige at svinge udenom, hvis de ikke gider at være på kamera lige fra morgenstunden,« fortæller hun med et smil.
Selvom Mette Abildgaard i første omgang søgte at bo i den kreds, hun også er opstillet i – Rudersdal – ser hun i dag nogle ret væsentlige fordele ved at bo et andet sted.
Blandt andet er hendes to døtre ved at være gamle nok til at kunne forholde sig til sin mors politiske liv, og selvom hun sommetider er på tv eller bliver stoppet på gaden, har den politiske ordfører alligevel en formodning om, at eksponeringen ville have været større i Nordsjælland.
Ligeledes slipper hendes døtre for at skulle kigge på hendes valgplakater, og det gør hende heller ikke noget, at hun kan dele sin hjemmebag med naboen uden at blive mistænkt for at fiske stemmer.
»Og så er jeg jo typen, der engagerer mig ret meget i de fællesskaber, jeg indgår i. Det gør jeg også her i Dragør, og det har jeg det egentlig godt med at kunne gøre, uden at der er noget spekulativt i det,« fortæller hun videre.
Fremtidig borgmester?
Ikke desto mindre kan det være en udfordring at adskille sit lokale engagement fra sit politiske. For som borger i Dragør har Mette Abildgaard en holdning til skolerne, daginstitutionerne og om der skal være mere vild natur.
Samtidig er hun ofte i dialog med borgmesteren og byrådsgruppen om andre lokale sager såsom kystsikring og forhold vedrørende lufthavnen – dog med politikerkasketten på.
»At jeg hjælper vores andre borgmestre er heldigvis ikke i uoverensstemmelse med, at jeg repræsenterer Nordsjælland i Folketinget. Men jeg har sommetider måttet kæmpe med at blande mig i den lokale debat som borger, uden det skulle virke som et politisk oplæg,« fortæller hun.
Alligevel udelukker hun ikke, at hun en dag, når hun har fået indfriet sine landspolitiske ambitioner, kunne få lyst til at prøve kræfter med at tage det fulde ansvar for et lokalsamfund og blive borgmester.
»Det må være vanvittigt spændende, og jeg kan sagtens se det attraktive i at engagere sig og dykke ned i lokale sager og altså tage det samlede ansvar, men i så fald ville det være en opgave, der lå mange år ude i fremtiden,« siger hun og tilføjer:
»Lige nu har vi en brandgod borgmester herude.«
