Vi har modtaget:

Causeri om Schleimann

Jørgen Schleimann fik for nogen tid siden en lidet flatterende omtale i Politiken, han blev kaldt en fedtsyl, hvilket har sat nogle tanker i gang hos mig. Jeg sejler Danmark rundt hver sommer, og et år havde Aase og Jørgen Schleimann inviteret min kone og mig til at fejre Bastilledagen med dem i Gammel Skagen, hvor de havde lejet et hus for sommeren. Menuen stod på le coq au vin i anledning af den 14. juli – i glasset en pinot noir.

Jørgen var frankofil om en hals. Hver dag læste han le Monde og le Figaro, og han havde en lejlighed på toppen af Montmartre. Mitterand havde inddraget ham i Legion d’Honneur. Han skrev med indgående viden om Frankrig og fransk indflydelse i Nordafrika og fransk Indonesien. Han var medlem af Dansk Fransk Selskab. Han begærede sin afsked fra Danmarks Radio, fordi DR forlangte, at han som chef for nyhedsformidlingen i DR skulle indføre en rotationsordning blandt DR’s korrespondenter. Det nægtede han, idet han havde indsigt i, hvorledes det kunne tage år at opbygge det netværk, udenrigskorrespondenterne skulle kunne fungere i. En rotationsordning ville fuldstændig ødelægge korrespondenternes muligheder. Ib Rene Cairo ville skulle begynde forfra et helt andet sted. Derfor sagde han op, på trods af at det var ham, der som chef havde fornyet DR’s nyhedsformidling.

Han var opvokset hos sine plejeforældre i Humble på Sydlangeland, og den »långelaeske« dialekt forlod ham aldrig. Selv når han talte i radioen og i fjernsynet, hvor han bestræbte sig på at tale formfuldendt dansk, skinnede hans sy’fynske dialekt alligevel igennem. 

Han var vinkender, og han var madglad, og vi lærte ham at kende, fordi min kone lavede egnsretter. Efter et besøg på Dragør Havn kom jeg engang hjem med en stor pose stenbiderhanner (dem jyderne kalder københavnere – de kan jo ikke bruges til noget). De blev kogt til gele med løg og andet godt og blev til stenbider i surt. Det og min kones sønderjyske frikadeller med estragon satte Jørgen til livs med glubende appetit. Han var lidt rund i formerne og pegede en gang på sin vom og sagde: »Den er min, og den har sat’me været dyr!«

Han blev direktør for Det Danske Hus på Champs Elysée i Paris, men han forlod ikke journalistikken. Han tordnede mod styret i Sydafrika, og da han og Aase under et besøg hos deres søn, Finn, der var læge i Læger uden Grænser, ville et smut over grænsen til Sydafrika, blev de nægtet indrejse og måtte overnatte i stiv kulde i Negevørknen. Apartheidstyret kunne ikke rumme en kritiker.

Jørgen Schleimann blev af Det Berlingske Hus hentet hjem til stillingen som chefredaktør for Weekendavisen, og fra denne stol blev han i 1987 udpeget til direktørstillingen for TV 2. Her skulle han være den kreative leder og skabe en ny tv-station fra scratch! – en reklamefinansieret tv-station, der skulle bryde DR’s monopol som landsdækkende tv-kanal. Kvægtorvet i Odense blev udpeget som TV 2’s hovedsæde, og her skabte Schleimann en moderne tv-station fra ingenting til noget, der gjorde DR rangen stridig. Man glemmer ikke billedet af Schleimann, der viser Dronning Margrethe II rundt på Kvægtorvet. Billedet er taget i hovedgangen med de to aktører set bagfra med en bevaret tekst på en af buerne over deres hoveder »Trækken med kreaturer i hovedgangen forbudt«.

Stationen åbnede i 1988, og på et tidspunkt kom Jørgen ovenud lykkelig og sagde til mig: »Det er lykkedes mig at ansætte Ulla Therkelsen som udenrigskorrespondent!« 

Hun har været der siden og er der stadig!

Jørgen Schleimann var skaberen af TV 2, og han var dens ubestridte leder og idémand, men over sig havde han en bestyrelse med en formand, der ikke var rundet af medieverdenen. Mellem dem var en afstand til Jørgen Schleimanns progressive visuelle verden.

Jørgen Schleimann var konsekvent i sin ledelsesstil – han satte høje mål og gik efter bolden, aldrig personen – og når en journalist ved Politiken kalder ham for en fedtsyl, fordi han efter en opgave byder på en pølse ved en pølsevogn, ligger der heri nok en vurdering af en professionel indsats i stedet for et udtryk for påholdenhed.

På sejlturen til Skagen var jeg nået til farvandet syd for Endelave. Jeg sad for en halvvind i mine egne tanker, da der lige så stille gled et hoved op af vandet. Det kiggede længe på mig. Det var Schleimann, der med sit overskæg i vandskorpen betragtede mig, og som efter et langt øjeblik lige så stille gled ned under vandet, hvor det kom fra ... Det var naturligvis en sæl, men ligheden var slående.

Coq au vinen havde han forberedt tre dage forinden ved at partere hanen og marinere den sammen med de krydderurter, klitten kunne præstere. Porsen var nok den mest fremtrædende. Dagen efter kogte han hanen i rødvinsmarinaden sammen med et kraftben for derefter at stille den koldt i et døgn, så krydderierne kunne komme til deres ret. På dagen varmede han retten med kantareller, han havde fundet under nogle hvidtjørne. Kraftbenet fik min hund. Hanen blev drysset med kørvel og bredbladet persille. Vinen i glasset var lidt mere kølig, end temperaturen i Bourgogne. Det var perfekt.

Det var 14. juli, og det var sommer. Bagefter tog vi en svømmetur i Skagerrak.

Med venlig hilsen
Ole Storgaard