Vi har modtaget:

Dragørværdier – kviste på taget

Røde tegltage er sammen med de gulkalkede facader det mest iøjnefaldende træk ved Dragørs cirka 350 beboede, gamle huse. Men der er også et betydeligt antal huse med stråtag (cirka 75). 

Oprindeligt i 1700-tallet var alle Dragørs huse bindingsværkshuse med stråtag. Senere i 1800-tallet, da sejlskibsfarten bragte velstand til byen, blev husene efterhånden grundmurede, og holdbare, røde tagsten erstattede stråtagene, der oftere krævede udskiftning. De røde teglsten og gule mure kom til at skabe byens særpræg og helhed. Tegltagene er traditionelt forsynet med en speciel »opskalkning«, dvs. at der er opsat lister på spærene forneden over tagrenden, som hæver de nederste teglsten og får taget til at »løfte sig« og ikke virke klodset.

Frem til 1900-tallet var der normalt ikke beboelse på tagetagen, og husene havde ingen kviste. Tagetagen var ikke opvarmet, men blev kun brugt til opbevaring af skibsudstyr og fiskeredskaber m.m. Flere steder i den gamle by kan man se små lemme øverst på gavlen, hvor man kunne stikke sejlstag o.a. ind. På dette tidspunkt var der kun sparsom villabebyggelse uden for den gamle bydel, som endnu var beboet af jævne folk, søfolk, fiskere og håndværkere.

Efter 2. verdenskrig skete der i 1950’erne og frem en betydelig byudvikling i Dragør. Interessen for at bo i Dragør blev stor. Også i den gamle by begyndte nye familier at flytte ind, og de traditionelle beboere rykkede ud. De nye tilflyttere havde ikke samme spartanske livsstil, som de gamle beboere havde. Man ønskede at bo moderne og mere bekvemmeligt og fremfor alt at skaffe sig mere plads i de gamle huse. Derfor begyndte man at inddrage tagetagen til beboelse og at opføre tagkviste for at skaffe lys til 1.-salen.

I 1960’erne og 1970’erne var tendensen ved at løbe løbsk. Behovet for plads syntes umætteligt. Folk ansøgte om kviste i alle mulige udformninger. Kommunens arkitekt, Povl Abrahamsen, så udfordringen og udarbejdede den første bevarende lokalplan. Her anviste han på konstruktiv vis fire typer kviste, der passede til den traditionelle byggeskik.

Siden har den bevarende lokalplan sørget for, at kvistene ser nogenlunde harmonisk ud, selvom jeg mener, at der er kommet lige lovlig mange af dem. Der er i dag så mange kviste, at det begynder at være svært at opfatte husenes oprindelige tagflader som et karakteristisk træk ved den gamle by. Desværre dukker der også stadig eksempler på selvtægt op med kviste, der ikke følger den bevarende lokalplan.

Den traditionelle Dragørkvist er slank, som man kan se på murede frontkviste på den lokale bygmester Blichmanns bygninger. Og en kvist kan også passes fint ind på et stråtag.

Selvfølgelig skal man bruge vores gamle huse til et moderne liv, men vi må prøve at vælge så smukke og respektfulde løsninger som muligt for at bevare vores særlige bymiljø.

Med venlig hilsen
Jan Engell
Byplanarkitekt
Magstræde 4