Vi har modtaget:

Don’t worry, be happy

Dragørs omstridte industriprojekt fremprovokerer borgermodstand og stiller spørgsmålstegn ved politikernes håndtering og kommunikation.

Socialdemokratiets viceborgmester, Nicolaj Bertel Riber (A), bryder sig ikke om den voksende borgermodstand, og han foreslår derfor, at borgerne bare skal »don’t worry, be happy«, imens han forsøger at placere et 170.000 kvadratmeter stort erhvervs- og industriområde og en 25 meter høj energicentral i det åbne landskab.

Sideløbende med at Nicolaj flakker rundt i »happyland«, så gør borgerne gentagne gange politikerne opmærksomme på, at vi ikke har brug for mere trafik, luftforurening og støj i boligområderne – men de folkevalgte på Dragør Rådhus har stukket fingrene i ørerne og er ude af stand til at høre borgernes protester.

Sniksnak på rådhuset

Borgmesteren og kompagni kan stadig ikke redegøre for deres eget projekt »Dragør Industriby«, men vælger fortløbende at komme med luftige og ukonkrete udtalelser, der tydeligt viser, at de famler i blinde:

Nicolaj Bertel Riber (A): »Vi har alle tiders mulighed for at være nysgerrige. Vi kan gøre så meget med lokalplanen. Vi kan regulere rigtig, rigtig meget i lokalplanen. Det giver os alle tiders mulighed for netop at styre, hvad er det, vi gerne vil have? Så don’t worry, be happy.« (Dragør Byrådssal, den 29. august 2024).

Martin Wood Pedersen (C): »Det man jo også godt kan undre sig over, det er den her store interesse, der er for det her område, som tidligere ikke har haft den store interesse hos nogen som helst.« (Dragør Byrådssal, den 29. august 2024).

Helle Barth (V): »Det er en kompliceret sag. Jeg synes, at vi skal afvente forvaltningens undersøgelser og vende tilbage, og så tager vi endnu en debat. Og jeg tror, at vi holder den i gang på sociale medier og i Dragør Nyt frem til, at vi har noget mere viden, men ja, vi holder gang i debatten. Vi bliver jo løbende klogere alle sammen.« (Dragør Byrådssal, den 29. august 2024).

Nej, vi bliver ikke løbende klogere alle sammen, som Helle påstår. Tværtimod.

Borgerne har nu stillet basale spørgsmål om Dragør Industriby i over et halvt år – vel at mærke uden at få nogen form for fyldestgørende svar vedrørende projektet, der kommer til at få vidtrækkende konsekvenser for byens borgere, natur og dyreliv.

Manglende rammer

De landsdækkende partier Det Konservative Folkeparti, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre udviser som sædvanlig ingen omtanke for naboerne og miljøet – og det er ikke kun borgerne, der undrer sig over de manglende rammer for megaprojektet på Nordre Dragørvej.

Under seneste møde i kommunalbestyrelsen udtalte lokallisterne liste T og Sydamagerlisten:

Annette Nyvang (T): »Når nu der har været usikkerhed omkring, hvor den her sag var på vej hen, så er det jo, fordi det ikke har stået krystalklart, hvordan rammerne egentlig er. Det vil sige, at der har været nogle løse rammer. Så er der kommet et projekt, som kører fuld fart ud over de der rammer. Så forholder I jer til det, I ændrer lidt på nogle ting, der kommer et nyt projekt, som stadigvæk holder sig inden for de ting, I har skitseret – men det er jo alt for løst. Og en lokalplan, som en bygherre selv skal lave, kommer altså ikke til at regulere det på et niveau, som er til gavn for borgerne – det bliver firmaets lokalplan.« (Dragør Byrådssal, den 29. august 2024).

Flemming Blønd (L): »Så kan jeg ikke undlade at sige, at vi har vedtaget en planstrategi, der hedder Det flade land og de åbne vidder – det er jo ikke det, vi får øje på her. Vi er på vej til at vedtage en erhvervsstrategi. Den taler om fødevarer, gastronomi, klima, turisme og livskvalitet. Det er overhovedet ikke det, vi får øje på her. Så jeg vil gerne slutte med at sige: Lad nu det smukke Dragør få lov til at forblive Dragør. Tak.« (Dragør Byrådssal, den 29. august 2024).

Som Flemming ganske rigtigt påpeger, så befinder Dragør Industriby sig i selvmodsigelsens slaraffenland – munden siger én ting, mens hånden gør noget helt andet.

Der er altså ingen egentlig sammenhæng mellem, hvad borgmesterens flertal siger til borgerne, og hvad de gør i virkeligheden.

Bremset sagsbehandling

Fuldstændig som forudset så hjælper det overhovedet ikke at appellere til politikernes dømmekraft og fornuft.

Siden juni har borgmesteren og kompagni genbehandlet deres egen vision hele seks gange, kun afbrudt af deres halvanden måned lange sommerferie. Men nu har det politiske flertal pludselig lavet en hård opbremsning i sagsbehandlingen, hvilket betyder, at Dragør Industriby slet ikke er blevet sagsbehandlet i september.

Det Konservative Folkeparti, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre ønsker ikke at tabe ansigt, og derfor har de blandt andet nedstemt følgende forslag fra lokallisterne:

»Liste T og Sydamagerlisten foreslår, at projektet afvises, idet det ikke er foreneligt med den kommende erhvervspolitik, kommunens infrastruktur og de vejledende støjgrænser.« (Dragør Byrådssal, den 29. august 2024).

Borgerne og lokallisterne har allerede ført bevis for, at Dragør Industriby befinder sig i et kæmpe underskud af faktuelle oplysninger – anlægsmæssigt såvel som planmæssigt – og uanset hvilken arkitektur og udformning det miljøbelastende projekt får, så rimer det ikke på, at Dragør skal være en grøn, smuk og klimavenlig kommune.

Det er meget beklageligt, at borgernes velmenende protester ikke høres, men den bremsede sagsbehandling tyder på, at projektmagerne endelig har forstået, at man ikke kan binde borgerne flere usaglige historier på ærmet.

Dragørs åbne land

Punktum, punktum, komma, streg, »don’t worry, be happy«, siger Nicolaj – men borgerne har da vist alt rigeligt at bekymre sig om ude i de respektive lokalområder.

Det bør én gang for alle gøres klart, at det ikke er »grønt«, »bæredygtigt« og »miljørigtigt« at placere et 170.000 kvadratmeter stort erhvervs- og industriområde i den nordlige del af Dragør.

Det er et utroværdigt narrativ, som ingen ved deres sansers fulde fem tror på.

Desuagtet taler politikerne stadig vidt og bredt om borgerinddragelse og grønne visioner, som dog ingen værdi har, eftersom politikerne med fuldt overlæg forsøger at skabe gevaldige gener for Dragørs indbyggere, natur og dyreliv uden at lytte til borgernes velbegrundede advarsler.

Handleret er som bekendt ikke det samme som handlepligt. Bare fordi politikerne har mulighed for at svøbe det åbne land i asfalt, stål og beton, så er det ikke ensbetydende med, at de skal.

Nej tak til Dragør Industriby – den største og mest klodsede prestigeprojektbrøler i nyere tid.

Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune

Dragør Industriby skal bygges i landzonen mellem lufthavnen og Nordre Dragørvej. Foto: Kenneth Olsen.
Dragør Industriby skal bygges i landzonen mellem lufthavnen og Nordre Dragørvej. Foto: Kenneth Olsen.

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?