Franciska Tøgern hjælper med at give de første beskeder til forældrene.
Franciska Tøgern hjælper med at give de første beskeder til forældrene.
Lærer Rikke Holm spiller også med.
Lærer Rikke Holm spiller også med.

4.B sender forældre i udeskole

Torsdag den 8. juni var en ganske anderledes skoledag for 4.B på Store Magleby Skole. Klassens elever havde nemlig sat deres egne forældre på skolebænken for at indtage lærerrollen og guide forældrene gennem en række udeskoleaktiviteter i dansk og matematik, som de selv havde arbejdet på siden påske.

Udeskole er en betegnelse for undervisning, der på regel-mæssig basis flyttes ud af skolens klasseværelser og ud i skolens nærområde. Denne torsdag eftermiddag myldrede det derfor med forældre på skolens fodboldbaner, skolegård og bibliotek – men det var ikke bare sjov og ballade. Forældrene skulle nemlig både løse regnestykker og lære om ordklasser, mens de bevægede sig.

I Dragør kom udeskole for alvor på skoleskemaet i 2021, hvor der blev udnævnt en udeskolevejleder på hver skole. På Store Magleby Skole er denne vejleder Franciska Tøgern, og hun har sammen med sin kollega Rikke Holm hjulpet 4. B med at forberede skoledagen for deres forældres. 

Eleverne har været vant til selv at modtage undervisning uden for klassen, og nu blev det tid til at vise deres forældre, hvordan sådan en skoledag kan se ud.

»Der er ingen bedre måde at lære noget på end at lære det fra sig. Børnene har fundet på aktiviteter, de har forberedt dem, og nu skal de selv formidle dem videre. Det, tror jeg, der er en kæmpe læring i,« fortæller Franciska Tøgern. 

Hun er også overbevist om, at det må være tilfredsstillende for eleverne at se deres forældre lave de øvelser, de har fundet på.

Elevernes egne aktiviteter

Siden påske har klassen brugt en time om ugen på at opfinde deres helt egne udeskoleaktiviteter, hvor man lærer gennem bevægelse.

En gruppe havde forvandlet rundbold til en matematikopgave, hvor deltagerne først måtte løbe videre til næste kegle, når de havde løst et regnestykke.

En anden gruppe havde arrangeret et udendørs stratego, hvor forældrene blev sendt på banen med forskellige regnestykker. Den spiller med det højeste resultat fik pointet.

En tredje gruppe havde sat fokus på ordklasser. Her skulle forældrene trække et ord og dernæst skyde på mål efter den rigtige ordklasse.

Det har ifølge Franciska Tøgern også været en stor øjenåbner for eleverne, hvor svært det er at give en besked.

Eleverne havde øvet sig i at forklare øvelserne for hinanden, men opdagede hurtigt, hvor svært det var at få alle til at høre efter og rette sig efter instruktionerne. På den måde havde eleverne også været nødt til at øve sig på den didaktiske del af undervisningen og finde metoder til at få alle til at høre efter.

En af metoderne var den, Franciska Tøgern bruger til sin egen udeskoleundervisning. Hun beder eleverne om at stille sig skulder ved skulder, for så ved de, at der kommer en besked, de skal høre. En anden metode blev at bænke forældrene side om side på de dertil indrettede udendørsarealer, der er lavet til udeundervisningen.

Bidrager også til trivsel

Udeskoleundervisningen bruges blandt andet til at skabe større motivation for læring og tilgodese forskellige læringsstile – men det styrker også trivslen i klassen at komme ud af klasseværelset sammen.

Rikke Holm, der er lærer på Store Magleby Skole, har været med i hele processen sammen med Franciska Tøgern og 4.B. Hun fortæller, at formålet med at invitere forældrene også er, at de skal opleve de samme trivselsaktiviteter som forældregruppe, så de ikke kun mødes til forældremøder.

Når Rikke Holm kigger ud over dagens aktiviteter, lægger hun mærke til de mange forældre, der griner sammen, og børn, der er velforberedte og tager styring på, hvad der skal ske, fortæller hun.

»Forældrene har fået trivselsoplevelser sammen med deres børn, og de oplever børnene være stolte og forberedte. Og så er det en dag, der ikke handler om børnenes faglighed, men om deres kompetencer til at samarbejde og problemløse,« lyder det fra Rikke Holm.

Rikke Holm oplever, at eleverne ofte bliver vurderet på, hvor gode de er til at regne, eller hvor hurtige de er til at læse, men fremtidens kompetencer bliver i høj grad at arbejde sammen om at udvikle og drive en proces, fortæller hun. Og her har eleverne virkelig fået lov at vise, hvad de kan denne torsdag eftermiddag.

CL

Eleverne får ansvaret og guider forældrene.
Eleverne får ansvaret og guider forældrene.
Også søskende til eleverne i 4.B deltager i den helt specielle dag.
Også søskende til eleverne i 4.B deltager i den helt specielle dag.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk