Dragør medvirker ikke i buskampagne

Et snævert flertal i By-, Erhvervs- og Planudvalget har stemt nej til at deltage i Movias »winback«-kampagne

Coronapandemien har ramt den offentlige transport hårdt. Det dalende passagertal i blandt andet busserne giver indtægtstab for den kollektive transport.

For at modvirke det dalende passagertal og deraf indtægter anbefaler Movia kommuner og regioner at investere i en fælles kampagne, som skal vinde de tabte kunder tilbage. 

Efter planen vil Movia lancere en basiskampange, hvor klimafordele ved offentlig transport er det overordnede tema.

Kommuner er fra Movia blevet tilbudt at købe sig ind i kampagnen igennem to forskellige pakker. De to pakker koster henholdsvis 70.000 kr. og 160.000 kr. Med pakkerne tilbyder Movia at øge rækkeviden af kampagnen og den lokale forankring.

De kommuner, som vælger den store pakke, får et større udbud af kampagnemateriale, eksempelvis en quiz. Efter planen skal de kommuner, der vælger den store pakke, ligeledes afholde en »klimadag«, hvor passagerer gratis vil kunne benytte internt finansieret buslinjer. Denne klimadag forventes af blive afholdt lørdag den 18. september. 

Snævert flertal

Dragør Kommune har i år afsat 6,9 mio. kr. til busdrift. I Movias seneste estimat skønnes det dog, at den offentlige transport i år kommer til at koste 115.000 kr. mere, end hvad der er afsat i budgettet – en deltagelse i kampagnen vil selv ved at vælge den lille pakke sende budget-overskridelsen op på 185.000 kr.

Pengene til overskridelsen kan dog findes, idet busdriften sidste år blev billigere, end det var forventet. Dragør Kommune har aconto betalt Movia 300.000 kr. for meget for driften. Dette beløb vil blive betalt tilbage til Dragør Kommune ved årsskiftet 2021/2022.

Socialdemokratiet og liste T, der sammenlagt har tre medlemmer i By-, Erhvervs- og Planudvalget stemte for deltagelse i projektet, mens et flertal på de fire udvalgsmedlemmer fra Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre stemte imod.

TM

 

Arkivfoto: TorbenStender.
Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk