Vi har modtaget:

Hanne B takker af efter 25 års tro tjeneste

En hyldest til Hanne B.'s 25 års dedikerede indsats for Dragørs lokalsamfund.

Året er 2001, jeg er grøn afdelingsleder i Dragør Kommune for Sekretariat og Pension, senere Visitation i Skat, Social og Sundhedsforvaltningen. Et stort, tungt og komplekst område at være leder for som helt ung og uerfaren djøf’er.

Ikke desto mindre gik jeg på med krum hals og var omgivet af fagligt dygtige og gode kollegaer på alle niveauer.

En af mine mange ledelseskasketter var at være administrativ leder af bofællesskabet på Wiedergården – et kommunalt socialpædagogisk botilbud, som vi burde have flere af i Dragør.

Men jeg var også administrativ leder af Wiedergårdens Aktivitetshus, hvor Hanne Berthelsen var og er daglig leder september ud.

Grunden til, at jeg nævner denne erindring, er, at jeg aldrig glemmer, da jeg første gang mødte Hanne B., hvor jeg var administrativ leder, og hun var daglig leder af Aktivitetshuset. Jeg ankom på cykel fra Dragør Rådhus til en introduktion af huset, og jeg fik en nærmest royal modtagelse af Aage Zachariasen (T), som jeg mener var kommunalbestyrelsens repræsentant i brugerrådet, og Hanne B.

Jeg blev vist rundt i det, der dengang også rummede dele af sundhedsafdelingen med aflastningspladser og hjemmeplejen. Og jeg var allerede dengang blæst væk af Hannes energi og dedikation til husets brugere.

Der er sket en kæmpe udvikling siden 2001 af tilbud og arrangementer i aktivitetshuset, som alt i alt kan takke Hanne for hendes utrættelige arbejde for brugerne af huset.

Som borger i Dragør – dog ikke pensionist endnu – vil jeg gerne takke Hanne for at være et organisatorisk fyrtårn, en smilende personlighed og et generøst menneske, der har sat et kæmpe positivt aftryk på alle de brugere, der igennem et kvart århundrede har besøgt og brugt aktivitetshuset.

Af alle de ledelsesopgaver, jeg havde som forhenværende leder i Dragør Kommune, var det en let og udpræget fornøjelse at samarbejde og udvikle huset med dig, Hanne.

Tak for din enorme indsats og rigtig god og aktiv vind fremover i dit otium.

Med venlig hilsen
Anne Grønlund
Forhenværende leder i Dragør Kommune



Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?