Film i Dragør Bio

Den danske film »Kød & blod« vises onsdag den 24. juni kl. 20.00. Dramaet »Dark Waters« vises torsdag den 25. og fredag den 26. juni kl. 20.00, søndag den 28. juni kl. 18.30 samt i perioden mandag den 29. juni til onsdag den 1. juli kl. 20.00. Animationsfilm »Fremad« vises søndag den 28. juni kl. 14.00. Den danske thriller »Undtagelsen« vises torsdag den 2. juli kl. 20.00.

»Kød & blod«.
»Kød & blod«.

Kød & blod

»Kød & blod« er en intens familiefortælling, der foregår i et kriminelt miljø i en dansk forstad med et nådesløst blik på kærlighed, sammenhold og fællesskabets destruktive magt.

Da Idas mor omkommer i en bilulykke, placeres den kun 17-årige pige hos sin moster og sine voksne fætre. Ida har ikke set sin mors side af familien i mange år, men hendes nye hjem er fyldt med kærlighed og varme. Ikke mindst på grund af familiens overhoved, den altdominerende Bodil, der holder sammen på familien. Familiens kriminelle levevej bliver hurtigt hverdag for Ida, men det er ikke altid nemt at adskille vold og manipulation fra kærlighed og omsorg. Snart indser hun, hvad hendes mor i sin tid flygtede fra.

Dark Waters

Den vedholdende advokat, Robert Bilott, afslører en mørk hemmelighed, der forbinder en række uforklarlige dødsfald til et af verdens største selskaber Dupont Chemicals. 

I årtier har Dupont bevidst forurenet drikkevandet i forbindelse med produktionen af deres mest lukrative produkt, Teflon. 

I sin kamp for at få sandheden frem i lyset bringes Roberts fremtid, familie og liv i overhængende fare, og Robert må gøre op med sig selv, hvor langt han er villig til at gå for retfærdighed.

Mark Ruffalo spiller den retfærdighedssøgende advokat, Robert Bilott, der startede med at forsvare store firmaer såsom Dupont Chemicals, men senere endte med at hjælpe amerikanske lokalsamfund med at lægge sag an mod selv samme mastodont. 

»Dark Waters«, der er baseret på Nathaniel Richs artikel »The Lawyer Who Became DuPont’s Worst Nightmare« fra 2016, er en Erin Brockovich-historie om Teflon-kemikalier og om manden, der satte sig for at afsløre den bevidste forgiftning af et helt lokalsamfund.

Fremad

»Fremad«.
»Fremad«.

I Disney og Pixars »Fremad«, der foregår i et forstads-fantasy-miljø, får brødrene Ian og Barley foræret en trylleformular, som de bruger til at fremmane deres far – eller i al fald halvdelen af ham. De to brødre må derfor lede efter et gammelt kort, som kan lede dem videre til Fønixjuvelen, hvor de kan fuldende deres færd. 

Undervejs opsøger de Manticore, der engang var en frygtløs kriger, men som nu bestyrer en kro. De to brødre drager derfra ud på en storslået færd for at opklare, om der stadig er en smule magi tilbage i verden.

Undtagelsen

Iben, Malene, Anne-Lise og Camilla er fire kvinder, der arbejder sammen i en hverdag præget af magtkampe, hvisken og alliancer. 

Da Iben og Malene begge modtager dødstrusler, mistænker de i første omgang en serbisk krigsforbryder, som de skriver artikler om. Men da en sag om mobning på kontoret eskalerer, begynder de langsomt at overveje, om ondskaben kunne komme fra dem selv. 

»Undtagelsen« er en nervepirrende thriller, der skildrer, hvordan raffineret voksenmobning kan udvikle sig til et uhyggeligt spil om liv og død. Det er en fortælling om manipulation som våben, om vildtvoksende paranoia og ondskabens mange ansigter.

»Undtagelsen«.
»Undtagelsen«.
»Dark Waters«.
»Dark Waters«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk