Vi har modtaget:

Måske e-gas bliver fremtiden

Dragørs borgere er hårdt ramt på flere områder ...

Det går ikke Dragørs vej for tiden. Dragørs borgere er på grund af de høje gaspriser de hårdest ramte borgere i hele Danmark. 

Samtidig skal vi som en lille og sårbar kommune finansiere et kystsikringsprojekt til måske 7–800 mio. kr. Og oven i skal vi fortsat bidrage med flere hundrede mio. kr. hvert år til den kommunale udligningsordning, der skal sikre andre kommuners overlevelse! Solidariteten går ikke vores vej.

Gasfyr – eller ikke gasfyr

Alt imens vi planlægger at udfase naturgassen, søger industrien, politikere og borgerne nye veje. 

Luft til vand-varmepumper kan være en af løsningerne. De duer bare ikke i den gamle by eller i de tætte gård- og rækkehusbebyggelser. 

Støjgener og enstrengede centralvarmesystemer blokerer for udbredelsen af varmepumperne og jordvarme, og fjernvarme vil være en meget dyre løsninger at implementere. Men måske er der håb forude.

Grøn gas kan være fremtiden. Allerede i dag udgør biogassen 20% af vores gasforsyning. Men mere spændende er udviklingen af den såkaldte e-gas, Power-to-X. Det er en teknologi, der bygger på at bruge overskuds-el fra vind- og solenergi til at spalte vand til brint og ilt. Brinten kan bruges rent eller blandes med indfanget CO2 til metan eller metanol. 

Allerede nu er der flere værker i drift i Danmark, og et schweizisk firma planlægger opførelse af Europas største Power-to-X-anlæg i Esbjerg. 

24 store danske virksomheder er gået sammen om at støtte udviklingen, blandt andre A. P. Møller, Vestas, Ørsted, Haldor Topsøe og Grundfoss. Også Amager Ressourcecenter, som Dragør er medejer af, har planer om – med EU-støtte – at udvikle grøn energi med deres indfangede CO2 kombineret med brint fra vindmøllernes overskuds-el.

Ingen panik

Naturgas blev introduceret som det grønneste af de fossile brændstoffer, og når for eksempel Thyra-feltet genåbner i juni 2023, kan vi være selvforsynende med gas. Faktisk er der gas til de næste 70 år i Nordsøen, og mon ikke gaspriserne inden da igen normaliseres? 

Lad os nu fortsætte med vore naturgasfyr og vente på, at e-gassen kan erstatte naturgassen. Danmark behøver ikke altid at være Europas duks.

Nyt energieventyr

Lige nu er der sat turbo på udviklingen af Power-to-X, og det kan blive et nyt energi-eventyr for Danmark. 

Partierne i Folketinget har tirsdag den 15. marts vedtaget at støtte udbygningen af anlæg til produktion af Power-to-X. I den anledning udtaler direktøren i Dansk Energi, Lars Aagaard, blandt andet:

»Aftalen sætter en ambition for udbygningen af vind og sol i en grad, så Danmark bliver nettoeksportør af grøn energi. Der skal noget til, for at det bliver en realitet, men lykkes vi, bliver det et kæmpe førsteboost til den spirende Power-to-X-industri herhjemme. Lykkes vi, kan vi i 2030 levere grøn energi til ikke bare vores grønne omstilling og gasuafhængighed – men også til resten af Europas.«

Måske klogt at vente

Dragør var meget fremsynede, da man i sin tid forbød oliefyr og i stedet for introducerede gasfyrene. Vi havde også dengang en del luftforurening fra luft- og skibsfarten. 

Lad os være realistiske. Naturgassen er stadigvæk den grønneste af de fossile brændstoffer – og 20% af gassen er allerede biogas. 

I det store CO2-regnskab vil en lidt langsommere udfasning af naturgassen i de tætte bebyggelser betyde tæt på nul. 

Lige nu ser det ud til, at en langsommere udfasning af naturgassen vil være den bedste løsning for Dragørs borgere. Især i den gamle by og i de tætte gård- og rækkehusbebyggelser. 

Lad os igen være fremsynede.

Med venlig hilsen
Flemming Blønd, cand.jur
Kommunalbestyrelsesmedlem for Sydamagerlisten

Interessen for møder om fjernvarme er stor. Dragør Kommune måtte flere dage inden arrangementet lukke for tilmeldingen til mødet, da Hollænderhallen på grund af brandsikkerhed ikke kan rummer flere. På kommunens hjemmeside bliver der stillet endnu et møde udsigt. Fotos: Thomas Mose.

Information om fremtidens varmeforsyning

Kommunen afholder informationsmøde om fjernvarme i en fyldt hal Læs mere

Vi har modtaget – svar til Søren Jacobsen: Fjernvarme

Borgmester Kenneth Gøtterup har indsendt et debatsvar til Søren Jacobsen angående spørgsmålet om fjernvarmeudrulningen. Læs mere

Vi har modtaget: Fjernvarme kontra naturgas

Søren Jakobsen har indsendt et debatindlæg om fjernvarme og naturgas. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk