Vi har modtaget:

Året 2020 – inspiration og idéer til selvforkælelse

Coronavirus ankommer. Landet lukker ned. Livet går videre. Eller gør det?

Fra den ene dag til den anden blev livet anderledes. Kram og kys blev forbudt, renlighed kom i fokus – og hold afstand, bliv hjemme, undgå sociale sammenkomster blev dagens orden. Det er klart, at den besked slår hårdt ned. Vi er sociale væsener. Vi rammes på basale livsvilkår. Det gør selvfølgelig noget ved os. Nogle bliver bange, og andre tænker måske, at det skal nok gå alt sammen. Men som tiden går, og restriktionerne varer ved, bliver stadig flere mennesker yderligere berørt. Alt det, vi holder af, (stort set) bliver reguleret. 

Hvad er det for en virus? Hvad gør den ved os? Kan jeg dø? Får jeg mén? Vi har flere spørgsmål, end svar. Hospitalerne fortæller om forfærdelige tilfælde. Det sætter sig i os.

Det, vi oplever, responderer kroppen på. Er vi glade og lykkelige, bliver kroppen let, og er vi triste og bange, bliver kroppen træg, og måske får vi smerter. Det er en god idé at forsøge at bevare viljen og evnen til det gode liv også i vanskelige tider – at dyrke passionen, hvis der er en, ellers gælder det om på anden vis at flytte fokus fra kaos til det rare. Ikke som en distance, men som en ventil. 

Når jeg bliver ramt, personligt eller for eksempel som en del af en pandemi, så vælger jeg at gøre noget godt for mig. Jeg finder på gøremål, der gør mig glad, jeg er opmærksom på at få nærende energi, herunder optimal kost, jeg laver øvelser, der arbejder indeni, så min livsenergi får gode vilkår, og jeg husker at grine hver dag. I det hele taget sørger jeg for bevægelse, da jeg ved, det gør godt, og fordi jeg kan mærke fordelene.

I lommer af tid bearbejder jeg besværet og giver så slip. Kan jeg gøre noget, så gør jeg det. Men nogle ting er jeg ikke herre over, så øver jeg mig i at leve med det vilkår og agerer bedst muligt. Jeg renser i tankerne ved at skrive dagbog, og daglige meditationer brin-ger mig den ro, jeg søger. 

Jeg har mødt besværligheder, og det er hver gang oplevelser, der har hjulpet mig igennem prøvelserne. For mig er det opmuntrende at se på livet omkring mig med nysgerrighed. Udflugter, korte såvel som lange, hvor jeg bevæger mig i naturen, hvad enten det er gående, cyklende eller i bil, inspirerer mig, og jeg glædes. 

Det er mig en kilde til evig glæde at bo i Dragør, hvor naturens tilbud er mangfoldige og nemme at komme til. Når jeg bevæger mig rundt, modtager jeg nik og smil, jeg smiler også, og begge parter går lidt gladere hjem. Jeg gør i al fald. 

Til tider søger jeg også længere ud og ser andre steder, og det hele gør mig godt. Oplevelserne tager jeg med mig hjem i krop og sind – og nogle af dem som fotos. På den måde glemmer jeg besværlighederne for en stund. Det er med til at tanke mig op med gode energier, og derved føles byrden mindre tung.

En pandemi kan jeg ikke gøre meget ved. Men jeg kan sørge for at nurse mig selv, så jeg rystes mindst muligt: 

»Med rene hænder og afsprittet sind, går vi nu i dagene ind ... Lad os og naturen være, så vil I lære, hvor godt vi vil få det, hvor raske vi bliver, energi og liv det giver ...« 

Lyrik til eftertanke. Et udsnit af et digt, der kom til mig. Digtet indgår i den bog, som tiden fik mig til at skrive, fordi jeg ikke kunne lade være, og fordi jeg godt vil inspirere til at komme lidt lettere igennem besværlige perioder og dele idéer til selvforkælelse – en glad bog i en svær tid, som kom til at hedde »Året 2020 – almindelige dage i en ualmindelig tid«.

Med venlig hilsen
Monika L. Petersen

Vi har modtaget: Stor tilfredshed med sygeplejeklinikken

Jan Madsen, Theis Guldbech og Trine Søe, Konservative medlemmer af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget har skrevet et debatindlæg om...

Vi har modtaget: Stop – stop – stop!

Anne Grønlund skriver i dette debatindlæg, at hun vil have at politikerne beskæftiger sig med PFAS-forurening i steder for...

Vi har modtaget: Institutionsmedarbejdere takkes

Ida Lissau Jacobsen, Maria Dyrberg Dige og Martin Wittrup Enggaard opfordrer på vegne af #Hvorerderenvoksen Dragør at vi hylder...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk