Bibliotekernes verdensmålsuge

Dragør Bibliotek blev certificeret som verdensmålsbibliotek i sommeren 2022 og bruges derfor nu til at udbrede kendskabet til FN’s 17 verdensmål, mens man samtidig tænker målene ind i dagligdagen.

Igennem udlån af bøger og andre materialer betragtes Dragør Bibliotek allerede som en bæredygtig institution, men helt praktisk betyder certificeringen, at medarbejderne også forsøger at indtænke genbrug, hvor det kan lade sige gøre, og dermed nedbringe bibliotekets samlede CO2-fodaftryk. Som eksempel herpå kan nævnes genbrug af forsendelsesmaterialer fra leverandører, begrænsning af papirforbrug samt udlån af stofposer i stedet for salg af plasticposer – eller blot noget så simpelt som at huske at slukke lyset eller at fylde opvaskemaskinen helt.

Som en del af verdensmålsugen UGE17 afholdes der havedag i bibliotekets gårdhave. Arkivfoto: TorbenStender.
Som en del af verdensmålsugen UGE17 afholdes der havedag i bibliotekets gårdhave. Arkivfoto: TorbenStender.

UGE17

UGE17 er navnet på de danske folkebibliotekers nye verdensmålsuge. I den uge vil man også på Dragør Bibliotek sætte lidt ekstra fokus på verdensmålene. Det sker både med udstillinger og arrangementer.

Således vil der rundt omkring på biblioteket være små udstillinger, som skal sætte fokus på enkelte verdensmål og på FN’s børnerettighedserklæring, mens der allerede i den kommende weekend vil blive afholdt hele to arrangementer, hvor fokusset sættes på både bier og blomster.

På lørdag, den 22. april, kl. 10–11.30 afholdes der havedag i bibliotekets gårdhave. Her vil der være mulighed for at bytte planter og for at høre Lions Dragør fortælle om biodiversitet og biprojektet i Søvang. Samme dag – kl. 10–13 – vil børnebibliotekaren først læse en god historie om blomster, og bagefter gives børnene mulighed for at lave sine egne langtidsholdbare papirblomster.

Torsdag den 27. april kl. 13–14 afholdes et streamet foredrag med influencer Gitte Marie Johansen. Foredraget har titlen »Fra klimaangst til handlekraft«.

I en officiel folder, der er udgivet i forbindelse med ugen, fortælles om de enkelte mål og gives inspiration til, hvad man selv kan gøre for at fremme verdensmålene? Folderen fås på biblioteket.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk