Vi har modtaget:

Nedrivning af Glistrupgård

Gården på Kirkevej forsumpede gennem mange år uden beboelse, så den til sidst kun egnede sig for nedrivning. En nedrivning, som kommunen gennem år forsøgte at foretage uden held.

Gennem en række år var der et grønsagsudsalg i laden på Glistrupgård – som i øvrigt var i strid med amtets regler om forretning direkte ud til en amtsvej.

Dragørs kommunaldirektør, Svend Rasmussen, blev lamslået, da amtets udvalg godkendte ansøgningen. Hvad, han ikke vidste, var, at jeg havde inviteret et udvalgsmedlem til en lørdag eftermiddag i Dragør, hvor jeg viste ham rundt blandt seværdighederne og til frokost på et lokalt spisested.

Han så også gårdsalget, hvor jeg snakkede godt for min syge moster for at lovligegøre forretningen ved næste møde. Og det gav pote.

Da amtsudvalget nåede frem til sagen om forretningen, mente de fleste udvalgsmedlemmer, at sagen lå lige for – et klart nej. Så tre udvalgsmedlemmer benyttede denne sag til at gå på toilettet. Da udvalget var decimeret med tre socialdemokrater, blev forretningen godkendt.

Forvaltningen var oprørt, men – de var hurtigt videre til næste opgave – og derved var sagen endelig.

Branden

I 2005 blev gården ramt af en brand. Og det kommunale brandvæsen rykkede ud for at slukke branden.

Onde tunger fortæller, at formanden for teknisk udvalg under brandslukningen mødte frem og trådte på vandslangen for at sikre sig, at ejendommen brændte helt ned. Men det er jo nok bare grimme rygter.

I dag har ejeren opført en pæn bolig.

Glistrupgård var i øvrigt en udflytterbondegård. Efter en stor brand i Store Magleby i 1800-tallet blev en del gårde ikke genopført i landsbyen af sikkerhedsgrunde. De blev i stedet for flyttet ud på markerne.

Morale

Moralen med grøntudsalget er, at ganske vist kan myndigheder udstikke rigide regler – og sådan nogle skal jo holdes.

Men der er dog trods alt stadig plads til fornuftige mennesker, som kan optræde – nåja, fornuftigt. Det er vel også derfor, grundlovsfaren indsatte byråd – og ikke bare overlod al styring til embedsmænd.

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Dansk Folkeparti i Dragør

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk