Nyt fra A27:

Sejre i lokalbrag

Det var en rigtig god weekend for A27. Den bød nemlig på to sejre, to uafgjorte og kun et enkelt nederlag – og det blev ikke dårligere af, at de to sejre var i prestigefyldte lokalopgør i Dragør mod overbygningen på B1908 og Fremad Amager – som nu spiller under navnet AC Amager Academy.

Det første lokalbrag stod lørdag den 24. april mellem U/17-holdene.

A27 brændte et straffespark i første halvleg ved stillingen 0–0. Derefter brændte gæsterne et par store chancer, inden Magnus Salbæk bragte A27 foran til pausestillingen 1–0.

I anden halvleg afgjorde Marius Rybner kampen til 2–0 på et straffespark begået mod Sejad Ismaili.

Søndag den 25. april var det så U/19-holdenes tur. Her satte A27 efter en jævnbyrdig første halvleg tingene grundigt på plads i anden halvleg.

Resultatet af kampen var med to pletskud fra topscorer Oscar Jørgensen og et enkelt selvmål slutstillingen 3–0.

Holdene U/16 og U/15 var begge hårdt ramt af skader og måtte bruge adskillige yngre spillere, men alligevel lykkedes det at hive to uafgjorte resultater hjem.

U/16-holdene spillede 3–3. A27s mål blev scoret af Mikkel Myrup Kjær (2 mål) – og Victor Ziegler Simonsen.

I U/15-kampen var det William Fruergaard Andreassen, der på straffespark stod for at score det udlignende mål til resultatet 1–1.

A27s eneste nederlag denne weekend faldt til de yngste på U/13-holdet. U/14-holdene sad over i denne omgang.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk