Erik Skovgaard Nielsen.
Erik Skovgaard Nielsen.

Vi har modtaget:

Den gode udvikling skal fortsætte

Venstre går til valg på, at den gode udvikling i Dragør skal fastholdes – også de kommende fire år. 

Vi har en fantastisk kommune med store kultur- og naturværdier. Vi har nær afstand og dialog mellem politikere og borgere, så alles synspunkter har mulighed for at blive hørt. Det er et privilegium, vi har som lille og selvstændig kommune, og det skal vi fastholde fremover.

Det seneste budgetforlig demonstrerer også, at der styr på økonomien og dermed fundamentet for vores lokale velfærd. Vi bruger alt det, vi må i henhold til de overordnede rammer sat af regeringen – i vores tilfælde 705,5 mio. kr. i 2022. Samtidig har vi en stor kassebeholdning på p.t. cirka 85 mio. kr. – langt højere end målsætningen på 40 mio. kr., og vi har et stort og voksende overskud på kommunens drift de kommende år. 

Med en Venstre-borgmester har vi vist, at vi kan formidle det brede samarbejde, som er nødvendigt for at sikre gode, solide og holdbare løsninger. Det er der også brug for fremover, når vi skal tackle de store udfordringer, vi ser ind i. Tænk blot på kystsikringen, et – heldigvis – stigende antal ældre de kommende år og på klimaudfordringen generelt, som også vil kræve meget af os som borgere i Dragør. Det er udfordringer, som kræver holdbare løsninger med bred opbakning.

For Venstre er det afgørende, at vi kan træffe beslutninger på disse store og langtrækkende områder i et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen, hvor vi alle bøjer ind mod hinanden, så ingen får alt, men alle får noget. 

Den linje søger vi fortsat opbakning til ved dette valg. Så hvis du ønsker, vi i Dragør Kommune skal fortsætte ad dette spor, så stem på en af Venstres kandidater og vær med til at sikre, at Helle Barth kan fortsætte som borgmester de kommende fire år.

Med venlig hilsen
Erik Skovgaard Nielsen
Nr. 2 på Venstres opstillingsliste til kommunalvalget og formand for Venstre i Dragør

Vi har modtaget: Den borgernære sundhed er vigtig

Erik Skovgaard Nielsen (V), kandidat til KV21 og formand for Venstre i Dragør, har indsendt et debatindlæg om sundhed....

Vi har modtaget: En holdbar kystsikring

Trine Søe (C), kandidat til KV21, har indsendt et debatindlæg om kystsikring. Læs mere

Vi har modtaget: Dragør er ikke til salg

Kim Dupont (V), kommunalbestyrelses­medlem, har indsendt et debatindlæg om Dragør Kommunes selvstændighed. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk