Vi har modtaget:

Hård og ubarmhjertig tone

Smædekampagne mod borgmesteren sætter lokaldemokratiet under pres

 

Kære liste T’s kommunalbestyrelsesmedlemmer, bestyrelse og medlemmer

Som kommunalpolitiker må man regne med engang imellem at få nogle tæsk. Specielt på de sociale medier er tonen ofte hård og ubarmhjertig – og det er et vilkår, som vi lever med. Også i den konservative byrådsgruppe.

Men i Dragør har debatten taget en drejning, som ikke alene er ubehagelig, men også i vor optik uforsvarlig. Liste T har indledt en kampagne mod borgmester, Kenneth Gøtterup, der både er nedgørende i sin retorik og usund for vores lokaldemokrati.

Liste T har iværksat en smædekampagne med foreløbig otte opslag med overskriften »Passer borgmesteren på Dragør?«

Det har efterhånden karakter af enøjet, personlig hetz. Det er problematisk på flere planer. Både fordi, det naturligvis kræver et flertal at gennemføre politiske beslutninger, som liste T her gør borgmesteren eneansvarlig for. Dels fordi det er en trist udvikling, at et parti bevidst underminerer borgmesterembedet som led i deres egen politiske propaganda.

Hos De Konservative debatterer vi med stor entusiasme Dragørs fremtid, og vi vil gerne tilbage til det, som er vores udgangspunkt: Nemlig at alle vil kommunen det allerbedste og træffer beslutninger ud fra, hvad de hver især mener er bedst for borgerne.

Den debatform, som liste T lægger for dagen, skaber kun politikerlede. Vi ønsker en kommune, hvor så mange som muligt har lyst til at engagere sig – og hvor de bedste kandidater får lyst til at stille op til lokalpolitik. Det engagement begynder med et sundt demokrati, hvor man naturligvis diskuterer på livet løs – men hvor respekten er intakt.

Ja, borgmesteren passer på Dragør. Vil liste T være med til at passe på vores lokale demokrati?

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?