Vi har modtaget:

Alle vil velfærden

Velfærd – det lader til, at alle partier, der stiller op i Dragør til kommunalvalget, pludselig har velfærd som deres absolutte mærkesag.

Det virker en anelse mistænkeligt, da flertallet, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, liste T og Venstre, sammen med Konservative de seneste fire år har skåret på velfærden igen og igen. 

Særligt børnehaverne har stået for, men også dagplejen og ældreplejen har måttet se ind i nedskæringer i den seneste valgperiode. Ja, faktisk er der blevet skåret på det meste.

Når der fra forældre og medlemmer af bestyrelser i institutionerne er blevet råbt vagt i gevær, er man blevet mødt med larmende tavshed fra partierne bag nedskæringerne. Derfor er det også en anelse ejendommeligt, når partier, der har ført spare-kniven, nu i valgkampen insisterer på at ville investere i den velfærd, som de har barberet gang på gang.

Men nu og i de næste par valguger vil alle prioritere velfærden. 

Konservative har sågar velfærd som et af deres højt prioriterede punkter, selvom udmeldingen samtidig er, at man vil skære i selvsamme velfærd. Uden dog at præcisere, hvor man vil investere, og hvor man vil spare.

Velfærden er ingen kanin

Velfærden er for vigtig til som begreb bare at blive trukket op som en kanin af hatten, hver gang der er valg. 

For SF er velfærden alt-afgørende for at udvikle vores kommune. Både i forhold til den enkelte borger, men også for at vi kan få et innovativt og rigt erhvervsliv i fremtiden. 

Børnene er vores fremtid, og vi skal pleje vores ældre med den respekt og omsorg, som de fortjener og har ret til.

Et er, at vores børn skal have trygge rammer, når de er helt små, men de skal også udvikle sig til at være kreative og engagerede unge mennesker – og her ser vi vores institutioner og skoler skal have en central rolle sammen med forældrene og foreningslivet.

SF Dragørs ambitioner

I SF vil vi prioritere velfærden, og vi har finansieringen på plads. Vi har foreslået en velfærdsprocent, som skal gå ubeskåret til velfærden i Dragør Kommune. 

Vi vil bruge pengene på at rulle besparelser tilbage, men også til at sikre fremtiden, hvor vi ser ind i flere børn og ældre med plejebehov.

Pædagogprocenten bevæger sig omkring 40% i Dragørs institutioner, hvilket burde være et kæmpe alarmsignal til kommunalbestyrelsen, men realiteten er, at det kun er gået den forkerte vej de sidste fire år – og at ingen har reageret. Målet for SF Dragør er 80%, hvilket også er BUPLs anbefaling. Første delmål vil være minimumskravet på 60%, som er Dragør Kommunes aktuelle målsætning. Det bliver en kæmpe opgave at nå op på vores mål på dette punkt og en række andre velfærdsområder, men vi har mod på at påtage os opgaven og kæmpe for at få fokus tilbage på den reelle velfærd.

Velfærdens vagthund 

Selvfølgelig skal vælgerne lytte til politikerne i de næste par ugers valgkamp, men husk også lige på, hvad der blev sagt i sidste valgkamp, og hvad der så er sket de seneste fire år. 

Vi håber og tror, at flere partier, herunder Socialdemokratiet, mener det, når de siger, at velfærden er deres mærkesag, men vi forbeholder os retten til at være skeptiske efter den seneste valg-periode. Vi kan garantere, at SF Dragør bliver velfærdens vagthund de næste fire år.

Med venlig hilsen
Martin Wittrup Enggaard
SF Dragør

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk