Havde man ved årtusindskiftet spurgt mig, hvordan mit liv ville tage sig ud om kvart århundrede, ville frivillig halmdukkemager på et egnsmuseum end ikke have været en mulighed på fremtidsbingopladen.
Men der sad jeg, ovenikøbet temmelig godt tilfreds, da det lykkedes mig at få strikket en dukke sammen med et nogenlunde passabelt resultat. Ganske vist har jeg prøvet at bygge sådan en svend før, men søndag skulle jeg, min kone Maya og vores otteårige Esther være gode nok til at give lærdommen videre til museets gæster i efterårsferiens traditionelle levendegørelse af det store maglebyske landboliv.
Tilgiv mig en omvej, inden vi vender tilbage til søndagen.
Trælshedsterminatoren
Man vil selvfølgelig altid gerne glæde sit barn, men når man som far bliver introduceret for nye ideer til familieaktiviteter, starter processen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Er det bøvlet? Er det for koldt, for varmt, for langvarigt eller på anden måde ubekvemt? Er der for mange irriterende unger? Hvad med ditto voksne? Kan det overhovedet lade sig gøre?
Mangt et forslag om badelande, klatrejungler, indkøbscenterbesøg og sørgeligt fjerntliggende attraktioner fra husets yngstedame er faldet for trælshedsterminatorens iskolde scanninger. Men de fleste museer klarer cuttet hos et historietosset forældrepar, der heldigvis har fået smittet yngstedamen med en sund interesse for fortiden.
Vi har boet herude på den anden – rigtige – side af lufthavnstunnellen i knap fire år. I den tid nærmer vores antal besøg på Amagermuseet sig det trecifrede. Både til arrangementer, og når vi bare kigger forbi for at klappe en gris, eller for guderne skal vide hvilken gang at klæde en gammel amagerbonde på i udstillingens lille, interaktive afdeling. Vi har efterhånden længe været på hilse- og sludrefod med de fleste ansatte og frivillige.
Esther greb da også bolden med sikker hånd, da hun sidste år fik en bemærkning om, at hun da skulle være frivillig, når nu hun så tit var på museet.
Farmands trælshedsscanner gik omgående i storberedskab, men slukkedes, da det viste sig, at Esther helst ville på køkkentjans. Nogle ting ligger fast i Store Magleby: Tøndeslagning er for voksne mænd med rom i blodet og heste mellem benene, og køkkentjeneste på museet er for kvinder. Selvom mor Maya brummede noget om, at jeg med min hårlængde godt kunne gå for at være dame og med mit mavemål endog kunne minde om en gravid en af slagsen, blev det hende, der måtte trække i forklædet som seniordelen af museets nyeste makkerpar sidste efterår.
Nå, yngstedamen var jublende begejstret efter debuten som grøntsagssnitter, fedtemadssmører og småkagebager, ældstedamen var også godt tilfreds, ikke mindst over modtagelsen hos de andre frivillige, der svingede mellem det høfligt positive og op til noget, der nærmede sig det hjertelige – og selvfølgelig over Esthers jubel over de to gange fire timer som hovedperson i et fortidigt paradis.
Poster girl
Derefter gik det slag i slag. Esther og to veninder blev poster girls for sidste års julemarkeder, og i februar blev hun indskrevet til at være fastelavnsbrud til fastelavnsforberedelse på museet – altså et tøndeslagningsarrangement for børn, der i den helt lokale sags natur derfor kun kan være en forberedelse til det store voksenslag på Hovedgaden fastelavnsmandag.
Det var også der, at min store kæft for første gang bragte mig ud i det museale uføre. Da Esther – og den hårdtprøvede Maya – trak i tøjet, sagde jeg, mest i spøg, at jeg jo blev helt misundelig.
Straks stod der en kuffert klar med en mandsdragt, der ganske vist krævede, at jeg trak maven ind de næste fire timer, men ellers passede nogenlunde. Den høje søndagshat kunne jeg på grund af min, vi kan kalde det robuste, hovedstørrelse ikke passe. I stedet fik jeg en traditionel hollandskinspireret floshat, og jeg forventede halvt om halvt at høre en rumlen fra århundreders Janners, Corneliussers, Zibrandters og Gerters roteren i jorden på Store Magleby Kirkegård over, at en tilflytter iførte sig deres hovedtøj.
Nå, reaktionen fra de gamle hollænderslægter udeblev, og efter en halv times tilvænning måtte jeg erkende, at jeg følte mig ganske godt tilpas i rollen som pyntedukke. At Dragør Nyts allestedsnærværende fotograf Torben Stender sammen med redaktøren fravalgte både far og mor og alene kastede Esther i trykpressen dengang, skal jeg ikke laste dem for. Man skal jo tænke på læsernes bedste.
En søndag på Amager
Havde denne tekst handlet om bandemiljøer eller ekstreme religiøse grupper, ville ordet ekstremisering have optrådt om det seneste års proces fra svagt nysgerrig tilskuer til fullblown deltager.
Men nu er halmdukker og hønsekødssuppe, styltegang og grisefodring temmelig fredelige sysler, så lad mig nøjes med at konstatere, at trælshedsscanneren kun kørte på vågeblus, da Esther med stor selvfølgelighed fortalte, at hun – vi – skulle være frivillige igen et par dage i efterårsferien. Første dag var med køkkentjans, så der lå bolden hos Esther og Maya, for i arbejdsskemaet fra museet stod der specifikt Esther/Mor. Jeg kiggede godt nok forbi, mæskede mig i den æblekage, de to havde bagt, men var i bund og grund almindelig gæst.
Min debut som egentlig frivillig kom altså søndag; forberedelsen hjemmefra var hovedsageligt den ekstra kop kaffe til en lidt mere solid morgenmad end vanligt og et inderlag af uld for at klare den stillesiddende udendørstjans. Så op på museet en times tid før åbningstid til endnu mere kaffe, en bid brød og lidt løs sludder, der plukkede noget af følelsen af at være en fremmed fugl.
Og apropos plukkede fugle vankede en ekstra tjans, da dagens huggeblokshøne skulle udvælges. Familien blev stillet op som mur, så det uheldige fjerkræ kunne drives ind i hønsehuset og proppes i en kasse til senere brug ved den offentlige halshugning og efterfølgende tilberedning.
Men efter det dramatiske intermezzo var det bare at trække i en nogenlunde tidstypisk jakke og traske ned til den gamle museumsgård, til halmballerne, hundetæpperne, det georginesmykkede klapbord og fire timers dukkemageri.
Halm, halm og mere halm
Scanneren var på vågeblus, javel, men ét spørgsmål blinkende stadig – måske det vigtigste af alle: »Er der for mange irriterende unger?«
Artiklen fortsætter efter billedet.
Vi var heldige, eller måske er museumsbørn bare flinkere og mere opvakte end gennemsnittet. Treårige Vera fra Amagerbrogade var en yderst tilfreds og opvakt deltager i dukkemageriet – og dagens mange andre unge besøgende lagde sig med ganske få undtagelser i samme spor. Forhåbentlig fangede fædre og mødre sympatien i vore blikke, når deres afkom insisterede på, at der var tid til at bygge en hel familie i naturmaterialet – og på, at de halmsmuldrende kreationer skulle med hjem.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Det har vi nemlig også prøvet. I vores drivhus står de seneste seks-syv tilføjelser til den voksende halmdukkeflok, kreeret af Esther, når hun udfoldede sine pædagogiske evner og underviste pr. eksempel.
Var der irritationsmomenter? Jovist; et stik af misundelse, når man ser frivillige, der er 30 år ældre end en selv, springe rundt som vårharer, imens man selv tøffer afsted som en gammel hund; placeringen på den gamle gård, længst muligt væk fra køkkenet med den hjemmekogte hønsekødssuppe, krustaderne og de smørbagte småkager; og halms evne til at kravle ind de fleste steder i ens tøj, uanset hvor mange lag man så har iført sig.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Men vi står der nok igen, når der en anden gang kaldes på frivillige. For det kan noget; det langsomme tempo, glæden ved at opleve børn, der opdager fortidens lyksagligheder, følelsen af at tilføre nyt blod til en gammel fortælling og fællesskabet – både med familien og i frivilliggruppen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Og så er der altså den der hønsekødssuppe og krustaderne, som man kan nå at snige sig omkring adskillige gange i løbet af en firetimers arbejdsdag.
