Mette Jansen, formand for Dragør Biografforening. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Mette Jansen, formand for Dragør Biografforening. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Fokus på foreningslivet:

Dragør Biografforening

Siden stiftelsen i efteråret 2014 har Dragør Biografforening sørget for, at Dragør Bio er en levende biograf med gode film og andre oplevelser

Af Birgit Buddegård

Dragør Bio har været lukket på grund af coronarestriktioner både under første og anden nedlukning. I anden omgang endda rigtig længe, så det er en god nyhed, at biografen igen må åbne torsdag den 6. maj, lyder det fra Dragør Biografforenings formand, Mette Jansen.

Dragør Biografforening blev stiftet den 28. oktober 2014, og Mette Jansen har været formand lige siden.

Dragør Nyt har mødt hende til en snak om blandt andet at drive biograf på frivillig basis, coronanedlukning og fremtiden for biografen.

Der er jo stadig et godt stykke tid til, biografen må åbne – og det er endnu ikke meldt ud, hvor mange gæster, der må komme ind, men der hersker ingen tvivl om, at Mette Jansen glæder sig til igen at se biografgæster.

En ting har myndighederne dog gjort klart – nemlig at man skal vise det såkaldte coronapas for at komme i biografen.

Coronapas og tryghed

Mette Jansen ser ikke coronapasset som et problem for biografen. Biografen er også til for at skabe relationer, siger hun, og de frivillige byder altid gæsterne velkommen inden for, og så kan de jo ved  samme lejlighed kigge på coronapasset.

Det er vigtigt at skabe tryghed og give instruktioner om gældende coronarestriktioner, så det skal nok gå, mener Mette Jansen.

Hun fortæller også, at byen ikke har ønsket nummererede pladser i biografen – men det har været nødvendigt for at opfylde restriktioner om afstand, da de fik lov at åbne efter første nedlukning. Gæsterne måtte heller ikke forsamles i caféen eller foyeren, og Mette Jansen antager, det også bliver sådan, når de må åbne igen til april.

Men Dragør Bio er trods restriktioner stadig den samme hyggelige biograf. Hun fortæller, hvordan der efter første nedlukning virkelig kom mange gæster, så der var lang kø, og der skulle sprittes af – men så ventede de da bare med at starte filmen, til alle var indenfor.

Film udsat gang på gang

Premierefilmene er udsat gang på gang, fortæller Mette Jansen. Filmselskaberne udskyder jo klart nok, for der skal jo være publikum til en film.

Mette Jansen håber, biografforeningen nu kan lave et rigtig godt program for den kommende tid, når biografen igen må åbne.

Frivillige driver biografen

Biografen ville ikke kunne drives, hvis man skulle have ansatte – de frivillige er forudsætningen for, at Dragør Bio kan eksistere.

I øjeblikket er der omkring 50 frivillige, og foreningen har nogle på venteliste, men kan godt bruge flere, når de åbner igen, siger Mette Jansen.

De frivillige udfører alt arbejde i forbindelse med biografen – fra forevisning af film, til rengøring og indkøb til kiosken.

Dragør Biografforening vil gerne have flere medlemmer. Vi skal op på 1.000 medlemmer, fortæller Mette Jansen.

Medlemskabet er en støtte til, at Dragør kan have en biograf, men som medlem får man også et særligt tilbud om månedens film, ligesom medlemmerne et par gange årligt inviteres til en gratis forestilling.

Mette Jansen er taknemmelig over, at Dragørs borgere vil have en biograf, og glæder sig over den opbakning, der er til den.

Film skal ses i biografen

Samarbejde med skoler og kulturinstitutioner betyder meget, siger Mette Jansen.

Kultur, film og historie er en dannelsesrejse for børn – og for så vidt også for voksne, mener hun – og understreger med et stort smil, at derfor skal film ses i biografen.

De unge kan være svære at lokke i den lokale biograf, derfor er ungdomsklubben vigtig, lyder det fra Mette Jansen.

For når Dragør Bio inviterer til natbio, kommer de unge, siger hun. Så medbringer de soveposer, spiser pizza og ser to til tre film på en nat.

Børnefilm er også populære, og da Dragør Bio viste en film om Lassie, inviterede de Dragørs hunde med. Det var en særlig oplevelse.

Det var fremvisningen af John Mogensen-filmen også, hvor Mette Jansen med et smil mindes, hvordan publikum sad på rækkerne og sang med af fuld hals.

Dragør Bio har lagt sal til et valgmøde, og det sker også, at nogle af Dragørs erhvervsdrivende inviterer kunder til events, hvor de så kan bruge lærredet til fremvisning af for eksempel firmaets produkter.

Dragør Bio inviterer også unge mødre til babybio – til tider uden baby – for så kan der strikkes imens, da lyset ikke er helt slukket til disse forestillinger.

Et andet tiltag er Bog og Bio, hvor publikum har læst en bog og bagefter ser filmen i biografen, hvor de så efterfølgende kan drøfte både bog og film.

Ghita Nørby og Viggo Mortensen har flere gange lagt vejen forbi Dragør Bio.
Ghita Nørby og Viggo Mortensen har flere gange lagt vejen forbi DragørBio.

Gallaforestillinger

Dragør Bio er gode til festforestillinger, hvor den røde løber er lagt ud foran indgangen, der flankeres med flag. Biografen formår at tiltrække store navne til at besøge sig, senest har Viggo Mortensen – igen – været her, endda mens der var coronarestriktioner.

Og Ghita Nørby har ligefrem meddelt, at Dragør Bio er den mest fantastiske biograf i landet.

Filmtræf

Dragør Biografforening deltager i et såkaldt filmtræf, der afholdes af Foreningen for mindre og mellemstore biografer. Her præsenterer filmselskaberne deres film over tre dage, og man ser på hvad Cannes filmfestival og andre store festivaler har brugt, og hvad der kan være af interesse for Dragør.

(Artiklen fortsætter efter billeder.)

Der var stort fremmøde til danmarkspremieren på filmen Jauja den 6. maj 2015 – blot fem dage efter at biografforeningen overtog driften af Dragør Bio.
Der var stort fremmøde til danmarkspremieren på filmen Jauja den 6. maj 2015 – blot fem dage efter at biografforeningen overtog driften af Dragør Bio.

Gæster fra nær og fjern

Ikke kun Dragørs borgere nyder at komme i Dragør Bio. Der kommer også gæster fra København, Ishøj og Køge – det er attraktivt at gå en tur i Dragør og bagefter gå i Dragør Bio, fortæller Mette Jansen.

Biografen forsøger også at lokke sejlgæsterne i biografen, fortæller hun – og er glad for, at Visit Dragør omtaler biografen.

Dragør Bio har også et samarbejde med Tårnbys skoler og institutioner, der indimellem vælger at tage på udflugt herud til Dragør Bio.

En fremtidssikret biograf

Dragør Biografforenings lejekontrakt for biografen udløber i april 2023. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der af kommunen har fået til opdrag at komme med et oplæg til, hvad der så skal ske.

Arbejdsgruppens konklusioner bliver offentliggjort efter påske, og Mette Jansen vil derfor ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for tankerne om biografens fremtid. Men hun erkender, at den nuværende biograf er gammel, og vil godt røbe, at det er et ønske med lidt mere plads – gerne to, eller i hvert fald halvanden, sale.

Det er nemlig et krav, at premierefilm skal køre i 11 dage. Og det kan være en udfordring, fordi Dragør Bio kun har én sal. For de sidste dage kommer der måske så få, at det ville spiller færdig.

Det står helt klart, at det ligger Mette Jansen meget på sinde at fremtidssikre Dragør Bio, så Dragør også har en biograf i fremtiden.

Yderligere information på: www.dragoerbio.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk