Irma på Neels Torv har sidste åbningsdag søndag den 14. maj – hvis altså der fortsat er varer på hylderne. Foto: HAS.
Irma på Neels Torv har sidste åbningsdag søndag den 14. maj – hvis altså der fortsat er varer på hylderne. Foto: HAS.

En købmand takker af

Når Irma på Kongevejen på søndag den 14. maj endegyldigt lukker dørene, er det ikke alene afslutningen på en epoke for butikslivet i Dragør. Der bliver også sat foreløbigt punktum for en karriere inden for dagligvarebranchen, der for købmand Mogens Christensen tog sin begyndelse i midten af 80’erne. Det var nemlig han begyndte som elev i Irma på Halmtorvet på Vesterbro – en rejse, der har ført ham rundt i så mange forskellige butikker, at han ikke længere har overblik over antallet.

Men det har altid været Irma. Først som elev, så som butiksassistent med sit første job som udlært i Rødovre Centrum i 1987, siden i mange andre butikker, blandt andet som souschef og som leder – og afslutningsvis den seneste håndfuld år som købmand i butikken i Dragørs centrum.

Når det nu skulle ende, som det er gjort for butikskæden, så ser Mogens Christensen tilbage på årene i Dragør ikke bare med vemod, men også med stolthed og glæde. For da han kom til, var det en butik i krise – en krise, som man fik vendt fra underskud til overskud.

God personalegruppe

Købmanden fortæller, at tiden i Dragør har været en fantastisk rejse. 

Han kom til en butik, der var udfordret på mange planer – og i den tid, han har været her, er den endog blevet nomineret som årets Irma-butik hele to gange. Som årsag til dette peger Mogens Christensen  på en rigtig god personalegruppe, der med flid og dygtighed har formået at give kunderne det, de gerne vil have. Man har bestræbt sig på at lytte til ønsker og behov.

Under corona gik det godt for hele branchen, og det seneste år har tilsvarende været udfordrende for alle. Men Irma Dragør har hele vejen igennem præsteret, og det er hans klare formodning, at hvis hele kæden havde klaret sig som her, så var den ikke blevet lukket ned. 

På det uundgåelige spørgsmål om, hvorfor man fra Coops side i den situation vælger at lukke netop butikken i Dragør helt ned, peges der som det umiddelbare svar på de manglende parkeringsfaciliteter. 

Med de planer for Coops fremtidige struktur, der tegner sig, er det for Mogens Christensen svært at se, at man skulle kunne lave en discountbutik med de forhold, der gælder i dag. Og med den nyetablerede SuperBrugsen på Krudttårnsvej in mente forekommer en Brugsen heller ikke oplagt. 

Han understreger, at han som alle os andre intet konkret kender til ledelsens fremtidsplaner for ejendommen – men at han med sine næsten 40 år i kæden ser det som en rendyrket katastrofe, at Irma nu lukkes helt ned.

At være købmand i Dragør har været specielt – en provinsbutik så tæt på København, hvor vejr og turister spiller meget ind på omsætningen. Når vejret er godt, strømmer det ind med folk i gaden, og de handler også ofte ind i Irma.

Indpas i lokalmiljøet

I forhold til typen af butik er det Mogens Christensens opfattelse, at Irma har passet fortrinligt ind i det lokale miljø.

Det, han har oplevet, er, at kunderne har handlet ind af de varer, han også selv elsker – smør, fløde, godt kød, gode vine – det gode liv. Der var således en sgod grund til, at Irma i sin tid kom tilbage til Dragør. Og trods inflation, energikrise og høje gaspriser, så har det stadig været tendensen helt frem til slutningen.

Med butikkens lukning mister den gamle by sin eneste dagligvarebutik, og købmanden er bekymret for særlig de ældre kernekunder fra byen, der sætter en ære i selv at stå for sine indkøb, men som nu får en del længere til muligheden.

Mogens Christensen er også bekymret for, om de rigtig mange sejlergæster, der normalt provianterer i Drag-ør, vil vælge anderledes i fremtiden.

Når de denne sommer kommer til en lukket butik, vil de måske begive sig af sted til en af byens andre dagligvarebutikker, men han tror, de vil tage erfaringen med hjem og ændre planer fremover.

Sin egen fremtid har Mogens Christensen på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, men en ting, der altid har ligget hans hjerte nær, er vinens verden – og vin har da også været en af de helt store sællerter i Irma Dragør. Han har ofte leget med tanken om, at når tiden som købmand en dag skulle stoppe, kunne det være her, turen gik hen.

Alt for kunderne

Da Dragør Nyt er på besøg, er det også helt naturligt vin-afdelingen, vi stopper op i – og kigger på de efterhånden halv- og heltomme hylder. Et sælsomt og for Mogens Christensen ret så trist syn. Om noget har han altid gået op i at have en præsentabel, velassorteret og for kunderne attraktiv butik.

Købmandens naturlige instinkt kommer da også op i ham, da vi når helt hen til reolerne. Fortsat snakkende begynder han nemlig med det samme at omarrangere de tilbageværende flasker, så de fremstår så indbydende som muligt for kunderne. Alt for kunderne – det har hele vejen igennem været mantraet.

Det er også de lokale kunder, han tænker på her i den sidste tid.

Selv med kun få varer på hylderne kan Mogens Christensen ikke lade være med lige at rette på dem. Foto: HAS.
Selv med kun få varer på hylderne kan Mogens Christensen ikke lade være med lige at rette på dem. Foto: HAS.

Nu, da butikken lukkes ned, skal alle varer sælges ud – og det sker løbende her i den sidste uge med langsomt stigenden rabat, indtil der ikke er flere varer tilbage.

Med et vemodigt smil fortæller købmanden, at han håber på, de mange trofaste, lokale kunder benytter lejligheden til at få sig nogle sidste gode køb med hjem. Men at det er en underlig oplevelse med lukningen, det lægger han ikke skjul på.

Som han udtrykker det – nu har han brugt knap 40 år af sit liv på en hverdag, hvor succeskriteriet har været, at der er varer på hylderne, samt at der er pænt og ryddeligt – og, ja:  »Nu er der jo fandeme ryddeligt«, ryger det hovedrystende ud af ham.

Tak

Afslutningsvis vil Mogens Christensen gerne på egne og personalets vegne sige tak for de mange søde og velmenende hilsener, de har fået den seneste tid.

Han har også fået spørgsmål om og opfordringer til, om ikke han kunne tænke sig at fortsætte som købmand i en anden butik i Dragør – men selvom han er beæret over og taknemmelig for tankerne, så er det ikke lige det, der ligger i kortene.

Hvad fremtiden bringer – for såvel butikken på Neels Torv i Dragørs centrum som for Mogens Christensen – det må tiden vise.

HAS

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk