Borgerforeningen på søndagstur i lufthavnen

Dragør Borgerforening fik en eksklusiv rundvisning i den fredede Vilhelm Lauritzens Terminal i Københavns Lufthavn, hvor pensioneret pilot Bjarne Jørgensen delte ud af sin viden

Medlemmerne i Dragør Borgerforening havde søndag den 25. august en helt særlig mulighed for at besøge en af Danmarks arkitektoniske perler – nemlig Vilhelm Lauritzens Terminal i Københavns Lufthavn.

Terminalen, som normalt ikke er åben for offentligheden, blev åbnet for en eksklusiv rundvisning, ledet af den tidligere pilot Bjarne Jørgensen.

Arkitekturens historie

Vilhelm Lauritzens Terminal er i dag internationalt anerkendt som et af de tidligste og mest gennemførte eksempler på dansk modernisme.

Rundvisningen begyndte med en introduktion til terminalens historie.

Bjarne Jørgensen fortalte engageret om, hvordan terminalen var blevet designet af Vilhelm Lauritzen, der i 1936 havde vundet en arkitektkonkurrence over selveste Arne Jacobsen.

Med sit luftige design, præget af blandt andet syv meter høje vinduespartier, fik Vilhelm Lauritzen sat en ny standard for lufthavnsarkitektur.

Terminalen blev opført i 1939 som en af verdens første civile lufthavnsterminaler. På det tidspunkt var kommerciel luftfart stadig i sin spæde start, og der fandtes ingen etablerede modeller for, hvordan en lufthavn skulle se ud.

Indtil da havde flyvepladsen i København bestået af en græsmark og en beskeden bygning kaldet »Træslottet«. Terminalens åbning markerede derfor et gennembrud, både for lufthavnen og for moderne arkitektur generelt.

Inspiration fra skibsfart

Under rundvisningen delte Bjarne Jørgensen flere teorier om, hvor Vilhelm Lauritzen havde fået sin inspiration fra.

Han bemærkede, at skibsfart og den dengang nye transportform, flyvning, var tæt forbundet i 1930’erne. Dette afspejles tydeligt i terminalens udformning, der leder tankerne hen på kommandobroen på et skib.

Samtidig er interiøret et eksempel på Vilhelm Lauritzens funktionalistiske og modernistiske tilgang, med et design, der er både æstetisk og praktisk.

Bjarne Jørgensen fortalte også om den svungne form i den gamle Hammers Restaurant, som bedst ses udefra.

Ifølge ham kan formen være inspireret af enten en halv guitarkasse eller af Alvar Aaltos berømte vase.

»Jeg tror mest på vasen,« tilføjede Bjarne Jørgensen med et smil.

Den historiske flytning

I slutningen af 1990’erne stod terminalen tom og i vejen for Københavns Lufthavns udvidelse. Der blev derfor truffet beslutning om at flytte den fredede bygning.

Flytningen fandt sted natten mellem den 18. og 19. september 1999. Den 2.240 tons tunge bygning blev af ikke mindre end 704 hjulpar kørt 3,8 km til sin nuværende placering i Maglebylille. Flytningen af terminalen kostede 100 millioner kroner – hvilket er markant mere, end de oprindelige én million kroner det i sin tid kostede at opføre terminalen.

Rundvisningen gav også deltagerne et indblik i de gamle instrumenter i kontroltårnet samt i en udstilling af det gamle Bing & Grøndal-stel, som oprindeligt blev brugt i terminalens restaurant. Stellet havde manglet, men var blevet genfundet på Handelsskolen i Holbæk. Skolen returnerede stellet til terminalen – og ønskede til gengæld blot noget andet, de kunne spise af.

Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.





Fik du læst?