Erhvervsområde Nord skaber stadig splittelse

På kommunalbestyrelsesmødet den 29. august tegnede der sig to tydelige fronter op i forhold til, hvad der skal ske med Erhvervsområde Nord syd for lufthavnen. Det blev besluttet, at forvaltningen skal lave flere analyser og beregninger, inden den politiske drøftelse kan fortsætte. Så intet ligger fast endnu
De politiske drøftelser om Erhvervsområde Nord, der ligger mellem lufthavnen og A. P. Møllers Allé, fortsætter, når farvaltningen har lavet flere analyser. Foto: TorbenStender.

Den heftige debat, der gennem længere tid er foregået på de sociale medier omkring byggeplanerne for Erhvervsområde Nord, afspejlede sig også på kommunalbestyrelsesmødet torsdag den 29. august.

Kommunalbestyrelsen skulle beslutte, hvad der nu skal ske, efter at ejendomsselskabet Mileway har fremsendt et nyt projektforslag for området. Et projekt, hvor det oprindelige forslag om to kæmpe bygninger med et samlet areal på 53.000 m2, der svarer til en 50% bebyggelse af grunden er blevet erstattet af nye tegninger, der viser otte mindre bygninger, der er placeret en smule forskudt i forhold til hinanden og har et samlet areal på 40.931 m2, hvilket svarer til 38,61 % bebyggelse af grunden.

Derudover har Mileway præsenteret nogle mulige løsninger på, hvordan infrastrukturen for gående og kørende trafik kan skrues sammen.

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet lagde derfor op til en ny drøftelse af sagen. Ikke blot Mileways projekt, men en åben drøftelse af, hvordan erhvervsudviklingen skal foregå – på baggrund af analyser og beregninger, som forvaltningen skal arbejde videre med.

Vækstmulighed eller støjgener?

Kommentarerne på kommunalbestyrelsesmødet afspejlede dog tydeligt de to fronter, der længe har været trukket op omkring Erhvervsområde Nords fremtid.

»Det her er en god historie for Dragør. Vi har en mulighed for at skabe vækst under hensyntagen til området. Det er ærgerligt, at man prøver at afspore debatten omkring dette område. Det endnu mere ærgerlige er, at afsporingen også sker med kræfter fra dette lokale. Vi kan lave udvikling til gavn for byen. Så vi viser, at vi tager hensyn og har fremsyn,« lød det fra Nicolaj Riber (A), der også slog på, hvor vigtigt det vil være at søge at skabe flere lokale arbejdspladser, fordi det ifølge ham vil have værdi for borgerne og i øvrigt også mindske pendlertrafikken.

Liste T og Sydamagerlisten mener dog stadig, at forslaget fra Mileway skal forkastes helt.

»Vi tror, at en fuld udbygning af området vil være for stor en ombygning. Udvidelsen skal ske i lige forlængelse af den definerede erhvervsstrategi, der også har fine tanker om miljø og bæredygtig udvikling. Adgangsvejen skal ske via en forlængelse af Kystvejen. Og vi skal sikre os, at der ikke må ske erhvervskørsel om natten. Vi har brug for en fornyet drøftelse af rammerne for området. Og vi mener, det konkrete projekt fra Mileway skal afvises fuldt og helt,« lød det blandt andet fra Annette Nyvang (T).

Flemming Blønd (L) var endnu skarpere i mælet.

»Jeg vil sige det klart, det her er et lufthavnsprojekt. Det er naivt at tro noget andet. Nogle har drøm om peddigrørsflettere, bogbindere og spåkoner, men det er ikke det, der efterspørgsel på eller tale om her. Vi får støj og møg med tung lastvognstrafik. Lad det smukke Dragør få lov til at forblive Dragør,« sagde han.

Behov for oplyst grundlag

Både Venstre og Konservative manede til besindighed og understregede, at intet er besluttet endnu. Men at det er vigtigt at have en ordentlig debat ud fra nye analyser og beregninger.

»Jeg synes, vi skal have et notat. Vi skal træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Området er udpeget som erhvervsudviklingsområde for et stykke tid siden nu. Jeg ser rigtig gerne, at vi passer på det erhverv, vi har. Jeg er med på, der er bekymringer omkring infrastruktur. Den udfordring skal vi have undersøgt. Vi skal ikke tvinge noget ned i halsen på nogen,« lød det fra Helle Barth (V).

Og Mia Tang (C ) supplerede:

»Det er blevet en mudret samtale, vi har om det her område. Ikke mindst på de sociale medier. Det er første gang i mange år, vi har mulighed for overhovedet at overveje erhvervsudvikling i Dragør. Det er rettidig omhu at se nærmere på det. Vi kigger på det, vi kan kalde A. P. Møllers Allé 2. Der er ingen af os, der er ligeglade med de trafikale forhold, ligeglade med hvilke virksomheder, der rykker ind, eller hvor meget larm og støj, der kommer. Men man kan vælge at male fanden på væggen, inden vi har taget en beslutning. Eller man kan stille og roligt på oplyst grundlag tage en beslutning. Vi har behov for at blive klogere på, hvilke muligheder, vi har. Vi har brug for blomstrende virksomheder. Vi skal bare have lavet de rigtige rammer. Vi gør ikke noget uovervejet.«

Nye notater og analyser skal laves

Enden på en længere debat blev, at alle partier – bortset fra Sydamagerlisten – stemte for en indstilling fra Økonomiudvalget, der lød på, »at forvaltningen fremlægger et notat, der belyser hvilke muligheder Dragør Kommune har for at etablere en erhvervsudvikling med virksomheder inden for miljøklasse 2 og 3, således at der kan etableres mindre håndværkervirksomheder og lettere produktion, i lighed med flere af de virksomheder som allerede er beliggende på A. P. Møllers Allé.«

Og »at forvaltningen fortsætter arbejdet med at ansøge om tilladelse til at omdanne lufthavnens privatvej Ryvej til indkørselsvej til området. Når denne foreligger, tages der stilling til de konkrete bygnings og miljømæssige krav til lokalplanen.«

De politiske drøftelser af rammerne for området skal fortsætte herefter.

Både Sydamagerlisten og liste T stemte for et ekstra forslag om at afvise det nye projektforslag fra Mileway, men alle andre partier stemte imod. Det betyder, at Mileways projekt stadig indgår i drøftelserne af området – men ikke at det er godkendt.

Fik du læst?