Festdag på fortet

Grundlovsdag danner Dragør Fort ramme om en familiefest for alle

Af Thomas Mose

Igen i år afholder Lions Dragør Festdag på Dragør Fort, grundlovsdag, onsdag den 5. juni, fra kl. 11–16.

På Dragørs historiske fort indbyder Lions nok en gang til en festlig dag med aktiviteter for børn og voksne, når Danmarks helt egen dag – grundlovsdag – skal fejres. Dagen, der bliver skudt i gang af borgmester Kenneth Gøtterup, vil blandt andet byde på flødebollekast og skattejagt for børn, mens et lykkehjul har præmier for hele familien.

Foruden aktiviteterne vil der også være en række spændende elementer, der kan stiftes nærmere bekendtskab med. Således bliver der demonstreret tovværkskunst, Vallensbæk Modelskibsklub fremviser smukke modelskibe, brandvæsenet møder op og demonstrerer deres kunnen – og politiet vil også være til stede og tale med borgerne.

Ved kajen ud for fortet vil museumslodsbåden ligge sammen med den historiske museumskutter »Elisabeth«, der under 2. verdenskrig bragte mange jødiske flygtninge til Sverige.

Camilla Bødtker og hendes band vil stå for det musikalske, som af dagens deltagere kan nydes, mens en øl, et glas vin eller en sodavand og dertil måske en grillpølse glider ned.

Overskuddet fra Festdag på Dragør Fort går ubeskåret til Lions velgørenhed – både i Danmark og i resten af verden.

Se også annoncen på forsiden i denne avis og tjek hjemmesiden dragoer.lions.dk samt Lions Dragørs facebookside.

Lions Dragør inviterer alle til Festdag på Dragør Fort grundlovsdag. Arkivfoto: TorbenStender.
Lions Dragør inviterer alle til Festdag på Dragør Fort grundlovsdag. Arkivfoto: TorbenStender.

Seneste artikler

Fik du læst?