Charlotte og Kim Gravenhorst arbejder med menuer, drinks og ny bog under nedlukningen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Charlotte og Kim Gravenhorst arbejder med menuer, drinks og ny bog under nedlukningen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Det vides ikke endnu, om der kommer kongekrabbe på menuen, når Restaurant Beghuset får lov til at åbne. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Det vides ikke endnu, om der kommer kongekrabbe på menuen, når Restaurant Beghuset får lov til at åbne. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Coronanedlukning bag facaderne

Coronanedlukningen har varet længe nu, og butikker og restauranter er fortsat lukkede. Dragør Nyt har besøgt nogle af Dragørs erhvervsdrivende for at høre, hvad der sker bag de lukkede døre

Af Birgit Buddegård

Coronanedlukningen af butikker og restauranter har stået på siden december – og ingen tør spå om, hvornår det bliver muligt at åbne igen.

Men én ting er nok sikker, restaurationslivet står ikke først i køen til åbning, og om de mindre detailbutikker får lov at åbne til marts er også tvivlsomt. For godt nok er smittetallet lavt, men den britiske mutation B117 ligger på lur. 

Så ingen af de erhvervsdrivende, Dragør Nyt har talt med, ved, hvad de kan regne med, men de tager det med oprejst pande og erkender, at nedlukningen er nødvendig – men det gør jo ikke bekymringerne mindre.

På Restaurant Beghuset er alle arrangementer udskudt til maj, lyder det fra Charlotte og Kim Gravenhorst. 

Bortset fra julekoncerterne, der er helt aflyst, for de er jo ikke interessante til foråret, konstater de tørt.

Julesalget forsvandt, og personalet er hjemsendt med løn. De håber på at få lov at åbne den 3. marts, men er bevidste om, at det næppe er realistisk. 

Men de er nødt til at gøre sig klar, for det tager lang tid at komme op i gear, fortæller de.

Umiddelbart før nedlukningen skulle de have haft et bryllup for 77 personer. Forsamlingsforbuddet blev ændret, så de kun måtte være 50, og festen blev derfor aflyst.

Men maden var indkøbt, så de gik i gang med at tilberede det på forskellig vis – der blev vakuumpakket og confiteret – og så spiste de selv godt i de dage, konstaterer Kim Gravenhorst med et lille smil. Så decideret madspild blev undgået. 

Under nedlukningen har de malet – det gjorde de også i foråret – så restaurationslokalerne fremstår yderst velholdte.

Nye idéer til restauranten

I Beghuset arbejdes også med nye idéer til restauranten – især vegetariske retter – og de har tænkt sig at fortsætte med tre menuer med henholdsvis fisk, kød og vegetarisk – og måske med tiden vegansk. 

Der er ikke langt fra det vegetariske køkken til det veganske, siger Kim Gravenhorst og understreger, at man altid kan bestille vegansk mad på restauranten.

Charlotte Gravenhorst har brugt tiden til at eksperimentere med en ny drink, som skal bruges til at markere genåbningen, når den kommer. 

Parret er spændte på, hvornår de må åbne, men er også helt bevidste om, at de vil åbne til en tom ordrebog. Der er ingen selskaber på denne side af sommerferien, konstaterer Charlotte Gravenhorst.

De erkender, at nedlukningen er nødvendig, men synes også, frustrationerne er lidt større her ved anden nedlukning. For de mindre arbejdsgivere – enkeltmandsvirksomheder – er overskuddet lig med lønnen, og når der ikke er noget overskud – og det er der i sagens natur ikke – så er der heller ingen løn. De har dog ikke mistet modet og har lavet »fitnesscenter« i teatersalen, så de kan holde sig i form. De er jo vant til at gå meget i løbet af en arbejdsdag, så de skal være i god form til, de må åbne.

Kim Gravenhorst arbejder også med en ny kogebog – noget han har tænkt på i nogle år, men nu er tiden til det. Han må ikke røbe, hvad den kommer til at indeholde, men ler og siger, at det ikke bliver noget med havtorn. Men han går og eksperimenterer i køkkenet og tænker på opskrifter.

Kammuslinger og kongekrabbe

Denne dag kan parret fremvise levende kammuslinger – skallerne er utroligt flotte – og en levende kongekrabbe.

Den er lidt skræmmende, som den ligger i sin kasse på bordet, og Kim Gravenhorst fortæller, at de kan blive helt op til fem meter i diameter, når benene foldes ud, så det er lidt af en krabat. 

Inden den kommes i gryden med kogende vand, slår Kim Gravenhorst den nådigt ihjel – og i gryden, hvor den står og bobler, får krabben den flotteste røde farve. 

Om det bliver retter med disse ingredienser, der kommer i den nye kogebog eller på Beghusets spisekort, vides ikke, men parret glæder sig i hvert fald til at åbne igen. 

På Drag­ør Badehotel laves – lige som under forårets nedlukning – takeawaymad ...
På Drag­ør Badehotel laves – lige som under forårets nedlukning – takeawaymad ...
... som prompte afhentes af kunderne. Fotos: Hans Jacob Sørensen.
... som prompte afhentes af kunderne. Fotos: Hans Jacob Sørensen.

Takeaway fra Dragør Badehotel

Lige som under nedlukningen i foråret, leverer Dragør Badehotel takeaway – og det går rimeligt godt, fortæller Ingela Andersson. 

Folk ringer og sender e-mails, og de har faktisk haft rigtig travlt på det sidste – men der er plads til flere kunder – bare badehotellet får besked i forvejen. Og for et mindre gebyr bringer de også maden ud i Dragør.

Det meste af badehotellets personale er hjemsendt, men der er altså personale i køkkenet.

Ingela Andersson fortæller, at de gerne må have folk boende på hotellet, men da de ikke må holde åbent i restauranten, får gæsterne maden op på værelset som takeaway.

Romantisk weekend

Dragør Badehotel tilbyder et romantisk weekendophold for to, og sidste weekend, hvor det også var valentinsdag, var der flere, der benyttede sig af det.

Men også de kommende weekends er det muligt at booke et værelse og få en trerettersmenu bragt til værelset – og naturligvis kan man også købe vin til.

Om morgenen serverer Dragør Badehotel en continental morgenmad med te og kaffe samt juice – også på værelset.

Dragør Badehotel konstaterer, at med corona, isolation, hjemmeskole og hjemmearbejde kan det være tiltrængt med en rolig weekend med spadsererture i Dragørs smukke gader og omgivende natur. 

Ingela Andersson håber snart at kunne åbne igen, men forventer det bliver med restriktioner. Men når restauranten igen slår dørene op, bliver det med helt nye menuer til både børn og voksne.

Maria Nielsen fra Guldsmeden Barbara Maria forklarer, at smykkeværkstedet stadig holder åbent, og at nye varer kan købes via hjemmesiden. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Maria Nielsen fra Guldsmeden Barbara Maria forklarer, at smykkeværkstedet stadig holder åbent, og at nye varer kan købes via hjemmesiden. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Thomas Nielsen arbejder i værkstedet. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Thomas Nielsen arbejder i værkstedet. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Urmager- og smykkeværkstedet er åbent

Hos Guldsmeden Barbara Maria er vinduerne flot vinterpyntede og ser tillokkende ud. Maria Nielsen fortæller, at hun og ægtemanden Thomas Nielsen havde overvejet at vente med at pynte, men besluttede nej – det skal være flot og give håb.

Parret bruger tiden på at skabe nye smykker og kollektioner, og de har arbejdet med hjemmesiden, der nu er helt opdateret.

Maria og Thomas Nielsen understreger, at der er åbent på værkstedet – hvor de skifter batterier, foretager trykprøvninger, skifter urremme, reparerer smykker, graverer og meget andet. Et ur, der ikke går, er jo ikke til megen nytte – og der er såmænd kommet folk fra Tårnby og Kastrup, der har opdaget, at Barbara Maria kan hjælpe.

Men coronatiden er hård, medarbejderne er sendt hjem, og der er for lille omsætning, konstaterer Maria Nielsen.

Der er dog ikke så meget panik, som der var i foråret under den første nedlukning, hvor alle var meget utrygge, siger hun – nu har de fået erfaringer, og kunderne er meget respektfulde og spritter af og bærer mundmind, lyder det fra Maria Nielsen. 

Kunderne må ikke komme ind, men står i døren – og Maria Nielsen har endda stået med ringmåleren ude på gaden, fordi vielsesringen var blevet for lille og skulle laves større. 

»Coronakiloerne« sætter sig alle steder, og Maria Nielsen laver langt flere ringe større end mindre.

Køb via hjemmesiden

Det er stadig muligt at købe smykker via hjemmesiden – mange fester skubber sig i denne tid, men selvom man ikke kan holde en rund fødselsdag, kan man jo godt ønske sig en dejlig gave, smiler Maria Nielsen.

Og Maria Nielsen fortæller, at de har forlænget byttereglerne til efter forretningens  genåbning, så det er trygt at købe.

En del bruger nedlukningen til at rydde op i deres smykkeskrin og indleverer dem til Barbara Maria for at få dem vurderet eller omforandret. 

Maria Nielsen er glad for de meget loyale kunder – det mærkede hun og Thomas Nielsen også op til jul, hvor mange valgte at købe julegaver hos dem.

»Vi sælger symboler på kærlighed,« smiler Maria Nielsen og tilføjer, at i en tid som denne stiger affektionsværdien for smykkerne. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk