Oplev efterårets travlhed på Amagermuseet

Traditionen tro er der gang i aktiviteterne på ­Amagermuseet i Store Magleby i efterårsferien.
Torvekonen sælger grøntsager fra gårdspladsen. Arkivfoto: TorbenStender.
Torvekonen sælger grøntsager fra gårdspladsen. Arkivfoto: TorbenStender.

Efteråret var en travl tid på landet før i tiden – og det kan man få et indblik i på Amagermuseets to gårde på Hovedgaden i Store Magleby i efterårsferien.

Her er vinterforberedelserne i fuld gang – og stemningen bliver sat af ansatte og frivillige i tidstypiske dragter, der knokler for at få gjort gårdene vinterklare.

Første åbningsdag er mandag den 14. oktober – og det varer ved frem til søndag. Museet har åbent alle dage mellem klokken 12 og 16.

På Nordgården har madmor og alle hendes hjælpere taget plads i sommerkøkkenet. Der laves en lækker amagersuppe med hønsekød samt krustader med hjemmelavet fyld, og der bliver også mulighed for at smage på makrel og en masse hjemmesyltede grøntsager. Nogle af dagene bager madmor måske en lille kage eller et par småkager.

Suppehønen skal naturligvis også gøres klar – hver dag klokken 13 bliver der slagtet en høne – og fortalt om, hvad man kan bruge fuglen til.

Hvis man foretrækker sine dyr levende, kan man hver dag klokken 14 og 15 lære om gårdens dyr og få et dyrevensdiplom efterfølgende. Klokken 15 kan man også være med til at fodre gårdens dyr.

Frugt og grønt

På gårdspladsen står den garvede torvekone. Hos hende kan man købe grøntsager og museets hjemmelavede syltetøj. Der er også en grøntsagsquiz. Kender man alle torvevognens grøntsager, vanker der en lille præmie.

På den gamle museumsgård bliver der mostet æbler til saft hver dag – man kan give en hånd og til gengæld få en smagsprøve. Hvis man mere er til leg, kan man lave halmdukker i vognporten på den gamle gård – og udstyre sine kreationer med kyse og forklæde.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Den populære gamle brandbil giver ture rundt i Store Magleby. Arkivfoto: Henrik Askø Stark.
Den populære gamle brandbil giver ture rundt i Store Magleby. Arkivfoto: Henrik Askø Stark.

Brandbiler og hørværksted

Nogle af dagene er der ekstra oplevelser. Tirsdag til torsdag kan man få en køretur i den gamle brandbil fra 1939.

Fredag til søndag kommer kniplingedamerne på besøg og demonstrerer deres fascinerende håndværk – og fredag kommer Det Rullende Hørværksted forbi og viser, hvordan hørren forarbejdes, inden den kan bruges til håndarbejdet.

Se annoncen på side 5.

Fik du læst?