Vi har modtaget:

Hvad skal der ske med Krudthus 2?

Kom og se nærmere på huset! Passer borgmesteren på vores kulturarv? (11)

Konklusionen omkring Krudthus 2 nærmer sig. Borgmesterens flertal har besluttet, at kommunen skal sælge krudthuset. Medio august er der frist for aflevering af tilbud på kommunens udbud.

Skal kommunen virkelig sælge ejendommen, som Slots- og Kulturstyrelsen betegner som et af de to mest velbevarede krudthuse fra slutningen af 1700-tallet?

Liste T ønsker at høre borgernes mening om krudthuset – nu på søndag, den 18. august, mellem kl. 11 og 14.

På trods af at et flertal i kommunalbestyrelsen har besluttet, at Krudthus 2 skal sælges, så synes vi i liste T, at borgerne skal have en chance for at se nærmere på huset.

Krudthuset er blevet nødtørftigt renoveret, og alt gammelt »skrald« er blevet fjernet, så huset nu fremstår som »salgbart«. Kommunen har brugt ca. 100.000 kroner på at rydde op m.m., og det betyder, at det for os giver mening at invitere borgerne indenfor i Krudthuset.

Hvad er Krudthus 2?

Der er skrevet mange spændende historier om Krudthus 2, som blev opført i år 1782. Dines Bogø, Ole Storgaard, Historisk Arkiv Dragør (dragoerhistorie.dk) med flere har formidlet historien om bygningen, og ved søgning på nettet kan man finde mange perspektiver på ejendommen.

Baggrunden for opførelsen af krudthuset er, at der i år 1779 skete en voldsom eksplosion i et krudtlager ved Østerport i det indre København, og derfor besluttede man, at krudtdepoter skulle flyttes uden for voldene.

I de følgende år blev der derfor opført flere krudthuse. Oprindeligt hed Krudthus 2 faktisk Krudthus VII, som værende det sidste i en række på syv krudthuse. Da flere af krudthusene siden blev nedlagt, og da Dragør Kommune kun har to krudthuse, så har vi vænnet os til at kalde vores to krudthuse for 1 og 2 – selvom de faktisk hedder Krudthus VI og VII.

Krudthuset er fredet, og af Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeskrivelse fremgår blandt andet:

Bygningens bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til krudthuset som ét ud af syv oprindelige krudthuse på Amagers østkyst – og til bygningen som en umistelig del af Københavns ældre befæstning.

Hvorfor fjerne denne mulighed for borgerne?

Selvom borgmesterens flertal i efteråret 2022 besluttede, at Krudthus 2 skal sælges, så håber vi, at nogle partier vil besinde sig og ændre holdning.

Liste T og Sydamagerlisten har længe ytret, at vi skal forsøge at skaffe fondsmidler til at redde huset. Det håber vi, at yderligere fire medlemmer af kommunalbestyrelsen vil være med til. Vi bør tænke os godt om, før vi sælger ud af kulturarven.

Hvis du har lyst til at se nærmere på husets mange kvaliteter, så kig forbi Krudthus 2 på søndag mellem kl. 11 og 14.

Med venlig hilsen
Annette Nyvang, Ann Harnek og Peter Læssøe
Kommunalbestyrelsesmedlemmer for liste T

Liste T inviterer alle til at se Krudthus 2, som efter planerne skal sælges. Privatfoto.
Liste T inviterer alle til at se Krudthus 2, som efter planerne skal sælges. Privatfoto.

 

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?