Vi har modtaget:

Anvisningsstop

Boligselskabet Strandparkens ansøgning om helt eller delvist anvisningsstop blev ikke vedtaget i kommunalbestyrelsen

I forbindelse med en større renovering og ombygning af Strandparken – også kaldet »helhedsplanen« – har Boligselskabet Strandparken for at kunne genhuse internt under gennemførelsen af helhedsplanen i flere omgange ansøgt Dragør Kommune om helt eller delvist anvisningsstop. 

Kommunen har lovgivningsmæssigt ret til hver fjerde ledige bolig i Strandparken. I 2022 var der tale om syv boliger, som blev tilbudt – hvor kommunen anvendte fire, og de sidste tre gik tilbage til Strandparken til genudlejning.

Strandparkens ønske om et anvisningsstop ville medføre, at Dragør Kommunes lovfæstede ret til at anvise 25 procent af de ledige boliger skulle opgives i de mere end fire år, som det tager at gennemføre helhedsplanen.  

Forslaget fra Strandparken blev nedstemt i både Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen af Konservative, Venstre og Sydamagerlisten. Baggrunden for dette er, at Dragør Kommune har en boligsocial anvisningsliste til borgere, der er kommet i en akut social situation, i forbindelse med at de har mistet deres bolig. Disse borgere har vi en forpligtigelse til at tilbyde bolig. Det gør vi ved at benytte os af vores anvisningsret. Det ville være uansvarligt, hvis vi som kommune frasagde os denne mulighed. 

Lad os tage et eksempel med en mor med to børn, der i en akutsituation flytter på krisecenter. Hvis vi som kommune har frasagt os vores muligheder, vil vi ikke kunne hjælpe denne mor. Det vil betyde to ting. For det første vil familien i længere tid, end nødvendigt, skulle opholde sig på et krisecenter. For det andet at kommunen også får en merudgift, der ikke er nødvendig, da kommunen betaler for ophold på krisecentre. Der kan også nævnes mange andre eksempler. Dette er blot ét.

Så samlet set tager kommunen sit ansvar og sikrer en ansvarlig bolig- og socialpolitik. 

Strandparken kan stadig renovere, og der er iværksat andre tiltag, som boligselskabet har fået kommunalbestyrelsens godkendelse til. De har eksempelvis fået lov til at stoppe ventelisten og indskrivning i deres boliger i renoveringsperioden. 

Med venlig hilsen
Jan Madsen
Kommunalbestyrelsesmedlem for Konservative

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Historisk aftale sætter folkeskolen fri

Et bredt politisk samarbejde baner vejen for en skolereform, der giver lokal indflydelse og tilfredsstiller moderne uddannelsesbehov.

Dragørs Aktivitetshus, der har til huse i Wiedergården, er en af de institutioner, der har indsendt høringssvar til den nye socialpolitik. Arkivfoto: TorbenStender.

Ny socialpolitik

En ambitiøs plan for et mere inkluderende og sundere samfund i Dragør Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk