Vi har modtaget:

Fuld opbakning til Dragørs dagpleje

Beslutning om Dagplejens Fremtid Sikret: En Bevarelse af Valgfrihed og Styrkelse af Tilbuddet

På seneste møde i Børne-, Fritids-, og Kulturudvalget skulle vi tage stilling til dagplejens fremtidige organisering.

Baggrunden har været et lettere turbulent og til tider uskønt forløb, hvor et faldende børnetal på nul til seks års-området, den fremtidige placering af dagplejen – skulle den flyttes ind i en vuggestue – personalet i det tilknyttede gæstehus på Engvej, og om vi overhovedet ønsker en dagpleje fremadrettet i Dragør, har været i spil.

Vigtigt at kunne vælge

Fra Det Konservative Folkepartis side ønsker vi, at forældre skal have muligheden for at vælge imellem forskellige dagtilbud – om det er en plads i en vuggestue, dagpleje eller hjemmepasning.

I Dragør har vi ikke dårlige institutioner, men det kan være, at man som forældre ønsker et mindre sted med den samme primære person, der passer ens barn. Har man et sensitivt barn, der har brug for ekstra meget tryghed, vil dagplejen måske være et oplagt valg for nogle forældre.

Det vigtigste er, at vi som forældre har muligheden for at træffe det valg, der passer bedst til familiens og barnets behov.

En mere synlig dagpleje

Igennem foråret og sommeren har forældrebestyrelsen i samarbejde med dagplejerne og forvaltningen gjort et større stykke arbejde med at få synliggjort dagplejen, hvilket allerede har resulteret i en lidt større søgning til dagplejen. Det er positivt.

Dagplejen deler blandt andet glimt fra deres hverdag på Instagram, og der har været afholdt åbent hus med foredrag. Derudover oplever vi, at der er en meget støttende forældregruppe tilknyttet dagplejen.

Ro og rene linjer

Vi har valgt, at dagplejen skal fortsætte i sin nuværende form.

Fra Det Konservative Folkepartis side er det derfor vigtigt, at vi nu giver dagplejen ro, så tilbuddet kan styrkes, og der kan arbejdes med at udvikle det pædagogiske arbejde med børnene. Ligesom forældrene og dagplejerne ved, at der er politisk opbakning til dagplejen.

I den forbindelse har vi aktivt valgt at lade dagplejen fortsætte i sine nuværende rammer. Det vil sige, at gæstehuset og legestuen på Engvej 22 stadig vil være det naturlige sted for dagplejen at mødes.

Den primære pasning foregår stadig i dagplejernes eget hjem. Den pædagog og medhjælper, der er ansat i gæstehuset, vil stadig være klar til at tage imod børn ved sygdom og ferier.

Med venlig hilsen
Mia Tang, Trine Søe og Theis Guldbech
Konservative medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget og kommunalbestyrelsen

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?