Vi har modtaget:

Erhvervsudvidelsen på Nord

Selv vores børn kan gennemskue, at det er en dårlig idé

På et beboermøde med borgmesteren den 8. august blev der rejst en række essentielle spørgsmål fra lokale beboere om erhvervsudvidelsen. Disse spørgsmål spændte over flere vigtige områder, herunder de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af udvidelsen. Men på trods af denne betydelige interesse og bekymring fra de fremmødte var svarene fra borgmesteren både få og utilstrækkelige.

Det er dybt bekymrende, at der ikke blev givet svar på, hvordan erhvervsudvidelsen i givet fald skønnes at ville påvirke vores lokalsamfund. Mange af os er bekymrede for, hvordan udvidelsen vil ændre områdets karakter, trafikbelastning og ikke mindst den direkte indvirkning på vores miljø.

Økonomisk gevinst?

Et af de mest markante punkter på mødet var spørgsmålet om den økonomiske gevinst for kommunen. Borgmesteren mener, at erhvervsudvidelsen vil medføre vækst og arbejdspladser. Men selv et simpelt spørgsmål om estimerede tal og planer, blev der ikke givet nogen detaljer om.

Det efterlader os med spørgsmålet: Hvem vil egentlig få gavn af denne udvidelse? Vil det være kommunen og dens borgere, eller er der andre interesser, som borgmesteren prioriterer højere?

Den manglende gennemsigtighed om de skønnede økonomiske konsekvenser får mange af os til at spekulere på, om denne udvidelse overhovedet er i dragørborgernes interesse. Det er essentielt, at et så stort projekt ikke kun sælges på løfter om vækst, men at der også præsenteres en klar økonomisk plan, som viser, hvordan hele kommunen vil drage fordel af det.

Klimaet: Et overset emne

Lige så alarmerende var det, at borgmesteren ikke svarede på spørgsmål om de mulige klima- og miljømæssige konsekvenser af erhvervsudvidelsen.

I en tid, hvor klimaforandringer og miljøhensyn er af afgørende betydning, er det uacceptabelt og stærkt bekymrende, at dette emne ikke blev besvaret.

Mange af os havde forventet, at kommunen ville tage en ansvarlig tilgang og tage hensyn til de langsigtede konsekvenser for miljøet, men desværre blev disse bekymringer ikke adresseret.

Det er absolut nødvendigt, at vores kommunalbestyrelse tager klimaansvar alvorligt, især når det gælder store projekter som dette. Vi har brug for en bæredygtig udvikling, der respekterer både vores naturlige omgivelser og kommende generationers mulighed for at trives i et sundt miljø.

Vælgernes beslutningen

Skuffende var også borgmesterens insisteren på, at erhvervsudvidelsen ikke skulle være en del af den kommende valgkamp. Det er uforståeligt, hvorfor et så vigtigt og omfattende projekt ikke skal debatteres åbent i forbindelse med valget.

Denne beslutning føles som en nedprioritering af demokratiet og vores ret som borgere til at være fuldt ud informerede og inddraget i beslutninger, der vil påvirke os alle – også kommende generationer i mange år fremover.

Når en beslutning som denne holdes uden for valgkampen, mister vi som borgere muligheden for at stille vores kandidater til ansvar og sikre, at vores stemmer bliver hørt. Det skaber en følelse af, at denne beslutning bliver truffet hen over hovedet på os, uden den nødvendige offentlige debat.

Afsluttende bemærkninger

Som borgere i denne kommune er vi dybt bekymrede over den måde, hvorpå erhvervsudvidelsen i nord bliver håndteret politisk. De manglende svar på væsentlige spørgsmål, ignoreringen af klima- og miljøaspektet samt beslutningen om ikke at gøre det til et valgkampstema giver indtryk af en proces, der ikke er til for borgernes bedste.

Vi håber, at dette læserbrev bidrager til at skabe den nødvendige opmærksomhed om sagen, og opfordrer både borgere og politikere i Dragør til at kræve større gennemsigtighed og ansvarlighed fra vores kommunalbestyrelse.

Med venlig hilsen
Mads Eklund
på vegne af bestyrelsen for vejlavet Ryvej 1–23

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?