Vi har modtaget:

Sikkerheden styrkes på Psykiatrisk Center Amager

Ved Dansk Folkeparti overhovedet, hvad de udtaler sig om?

I juli måned var der i B.T. to artikler om Psykiatrisk Center Amager (PCA), der var baseret på en aktindsigt hos Arbejdstilsynet. Disse gik på at få gennemlyst alle påbud om vold og trusler på PCA siden 2016. I artiklerne fra B.T. fremgik det, at PCA efter sigende ikke havde fulgt op på de påbud, der var givet.

Det er ikke et billede, jeg som regionspolitiker kan genkende – tværtimod.

Psykiatrisk Center Amager har rigtigt nok siden 2016 modtaget i alt ti påbud eller straks-påbud fra Arbejdstilsynet. Størstedelen af de i alt ti påbud eller straks-påbud vedrører forebyggelse af vold eller forebyggelse af trusler om vold.

Kun et enkelt af påbuddene er endnu ikke efterkommet på nuværende tidspunkt, men det drejer sig om, at der skal laves en helt ny indretning af Psykiatrisk Akutmodtagelse, hvor der inden da skal gives byggetilladelser af myndighederne. Så det drejer sig om en helt ny indretning i Akutmodtagelsen, som vil øge den generelle sikkerhed. Tidsplanen er derfor godkendt af Arbejdstilsynet.

Efter artiklerne i B.T. har der været flere debatindlæg fra Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, hvoraf det fremgår, at centerledelsen skulle have fået mundkurv på og være sat under administration. Det er ikke tilfældet, og man kan da undre sig over, om han igen ikke har sat sig ordentligt ind i sagerne?

Nye sikkerhedstiltag der er besluttet ved alle Psykiatriske Akutmodtagelser:

– Der vil fremover være sikkerheds-assistenter ansat i Psykiatrisk Akutmodtagelse døgnet rundt.

– To personaler vil deltage til alle samtaler.

– Som tidligere nævnt arbejdes der på ombygningen, og tegningerne ventes snarligt at kunne sendes til ingeniører og myndigheder.

– Der er besluttet, at Akutmodtagelsen skal være pilotprojekt for afprøvning af håndholdte metalskannere. Dette for undgå en episode som i juni måned, hvor en patient havde en kniv med til en lægesamtale.

Sidstnævnte tiltag har vi netop efterkommet efter god dialog med medarbejderne.

I Socialdemokratiet ligger det os meget på sinde at sikre medarbejdernes sikkerhed. Der blev afsat mærkbare midler til en hurtig handling efter sommerens hændelse, hvilket jeg også er glad for som medarbejder i selv samme center.

Så det er altså ikke rigtigt, når B.T. og Dansk Folkeparti mener, at Psykiatrisk Center Amager har fået mundkurv på. Påbuddene fra arbejdstilsynet er også blevet efterlevet.

Vi som politikere lytter til medarbejderne, og det er et mærkværdigt udsagn, når DF mener, at ledelsen har fået mundkurv på.

Med venlig hilsen
Brian Høier
Regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden
Sygeplejerske på Psykiatrisk Center Amager

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?